PlayStation 4 anmeldelse

Skrevet af: Morten Skou - 17. november 2013 - kl. 19:10
Del denne artikel:
0 0
Der er stadigvæk små 14 dage til, at PlayStation 4 udkommer her i Europa, men vi har været super heldige at få en af de lækre konsoller fra Sony i god tid, før den officielle udgivelse. Årsagen er naturligvis, at vi dermed har mulighed for at fortælle alle vores læsere om vores oplevelser med den kommende konsol og samtidig være klar med en række anmeldelser, inden konsollen bliver udgivet her i Danmark.


PlayStation unboxing, se i HD her.



I har muligvis allerede set den lille video, som vi har lagt op på PSlife, hvor man kan se, hvad der følger med i PlayStation 4 pakken, når man åbner den. For lige at opsummere, så får man selvfølgelig en PlayStation 4-konsol, den nye Dualshock 4 controller, et HDMI-kabel, et USB-kabel til controlleren, et strømkabel og så en masse små ”Velkommen til PlayStations verden”-brochurer i en forfærdelig masse forskellige sprog.

PlayStation 4 set forfra, hvor man kan se de to USB 3.0 porte, Blu-ray drevet og tænd/sluk knapperne.

På billedet herover kan du se, at PlayStation 4 konsollen på forsiden er udstyret med et Blu-Ray drev og to USB 3.0 porte. Det er selvfølgelig også på forsiden af konsollen, at du finder tænd- og slukknappen og eject. Begge knapper er trykfølsomme på samme måde, som vi så med PlayStation 3, så man skal næsten ikke røre dem, før at de reagerer – lækkert.

PlayStation 4 konsollen fra Sony set bagfra. Her kan man se HDMI-udgangen, optisk lyd, netstikket, strømstikket og tilsutningen til PlayStation kameraet

Bag på konsollen er der porte til henholdsvis optisk (digital) lyd, HDMI ud, et netværkstik, udgang til PlayStation 4 kameraet og selvfølgelig er der også plads til strømstikket.

Konsollen er designet på en sådan måde, at den er skrå foran og skrå i modsat retning bagpå. Det ser egentlig ret flot ud, når man ser konsollen forfra, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det besværliggjorde det lidt, når man skulle have stik ind og ud af bagsiden på konsollen. For de flestes vedkommende skal man heldigvis ikke skifte stik så ofte, så det går nok.

Om man kan lide designet på konsollen er selvfølgelig i høj grad et spørgsmål om, hvilken smag man har, men jeg synes faktisk, at den er flottere, når den står her på mit bord, end den var på de billeder, som jeg havde set, inden jeg modtog den.

Når konsollen først er pakket ud, går det selvsagt ret hurtigt med at få sat den til fjernsynet og få den tændt. Til at starte med skal man konfigurere nogle forskellige ting, herunder hvilket sprog man vil have, at konsollen skal være på. Herefter kan man indtaste sine netværksindstillinger – om man vil bruge netkabel eller det indbyggede trådløse WiFi, og eventuelt konfigurere sit PlayStation kamera. Herefter vil dem, der får konsollen på den officielle udgivelsesdato, få mulighed for at hente den såkaldte ”day one” opdatering, som opgraderer PlayStation 4 konsollens firmware til version 1.50.

Da jeg først fik tilsluttet PlayStation 4 konsollen, var den føromtalte opdatering ikke tilgængelig. Det betød, at jeg fik chancen for at se, hvor meget man egentlig kan på en PlayStation 4, der ikke har været tilsluttet til internettet. Svaret er nok som de fleste forventer, nemlig at man ikke kan særlig meget – der var selvfølgelig mulighed for at spille historiedelen af det ene spil, Call of Duty: Ghosts, som jeg havde fået fingrene i, men ellers føles det hele meget begrænset på grund af den manglende online mulighed. Heldigvis kom firmware-opdateringen allerede dagen efter, og dermed kunne jeg for alvor komme i gang.

Et af de spørgsmål, som mange har omkring PlayStation 4, er, hvor meget den larmer, og om den bliver varm. Nu har jeg desværre ikke mulighed for at måle, hvor mange decibel (dB), som blæseren i konsollen afgiver, men jeg har været rimelig tæt på den de sidste par dage, og synes absolut ikke, at det er særlig slemt. Omvendt så kan man selvfølgelig godt høre, at blæseren kører rundt. Til gengæld bliver konsollen rent faktisk rimelig varm, både ovenpå og så selvfølgelig bagpå på grund af den varme luft, som den sender ud. Jeg har i øvrigt ikke oplevet, at hastigheden på blæseren er steget, og at larmen dermed blev forøget, den lader derimod til at køre med samme hastighed hele tiden.

