Untold Legends: Dark Kingdom

Dark Kingdom, der er det tredje spil i rækken og det første af sin slags til Playstation 3, har noget at leve op til. Selv om spillet ikke oplever meget konkurrence, har man alligevel lov til at stille krav til et next-gen, og hvorvidt det kan levere varen, er et interessant spørgsmål.

Gameplay
Som man kender det fra så mange andre rollespil byder Dark Kingdom på mange af de kendte elementer, som man forbinder med et godt RPG spil. Der er tre forskellige karakterer, som man kan vælge at spille med. Der er den brutale kriger, som er afhængig af sin råstyrke, den adrætte kvinde, hvis force er hendes hurtige bevægelser og sidst har vi den lærde troldmand, som altid leverer et festfyrværkeri af magi. Hvor meget man end kunne tænke det, er der desværre ikke nogen mulighed for at konfigurere på ens person forud for spillet, og der er generelt ikke meget dybde på det område.



Baggrundshistorien er den, at man befinder sig i landet Dureth, der er under belejring af forskellige klassiske monstre. Der skal ryddes op og skabes fred i det sagnomspundne land. Til det job er selveste kongens bedste regiment sat på opgaven. Et regiment, der går under navnet Dragon’s Shade, og som man er en del af. Derfor må man trække i arbejdstøjet og sætte sig for at bekæmpe horder af ondsindede bæster. Inden længe finder man ud af, at denne invasion skyldes noget meget centralt. Nemlig en trussel indefra. Det viser sig, at kongen af Dureth, Halaskar, er blevet besat, og der af den grund ikke er blevet gjort noget ved problemet før nu.

For at klare sig igennem spillet er det vigtigt at holde sin kriger ved lige. Hver karakter har sine talenter, som kan opgraderes, når man stiger i niveau. Dette sker ved at slå monstre ihjel og derved få erfaring. Når man stiger, vil man få mulighed for at afsætte point til nye talenter, hvis sådanne skulle blive låst op eller opgradere allerede lærte talenter. Alle 3 helte har 9 forskellige talenter, som er unikke og koster mana. For som de fleste RPG spil bruges der her også mana, når man skal bruge specielle tricks eller magi. Dette vil man også være i stand til at forbedre, når man går et niveau op. Ud over ens talenter vil man også kunne forbedre ens mere basale evner såsom hvor meget liv, mana, armor og magisk armor man har. Dertil kommer ens fysiske og magiske angreb, som ligeledes kan blive bedre.

Spillets kampsystem består ved første øjekast af en delvis kompliceret Hack ’n Slash del. I stedet for bare at slå på folk kan man ved hjælp af forskellige kombinationer lave diverse angreb. Nogle af dem giver mere skade, andre rammer flere på engang og nogle lammer monstrene i op til 3 sekunder. Når man efter noget tid har hygget sig meget med at lave forskellige kombinationer, går spillet hen og bliver en ganske almindeligt Hack n’ Slash oplevelse.

Her gælder det for alt i verden bare om at trykke hurtigt på en masse knapper og derved holde sin karakter i gang med at udføre diverse angreb. Hvor krigeren og den hurtige scout leverer diverse fysiske angreb ved hjælp af kombinationer, oplever man hos troldmanden en blanding af stavkamp og destruktiv magi, der flyver til højre og venstre.



Nedlægger man en fjende på sin vej, vil man ud over at modtage erfaring også få en af tre forskellige orbs, som stiger op fra liget. En rød orb vil heale en og en blå orb vil give en mere mana. Derudover kan der komme en gul orb, som man også kan tage. Disse essence, som de bliver kaldt, er spillets form for valuta. Rundt omkring i Dureth befinder der sig checkpoints, hvor man kan indløse sine essencer for til gengæld at få fuldt liv eller mana. Det er også her man kan ”smede” nye rustninger sammen.

Når man har nævnt muligheden for at lave ens eget udstyr, kan man ikke komme udenom det faktum, at Dark Kingdom er utrolig tyndt på det område. For det første kan man ikke få nye våben i spillet, men hver karakter er også låst til sit våben – krigeren til sin økse, scout’en til sine knive og troldmanden til sin stav.

Det er muligt at opgrade ens våben ved hjælp af magiske runer, men det vil stadig være det samme våben med en indbygget effekt. Udover orbs kan monstrene også efterlade forskellige rustninger, når de dør. De har det desværre med at ligne hinanden, og man oplever derfor ingen glæde ved at give sin karakter det nye udstyr på. Som regel er det udstyr man finder også af en så dårlig kvalitet, at det bedste er at pulverisere dem og derved få essence ud af det. Når man så befinder sig ved et checkpoint, kan man lave sin egen rustning ud fra en model og så ender man op med noget, der ikke bare er bedre, men også ser frygtindgydende ud.

Et af problemerne er nemlig, at spillet bygger op til, at man skal gå rundt i de vildeste rustninger og bruge de mest overdimensionerede våben et vestligt RPG længe har set, men pga. af de relativt begrænsede udvalg af rustninger og mangel på andre redskaber til at angribe med, skuffer Dark Kingdom meget.



