Avicii Invector

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 13. december 2019 - kl. 08:11
Del denne artikel:
4 2

Avicii Invector er et perfekt farvel til en af vor tids største musikere - og på samme tid er det et ganske fint rytmespil, hvor man kan opleve nogle af Avicii’s største numre på en anden måde.

Svenske Tim “Avicii” Bergling døde en alt for tidlig død den 20. april 2018, blot 28 år gammel. Tim begik selvmord. Den enorme success og det evige rampelys var for meget for den følsomme gut, der blot ville lave musik.



I en alder af 16 år begyndte Tim at poste hans egne remix på fora for elektronisk musik og det resulterede kort efter i hans første pladekontrakt. Hans første store hit var Levels i 2011 og hans første album udkom i 2013 og det røg direkte til tops på hitlister i mere end 15 lande. Og derfra gik det stærkt; Avicii blev hurtigt anerkendt i DJ og producer-kredse og han gik fra den ene success til den anden og han var meget efterspurgt over hele verden. Tragisk nok var det dén success, som Tim slet ikke brød sig om.

Tilbage i 2015 begyndte Avicii at arbejde sammen med svenske Hello There Games på et projekt, som skulle sammensmelte hans musik med en visuel oplevelse og dermed give hans fans en ny måde at opleve hans musik på. Efter hans alt for tidlige død i 2018, satte Hello There Games, Avicii’s team og hans familie sig for at færdiggøre det projekt han havde startet og det er der kommet rytmespillet Avicii Invector ud af.



Som i klassikerne Amplitude og Frequency, styrer man et lille rumskib hen ad en række futuristiske baner og på banen er der placeret forskellige ikoner og linjer, som matcher knapperne på ens joypad. Man skal trykke på disse knapper i takt til musikken og på den måde opbygge en combo, som resulterer i de store points, der kan give en eftertragtet plads på online ranglisterne.

Banerne kan have forskellige former og er ikke altid flade - de kan for eksempel også være trekantede. Pile indikerer hvornår man skal flyve op af væggene, da der ofte er placeret knap-ikoner der også. Som det måske fremgår, så får man travlt i Avicii Invector, specielt i de højere sværhedsgrader, hvor stort set alle kontrollerens knapper er i brug. Måske er gameplayet ikke det mest originale og det udvikler sig ikke meget i løbet af spillet, men det virker og det skader vel ikke at lade sig inspirere af de bedste.



Spillet indeholder 25 hits fra Avicii og de er inddelt i sektioner hver bestående af 4-5 numre, som skal låses op ved at fuldføre den foregående sektion. Samtidig fortælles der er en, ved første øjekast, helt overflødig historie, med pigen Stella og hendes rumskib - og det kan virke som om, at den ikke har noget med Avicii at gøre. Nu ved jeg ikke om jeg overfortolker den banale historie, men mod slutningen af spillet kan man få det indtryk, at den lille sidehistorie er en sidste hilsen fra en, som i en årrække var tæt på Tim Bergling.

Avicii Invector indeholder som nævnt 25 af de største hits fra Avicii. Det betyder, at man kan spille til numre som Wake Me Up, Without You, Lonely Together, Hey Brother, Waiting for Love og naturligvis hans gennembrudshit Levels. Der er også numre fra hans albummet “TIM”, som udkom efter hans død og her er højdepunktet Heaven, hvor Chris Martin fra Coldplay lægger vokal til. Det er svært ikke at få lidt kuldegysninger, når han i omkvædet synger “I think I just died - And went to Heaven”. Avicii Invector er et meget personligt spil - og et perfekt farvel til en af vor tids største EDM musikere.



Det er en rigtig fin trackliste i Avicii Invector, men når nu det her spil er endt som en hyldest til Avicii, kunne jeg godt have ønsket mig at der var noget information om hver af de 25 numre. Noget baggrundshistorie om tilblivelsen og lignende - det ville have været ekstra lækkert for de mange fans af den populære svensker.

Den visuelle del er lækker og farverig og fyldt med visuelle effekter, både når man rammer en node som man skal og i baggrunden. Det hele ligner en interaktiv musikvideo og det hele passer godt til tonerne af Aviciis mange hits. Den visuelle del er overraskende gennemført. Man kan i øvrigt spille fire spillere i lokal splitscreen hvis man ønsker det - men så forsvinder storheden fra de flotte visuelle effekter en smule når banerne bliver presset ned på ¼-del af skærmens størrelse. Men det er da en god mulighed hvis man har et par venner over.



Avicii Invector kan købes på PlayStation Store for 159 kr. - og det burde man gøre af to simple årsager: Den første er, at det her er et ganske fint rytmespil til en god pris og det er et perfekt farvel til Avicii - og den anden grund er, at en procentdel af ens køb går til The Tim Bergling Foundation, som for nyligt har doneret 30 millioner svenske kroner til selvmordslinjen i Sverige og som kæmper for forebyggelse af selvmord, især blandt unge.

Hvis man direkte har noget imod Aviciis musik, ja så skal man nok ikke investere i spillet her, da musikken jo er det bærende element, men har man lyttet til hans mange hits gennem årene, så er Avicii Invector en glimrende ny måde at opleve hans musik på - og så vil jeg da anbefale at man smider den forholdsvis lave pris og på samme tid støtter et godt formål.
+ Fremragende trackliste, flot og farverig grafik, velfungerende gameplay, et flot farvel
Gameplayet udvikler sig ikke meget
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.