Billedet viser PlayStation 4s brugergrænseinterface, hvorfra man kan tilgå alle de forskellige spil og funktioner.

Selve brugerinterfacet og navigationen på PlayStation 4 synes jeg minder meget om det, som vi allerede kender fra PlayStation 3, så hvis du kunne lide det, så er det godt nyt. Menuerne er ligesom delt op i to dele, den ene viser nyheder, og hvad du har foretaget dig samt andre ting, som de sidste spil, du har spillet, TV og video-apps, internet browseren, ”Music unlimited” og til sidst et ”Library”, der viser alle de spil, som du har liggende på din PlayStation 4 konsol. Den anden menulinje kommer frem, hvis du trykker op på controlleren, og her finder du adgang til PlayStation Store, notifikationer som eksempelvis download af spil og patches, vennelisten, beskeder, party, din personlige profil, trofæoversigterne, indstillinger for systemet og mulighed for at logge ud – eller tænde og slukke konsollen.

Det første som slog mig omkring menuerne og interfacet på PlayStation 4 er, at det kører enormt hurtigt, og så er det rimelig nemt at finde rundt i, fordi det er så simpelt, som det er. Det næste, som virkelig er lækkert omkring brugerinterfacet, er muligheden for at multitaske. Uanset om man befinder sig i et spil, i PlayStation Store eller i en anden app, så kan man altid trykke på PlayStation-knappen på controlleren, og så kan man lave andre ting – for derefter at trykke igen og ryge tilbage til eksempelvis det spil, som man var i gang med.

Måden, som multitaskingen virker på, er virkelig lækker, da den giver dig mulighed for lige at sætte PlayStation Store til at hente et spil ned eller lige surfe efter noget på nettet, uden at du skal afslutte spillet. Det er dog ikke alle apps, du kan køre samtidig med, at du spiller, og du kan selvfølgelig heller ikke køre to spil samtidig. Hvis du prøver at starte en app eller et andet spil, så vil du bare blive spurgt, om du vil afslutte det nuværende spil, som du er i gang med.

Dualshock 4 controlleren


Den nye controller til PlayStation 4 har allerede fået meget ros, og jeg hopper uden tvivl også over i gruppen med dem, som siger, at den er forbedret meget i forhold til de tidligere PlayStation controllere, og det er ikke bare designet, der er ændret, for der er også blevet tilføjet funktioner, som gør hele oplevelsen med konsollen ret lækker.

På billedet kan du se Dualshock 4 controlleren som følger med PlayStation 4.

Designet af controlleren er, selvom den fortsat virker bekendt, ændret en del, så de håndtag man holder på, er blevet lidt større og dermed i mine øjne også bedre at holde på. Den nok største ændring rent udseendemæssigt er, at der er blevet tilføjet en touchpad til controlleren, som sidder lige midt i det hele. Udviklerne kan bruge denne touchpad til at tilføje forskellige funktioner i deres spil, og indtil videre har jeg kun gjort brug af den i Killzone. Egentlig tror jeg ikke selv, at denne touchpad kommer til at blive den helt store succes, men det tilføjer da uden tvivl nogle ekstra muligheder til spillene, dog er det jo ligesom så mange andre ting op til udviklerne, hvordan de vil implementere det.

Controlleren byder ligesom de forrige PlayStation controllere på to thumb-sticks, og jeg synes egentlig, at disse to er det dårligste ved den nye controller. Min kritik går primært på, at den gummibelægning, som er på dem, ikke er god nok. Det betyder helt konkret, at jeg føler, at mine fingre skrider for nemt hen over de to sticks i stedet for at fastholde mine fingerspidser bedre.

De to knapper ”Start” og ”Select” har fået nye navne og faktisk også nye funktioner. Nu hedder knapperne ”Options” og ”Share”. Optionsknappen bruges ofte som direkte afløser for den tidligere startknap i diverse spil, og et tryk på den frembringer som regel en eller anden form for kontekstmenu. ”Shareknappen er helt ny, og et tryk på den giver adgang til de streaming-, video- og screenshot-muligheder, som er bygget ind i PlayStation 4. Hvis du vil læse mere om, hvad share-funktionaliteten kan, så kan du læse denne artikel.