Et af de steder, hvor spillet skiller sig ud fra mængden, er på handelsområdet. Der er nemlig ingen steder, hvor man kan købe nyt udstyr. Sammen med det føromtalte faktum, at det er meget begrænset, hvad man finder på sin færd igennem Dureth, gør det, at spillet har et meget flydende gameplay. Man skal ikke hele tiden stoppe op og overveje, hvilket udstyr man skal have på og om det kan betale sig at købe nu eller vente til man kommer til den næste by. Det har sine fordele, men man ønsker bare, at der var gjort mere ud af det. Især hvis man har planer om at gennemføre spillet.

For igennem de små 12 timer det tager at gennemføre Dark Kingdom oplever man til tider et gameplay så lineært, forudsigeligt og kedeligt, at det hurtig mister pusten. De opgaver man bliver sendt ud for at løse har det med at være så hjernedøde, at man længes efter udfordring. Nogle af opgaverne lyder på, at man skal slå 100 monstre ihjel for at løse den. Ikke særlig gennemtænkt, men til gengæld utrolig belastende og ikke mindst smertefuldt.

Heldigvis er der også en masse boss kampe undervejs, og nogle af dem viser sig at være meget interessante og velovervejede. Et dejligt skift efter man har tæsket sig igennem horder af fjender og slidt huden af sin tommeltot i forsøget på at levere kombination efter kombination.

Hen imod slutningen begynder bliver det trivielle gameplay at være belastende. Man trykker bare på alle knapperne, indtil man har nedlagt de kaskader af monstre, som bliver ved med at strømme til. Det er også her de 3 karakterer begynder at ligne hinanden, hvad angår spillestil. Deres charmerende sider bliver gemt væk bag de konstant Hack n’ Slash angreb, som bare kører på autopilot.



Grafik
Det sted, hvor Untold Legends: Dark Kingdom halter mest efter, er på den grafiske side. Spillet ligner simpelthen en Playstation 2 port frem for en next-gen titel. Spillets fysikmotor har det med at spænde ben for sig selv, og man befinder sig tit i låste stillinger. Animationerne har det med at være meget stive og ud over de forskellige kombinationer, man kan udføre, er der ikke meget variation i den måde ens karakter bevæger sig på.

Frameraten i spillet lider desværre meget, når man befinder sig blandt flere monstre, og det kan derfor være svært at udføre kombinationer, så man kan få dem fjernet igen. Dertil kommer den pågående kamerastyring, som ikke finder sig i meget.

Der er selvfølgelig også lyspunkter at finde i spillet. De er bare svære at bemærke, når der er så mange små og irriterende fejl. En af de positive oplevelser er troldmandens euforiske lysshow som opstår, når han kaster en af sine magier. Når de forskellige partikler ryger omkring i luften som en tornado, der har opslugt en regnbue, håber man inderligt på, at monstre forbliver væk, så de ikke forsager slowdowns og ødelægger forestillingen.

Lyd
Stemningsmusikken i spillet er gennemført og orkestret, der har komponeret musikken, forstår virkelig at fange stemningen af et rigtigt RPG spil. Det er her Dark Kingdom viser, at det også har lidt next-gen klasse over sig. De forskellige symfonier går godt til de forskellige miljøer undervejs og komplimenterer dem på en måde, så man kunne ønske, at grafikken ville sige tak.



Det stemmeskuespil der er i spillet foregår mest af alt i små filmiske klip igennem spillet. Nogle der desuden bliver brugt til at binde historien sammen med. Her formås der ærgerligt nok ikke at skabe den samme atmosfære, som musikken gør det. Faktisk er stemmerne til tider lidt tamme og uoplagte, hvilket har det med at gøre det meget uinteressant.

Holdbarhed
Spillet byder på en kampagne, som tager omkring 12 timer at gennemføre. Skulle man have smag for mere efter det, kan man meget vel tage en af de to andre karakterer og løbe igennem spillet igen. Dertil har man også valget imellem fire sværhedsgrader, som giver mere udfordring.

Ønsker man at slå pjalterne sammen med en kammerat og bekæmpe monstre, giver Dark Kingdom masser af muligheder for det. Enten kan man vælge at spille to sammen offline, eller man kan gå online og spille helt op til fire sammen. Man kan dog ikke spille på den samme karakter, som man har i singleplayer og skal derfor starte en ny op. Desværre er der ligesom i singleplayer kun en bane at gå igennem, og den bliver ikke sjovere med tiden.

Overall
Ordet episk får, efter man har prøvet Dark Kingdom, en helt ny betydning. Det viser sig nemlig, at Sony’s opfattelse af ordet er en lunken kop kaffe, der er brygget på de forkerte bønder. Hvor det i dag er moderne at drikke cafe latte og cappuccino, kan man stadig fornemme de grovkornede bønder i Sony’s svar på et Action RPG. Og hvor vil jeg så hen med det? Jo ser I, det forholder sig sådan, at der på coveret af spillet står skrevet, at Untold Legends: Dark Kingdom er ikke mindre end et episk eventyr, men uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at den titel lever den ikke op til.

Man skal være kendt indenfor genren, hvis ikke denne kop kaffe skal komme galt i halsen. Spillet er simpelthen ikke godt nok til at lokke nye spillere til og appellerer kun til hårdeste rollespilsentusiaster.