Outlast er et first-person gyserspil, hvor du i rollen som freelance-journalisten Miles Upshur opsøger sindssygehospitalet Mount Massive Asylum, efter et tip fra en anonym kilde The Whistleblower. Ifølge The Whistleblower er sindssygehospitalet, som drives af det virksomheden Murkoff Corporation, skueplads for en række grusomme forsøg på de indsatte, og det er vand på Miles Upshurs mølle. Upshur har nemlig længe haft Murkoff Corporation mistænkt for at profitere på groteske videnskabelige forsøg på mennesker, og han ser nu muligheden for at få sin historie på forsiden af alverdens medier.
Det viser sig dog hurtigt, at eksperimenterne i Mount Massive hospitalet med længder overgår Upshurs, og dermed dine, værste forestillinger, og inden længe er du midtpunkt i en mareridtsagtig historie. Her forfølges du af en sindssyg præst, vanvittige indsatte og et gigantisk og morderisk væsen, som er de sørgelige rester af mennesket Chris Walker. For at gøre ondt værre, så er din eneste flugtrute sindssygehospitalets lange og mørke korridorer.
Oddsene for at overleve er med andre ord lave, og de bliver bestemt ikke bedre af, at stakkels Upshur er en pacifistisk type. Med andre ord har du ingen muligheder for at forsvare dig mod sindssygehospitalets mange og rablende gale indsatte, så hvis du bliver opdaget, og det gør du, så er der ikke andet for, end at flygte og gemme sig i skabe, under senge eller bag ved skriveborde. Teknikken er simpel, og man vænner sig efter et par timer hurtigt til processen med at blive opdaget, for derefter at finde det nærmeste skjulested, men af flere grunde bliver det aldrig kedeligt.
Dette skal tilskrives to faktorer: Upshurs videokamera og en forbandet effektiv lydside. Videokameraet er dit eneste reelle værktøj i Outlast. Kameraet kan bruges til at optage events og dermed indsamle noter, som sammen med forskellige patientfiler, fungerer som spillets collectibles. Herudover er kameraet ganske praktisk udstyret med nattesyn, så du får en begrænset mulighed for at orientere dig, når du bevæger dig ind i mørklagte områder i Mount Massive. Det er dog ikke omkostningsfrit at anvende nattesynet, som både kræver løbende udskiftning af batterier, og samtidigt betyder, at du ikke kan se mere end 4-5 meter frem, og dermed gør dig sårbar for overraskelsesangreb.
Det er dog lydsiden, som er Outlasts definitivt største force. Jeg kan oprigtigt talt sige, at jeg i min tid som anmelder aldrig har oplevet noget så effektivt, og dette til trods for at lyden i langt størstedelen af spillet alene består af Upshurs tunge vejrtrækning, krydret med enkelte men dog intense perioder med panisk strygerspil. Hver gang man støder på noget makabert eller ulækkert, så intensiveres Upshurs vejrtrækning, og når man jages af de forskellige monstre, så kan man høre den stakkels journalist gispe efter vejret. Faktisk blev jeg flere gange i tvivl om, hvorvidt spillet simpelthen havde overtaget min vejtrækning, og om jeg egentligt selv var herre over min puls, for sjovt nok, så blev jeg så påvirket af Miles Upshurs udfoldelser, at jeg til tider nærmest blev helt forpustet.
Og det er netop det, som jeg ønsker at opnå, når jeg spiller et survival horror-spil. Jeg elsker at befinde mig i et stadie, hvor jeg føler at det ikke længere er mig selv der bestemmer, hvornår jeg skal være bange eller hvornår jeg vil forskrækkes. Outlast formår med en milimeternøjagtig præcision at rive tæppet væk under mig, bedst som jeg troede at alt var godt og trygt, og dette vel at mærke uden at gøre brug af testosteronpumpet action med massevis af fjender og skydevåben.
Grafikken, herunder specielt figurmodellerne, kommer ikke til at vinde nogen designpriser, og sidst i spillet, så virker de opgaver, man som spiller stilles overfor, gentagende og uinteressante. Til gengæld er historien god og stemningen er så tyk, at man kan gribe ud efter den, forme den og smage på den. Og så er der endda tale om en titel, der for rigtigt mange PlayStation 4 ejere (her tænkes på PlayStation Plus abonnenter) har været gratis. Det kalder jeg forkælelse! Jeg vil endda mene, at det sagtens kan betale sig at købe spillet for ens dyrt optjente sparepenge. Så godt er det.
Afslutningsvist skal det dog siges, at såfremt man er manden i et parforhold, så vil det være gavnligt for det klassiske kønsrollemønster, hvis man alene spiller spillet, når kæresten eller konen ikke er hjemme. Det kan nemlig være svært at manifestere sin rolle som familiens beskytter, når man for få øjeblikke siden skreg som en lille pige og slukkede sin PlayStation 4 i panik. Og tro mig, det kommer du til, hvis du kaster dig ud i Outlasts makabre univers.
Facebook
Twitter
