Babylon's Fall

Anmeldt af: Christian Mortensen - 17. marts 2022 - kl. 22:45
Del denne artikel:
0 0

Babylon’s Fall er en stor skuffelse og endnu et eksempel på, at Square Enix prøver at presse “Games-as-a-Service” citronen til det yderste. Læs anmeldelsen her.

Babylon’s Fall blev annonceret på E3 messen tilbage i 2018 og derefter var der ret stille omkring spillet. Tre år senere, på samme messe i 2021, dukkede det op igen og det var nu blevet et “Games-as-a-Service” spil - her begyndte den første røde lampe at lyse.



Square Enix har nemlig tidligere forsøgt sig ud i denne model med Marvel’s Avengers, som bekendt med rimelig begrænset succes. Nu prøver de så igen og det er ikke et skridt fremad, faktisk er Babylon’s Fall et langt dårligere spil og det kan overraske, når man ser at det er PlatinumGames der står bag udviklingen. PlatinumGames er jo nok bedst kendt for fremragende actionspil som Bayonetta og NieR: Automata, men desværre er det her et nyt lavpunkt for den ellers så hæderkronede japanske udvikler.

Babylon’s Fall er et co-op actionspil, der udspiller sig i skyggen af Babelstårnet, der ifølge Bibelen et tårn, der blev bygget i Babylon af en forenet menneskehed for at nå himlen. Her er historien dog en smule anderledes, da tårnet nu har nogle mystiske kræfter der langsomt udsletter befolkningen i byen for foden af tårnet. Byboernes svar på problemerne er at sende udvalgte slaver, såkaldte Sentinels, ind i tånet og deres opgave er nu at nå til toppen og gøre en ende på byens lidelser. Du er en af disse Sentinels.



Kernen i spil fra PlatinumGames plejer gerne at være et velfungerende og knivskarpt kampsystem og den bedste del af Babylon’s Fall er da også netop kampsystemet. Desværre er det slet ikke på niveau hvad vi kender fra PlatinumGames, da det ikke er specielt præcist og måske lidt for simpelt, men det viser i glimt, hvad folkene bag kan udrette og hvad vi med rette kan forvente af dem.

Det går hurtigt op for en, at Babylon’s Fall nærmest kun findes for at kunne sælge dig ekstra ting, som det jo typisk er i et spil af denne karakter. Det underlige er dog, at man sagtens kan spille det, uden at gøre brug af de mange og nærmest konstante henvisninger til spillets markedsplads og Battle Passes. Det er dog lidt usmageligt når man tænker på, at det her er et spil til fuld pris - det var noget lidt andet, hvis det var Free-2-Play eller et meget billigt spil, men PS Store flår dig for 519 kr. for standard udgaven mens Deluxe Edition med lidt kosmetiske ting inkluderet koster 819 kr.



Vælger man at gøre brug af de mange tilbud man får tilbudt, skal man være klar over, at Babylon’s Fall indeholder to valutaer; Conches og Garaz. Conches optjenes på mange forskellige måder i løbet af spillet, mens Garaz kun kan købes med kolde kontanter - og ikke overraskende, er der rigtigt meget udstyr, der kun kan købes med Garaz. På PlayStation Store kan man købe pakker med Garaz, der spænder fra 300 Garaz (som man ikke når langt med) til 22,50 kr. og op til 10.000 Garaz, der vil sætte dig 669 kr. tilbage. Der er i øvrigt ikke noget at spare ved at købe store mængder Garaz, da 5.000 Garaz koster 334 kr. og 10.000 Garaz som sagt koster 669 kr. og det betyder faktisk at 2 x 5.000 Garaz er billigere at købe end at købe 1x10.000 Garaz - det giver slet ingen mening.

Grunden til at jeg bruger noget tid på de her priser er, at Babylon’s Fall er endnu et eksempel på, at Square Enix simpelthen ikke har nogen smertetærskel når det kommer til at forsøge at malke ekstra penge ud af deres kunder, som allerede har betalt fuld pris for et (i det her tilfælde, ringe) spil. Man kan mene hvad man vil om den slags, men hvis der så bare i det mindste lå et godt spil i bunden af det hele, men det gør der ikke engang.



Babylon’s Fall virker sløset, kampsystemet er løst og upræcist og det lader ikke til at skalere sværhedsgraden alt efter hvor mange spillere man spiller sammen. Det betyder, at man får rigeligt at se til hvis man spiller alene og det er nærmest “a walk in the park” hvis man slår sig fire gamere sammen. Babylon’s Fall er bare ikke et ret godt spil.

Og så har vi slet ikke berørt den visuelle del endnu. Jeg overdriver ikke, når jeg siger at Babylon’s Fall faktisk ligner noget vi kunne se tidligt i PlayStation 3s livscyklus. Det er virkelig ikke noget særlig indbydende spil og man har forsøgt at skabe en grafisk stil, der minder om et levende oliemaleri, men det ser bare virkelig sært ud. Det er det grimmeste PlayStation 5 spil jeg spillet og det er ganske uforståeligt hvad PlatinumGames dog har haft gang i her. Det er ikke ret godt.

Babylon’s Fall er det ringeste PS5 eksklusive spil og det kan i virkeligheden koges ned til det her: Det er et ringe spil, som bliver solgt til fuld pris og det forsøger konstakt at lokke dig til at købe udstyr eller andet - og desuden er prislogikken bag den visuelle valuta man skal købe, helt hul i hovedet.

Babylon’s Fall er ikke noget succes hos os - og vi håber egentlig heller ikke, at det bliver nogen succes for Square Enix, for så laver de bare et Babylon’s Fall 2 og det vil vi helst undgå.
+ Kampsystemet viser i glimt hvad PlatinumGames er i stand til at udrette
Sløjt og upræcist kampsystem, forældet grafik, man bliver konstant lokket med ekstra køb, prismodellen er helt skudt ved siden af, kedeligt at spille
Gameplay:5.0
Grafik:4.0
Online:5.0
Holdbarhed:6.5
Overall 4.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.