Noget af det måske mere overraskende ved Dualshock 4 er, at der også er indbygget en højttaler. Til at starte med synes jeg, at det lød som en omgang fis, hvad skulle en højttaler i en controller dog kunne bidrage med? Efter at have spillet en hel del Resogun, så er jeg dog begyndt at kunne se den effekt, som højttaleren kan have og synes faktisk, at det er en rigtig god - om end en måske noget pudsig - tilføjelse.

PlayStation-knappen på controlleren er i virkeligheden det, som får det hele til at gå op i en højere enhed. Denne knap bruges til at aktivere de forskellige multitasking-muligheder, hvor man kan hoppe frem og tilbage imellem de forskellige spil, applikationer, menuer og andet – for derefter at vende tilbage til dem blot ved at trykke på knappen.

I bunden af controlleren sidder der endvidere to små indgange, hvad den ene skal bruges til, har Sony ikke meldt ud om endnu, men det andet er et mini-jack stik. Her kan du eksempelvis tilslutte det headset, som der følger med, når du køber konsollen. At Sony har smidt et headset med i pakken som standard retter op på en af de i mine øjne dummeste beslutninger vedrørende PlayStation 3, nemlig at der ikke var et headset med som standard. Kvaliteten på det medfølgende headset er desværre ikke særlig højt, men det vigtigste er, at det er med – og så kan dem, der har behov for noget bedre, altid købe det. Udgangen kan i øvrigt både bruges til at få lyden fra spil igennem og til samtale med andre spillere.



For at runde controlleren pænt af, så er det værd at nævne, at batteriet er indbygget, hvilket betyder, at du ikke kan udskifte det med et andet batteri, når det løber tørt. I stedet bruges det medfølgende USB-kabel til at oplade controlleren, når den løber tør for batteri – et bud fra mig er, at det tager omkring 8 timer, før den skal oplades igen, men jeg må dog erkende, at jeg ikke har taget nøjagtig tid på det. Opladningen behøver dog ikke at være en decideret ulempe, da man bare kan sætte stikket i controlleren og lade den oplade, imens konsollen står i standby tilstand. Du kan selvfølgelig også oplade den, imens du spiller, hvis du vil det, men kablet er desværre ikke så frygteligt langt.

I øvrigt kan man nemt se på controlleren, når den skal oplades, eftersom den lille lysende farve på bagsiden af den skifter fra blåt til rødt, og så er det ellers bare med at få smidt den til opladning.

PlayStation Store og køb af digitale spil


Når man køber et spil digitalt på PlayStation Store, bliver spillet hentet ned i flere bidder. For at tage et eksempel med Battlefield 4, så hentede den i første omgang selve historiedelen, som jeg så kunne gå i gang med at spille, imens resten af spillet blev hentet ned. Eftersom det er nogle ret store spil, som skal hentes – ofte imellem 30 og 40GB - så er det en super smart måde at lave det på. Alligevel vil det selvfølgelig tage rimelig lang tid at hente de 40GB, hvis man ikke har en særlig hurtig internetforbindelse.

I øjeblikket kan man hente de forskellige lanceringsspil direkte på PlayStation Store, blandt andet har jeg fået hentet Battlefield 4, Killzone, Need for Speed og mange af de andre titler, som udkom i forbindelse med lanceringen af konsollen. Der er desværre endnu ikke nogle demoer af de forskellige spil, og det overrasker mig egentlig – omvendt så mener jeg, at det er noget, som skulle være på vej på et tidspunkt.



Check out proceduren fungerer på den måde, at man smider det eller de spil, som man vil købe, i sin indkøbskurv, derefter går man til check out og kan betale med de penge, som man har i sin ”Playstation pung” – eller betale direkte med kort eller en forudbetalt kode. Derefter vil downloaden af spillet blive sat i gang, og du kan følge med i, hvor langt den er nået, ude under ”notifikationer”-menuen.

Om man kan lide at købe sine spil digitalt eller ej, er selvfølgelig op til en selv, men personligt synes jeg, at det er enormt lækkert, at man bare kan browse rundt i PlayStation Store og så købe det spil, man vil have, uden at man skal være afhængig af, om Gamestop har åbent eller at Post Danmark får leveret spillet, som du har købt hos en onlinebutik. Jeg tror, at langt de fleste af mine spil til PlayStation 4 kommer til at være købt digitalt.



Det eneste problem ved at købe spillene digitalt er som før nævnt, at det selvfølgelig kræver båndbredde, og så kan det jo godt tage lidt tid at hente dem. Derudover er der problemet med, at harddisken i PlayStation 4 kun er på 500GB, hvor man rent faktisk kun har 400GB til rådighed til spil, da de øvrige 100GB åbenbart er forsvundet pist væk. Man skal godt nok også installere de fysiske spil på harddisken, før de kan spilles, men det er nemmere at slette dem igen og så installere dem fra Blu-ray disken, end at skulle sidde og vente på, at det bliver færdigt med at downloade. Så der er altså gode og dårlige ting ved både digitale og fysiske eksemplarer af spillene.

Masser af muligheder for tilkøb af tjenester


Nu skal det lige siges, at eftersom Sony Entertainment Network ikke er tændt i Europa endnu, så har jeg brugt min amerikanske konto i forbindelse med mine tests af konsollen. Men ikke desto mindre, så synes jeg, at det er værd at nævne, at der er ret mange muligheder for at tilmelde sig til diverse streaming tjenester som eksempelvis Netflix, og hvis man vil høre musik, så er der også Sonys Music Unlimited service.



Ikke alt er perfeket på PlayStation 4


Selvom jeg generelt synes, at min oplevelse med PlayStation 4 indtil nu har været ganske udmærket, så synes jeg stadigvæk, at der er nogle fejl og mangler, som der muligvis bliver rettet op på i fremtidige opdateringer, men fakta er, at mulighederne altså ikke er der lige nu.

En af de ting, som jeg synes, der mangler, er muligheden for at bruge PlayStation 4 som et mediecenter. Jeg ved, at der var mange, der brugte deres PlayStation 3 konsol til at streame film, musik og billeder fra eksempelvis en ekstern harddisk eller en NAS, men dette kan PlayStation 4 overhovedet ikke på nuværende tidspunkt, og det undrer mig, at man rent faktisk vælger at fjerne nogle af de funktioner, som der var på PlayStation 3, og det får egentlig konsollen til at virke en smule skrabet.

En anden ting, som jeg også har nævnt tidligere, og som jeg synes er irriterende, er den manglende mulighed for at flytte videoer og screenshots fra konsollen og til en computer, uden at de skal forbi Twitter eller Facebook først. De ligger jo på konsollen, så det er virkelig underligt, at man ikke kan få lov til at smide en USB-stick i og så overføre dem dertil.

Den sidste ting, som jeg vil kritisere lidt i denne omgang, er den manglende mulighed for at sætte eksternt optageudstyr, som eksempelvis en Elgato Game Capture HD, eller en Hauppauge HD-PVR, til. Dette skyldes, at PlayStation 4 indtil videre har samme digitale beskyttelse på HDMI-porten (kaldet HDCP), som det var tilfældet med PlayStation 3. Nu kan man jo argumentere for, at PlayStation 4 har sine egne optagemuligheder, men hvis man vil optage ud over de 15 minutter eller have tingene ned på sin computer på en nem måde, så ville det altså være rart, hvis de fik fjernet HDCP beskyttelsen.

Den endelige bedømmelse


Efter at have brugt en hel del tid i selskab med PlayStation 4, så synes jeg egentlig, at den ser ret lovende ud. Sony har fået rettet op på nogle fejl og mangler, som PlayStation 3 havde, men de har desværre også valgt at fjerne en række af de gode muligheder - om ikke andet så i første omgang. Det ligner ret meget, at udviklingen af PlayStation 4 har været under tidspres, hvilket er meget naturligt, når to konkurrerende firmaer presser hinanden.



Jeg synes dog også, at det er vigtigt at huske på, at det produkt, som vi får i PlayStation 4 her fra starten, er et produkt, som vil blive videreudviklet og som løbende vil få tilføjet mere og mere funktionalitet de næste mange år, lige indtil PlayStation 5 engang udkommer.

En ting, der dog ikke skal være tvivl om, er, at der tilsyneladende har været fin fokus på det, som Sony siger, at PlayStation primært handler om, nemlig gaming. Med alt den kraft, som konsollen har og så flotte, som spillene allerede er her fra første dag, så er jeg sikker på, at vi går en rigtig spændende fremtid i møde som gamere.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne artikel..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.