Battlefield 4

Anmeldt af: Tobias Thybo - 16. december 2013 - kl. 01:07
Del denne artikel:
6 0

Udgivelsen af Battlefield 4 passer som fod i hose med udgivelsen af Playstation 4, som giver plads til seriens tradition for enorme online-slag. Men er det nok til en investering?

Battlefield 4 er den nye afløser til Battlefield 3 efter to års tro tjeneste. Treeren var ikke ligefrem upopulær, men det var alligevel præget af det kæmpestore skel i forhold til det Battlefield, der kan spilles på PC. Men nu er de her, de nye konsoller, klar til at give os alle de storslåede og maniske kampe, som serien står for. Men kan Battlefield 4 leve op til de høje forventninger?






Når man starter Battlefield 4 op på sin PlayStation 4, springer det en smule i øjnene, at multiplayer står øverst i menuen. Den plads plejer ellers at være forbeholdt historiedelen i de fleste spil, men omvendt er det måske heller ikke så mærkeligt. De fleste ved nok godt at det ikke er historiedelen, der sådan for alvor betyder noget i det store billede i Battlefield-serien og mindre end nogen den svenske udvikler DICE. Tværtimod er der med blandt andet muligheden for 64 spillere i samme bane blevet oprustet og svedt for at give spillerne på PlayStation 4 en oplevelse, der altså hidtil har været forbeholdt PC-spillerne.

Men lad os nu lige runde historiedelen. Skal vi yde den retfærdighed, så er den på ingen måde en katastrofe. Den er først og fremmest jævn, og den lander sikkert og trygt mellem de singleplayer-oplevelser, der har fulgt kapløbet mellem Call of Duty og netop Battlefield de seneste år. Man kunne endda fristes til at sige, at Battlefield 4 har møvet sig en smule foran sine konkurrenter.






Vi lægger ud i Aserbajdsjan. Der går faktisk et kvarter, før vi finder ud af det, men med al respekt for Aserbajdsjan, så er det vist også ligegyldigt. Kina og Rusland har været uartige og må sættes på plads af den amerikanske specialgruppe Tombstone, hvor spilleren får kontrollen over den stumme holdleder Sergent Recker. Listen over stemmeskuespillere udmærker sig ved at have Michael K. Williams fra The Wire og The Road med, og det er kendetegnende for spillet, at historien er solidt produceret, men den er desværre bare ikke spændende. Den bliver næsten kædet sammen af en række mellemsekvenser, men heldigvis er de korte. Den generelle præsentation i spillet er cirka ligeså stilsikker, som den er kedelig. Til gengæld overraskes man af en lille krølle i slutningen, der virker rigtig godt. Men der er ingen grund til at bruge for lang tid på historien, så lad os da gå videre til selve gameplayet.

Noget af det første du lægger mærke til, er et forsøg på at give dig en forholdsvis åben slagmark, og du er hele tiden ledsaget af et hold, du kan beordre til at forcere en eller flere fjender. Det er ikke ligefrem et skakspil i førsteperson, men det giver dig nogle solide muligheder for at prøve dig frem mod horderne af kinesere, der i dagens anledning står for skud. Netop fjenderne er af en lidt jævn støbning. Nogle gange yder de dig en nogenlunde forventelig modstand, og andre gange er det desværre lidt for tydeligt, at de er programmeret til at blive hængende dér og dér, indtil du skyder dem. Det er i virkeligheden et godt billede på historiedelen, som over sine godt og vel fem timers spilletid tilbyder en jævn blanding af åbne ildkampe og lige vel scriptede scener.






Det er svært ikke at være en smule ærgerlig over, at Battlefield 4 stadig har set sig nødsaget til at slæbe på visse dårlige vaner fra tidens trend i historiedelen, som derfor også har langt færre højdepunkter, end det nok i virkeligheden kunne have haft. Selve håndværket er der ikke noget i vejen med. Ildkampene har adskillige gode øjeblikke, men til gengæld spiller man som udgangspunkt med ”assisted aim”, og det kan i øvrigt helt klart anbefales at slå den funktion fra. Historiedelen er samtidig plaget af besynderlige historiedrevne - og dermed ret ligegyldige, pauser fra de åbne slag, og det er fuldstændig uforståeligt, at Battlefield 4 skal tynges af så ujævnt et tempo, og de bedste øjeblikke er faktisk blandt de første missioner, mens man senere indimellem bliver lullet i søvn over de evindelige afstikkere, historien tilbyder.

Jeg begik desværre den fejl at spille Killzone: Shadow Fall, før jeg gik i gang med Battlefield 4, og det skal måske ses primært i det lys, at det ikke virkede så grafisk overvældende. Ikke desto mindre tilbyder Battlefield dig at falde godt og grundigt ind i rollen som desperat soldat. Der bliver kæmpet i downtown Shanghai, snerige bjerglandskaber og på åbent vand, og selvom den slags variation efterhånden er blevet obligatorisk i genren, så er det ikke mindst i multiplayer lidt af en luksus at løbe, køre, sejle og flyve omkring i de farverige verdener. Det er stadig en fornøjelse at føle ligeså meget som at høre de meget potente våbenlyde, og rent teknisk spiller Battlefield 4 upåklageligt. Spiller du med headset eller et godt lydsystem, vil kampene i langt højere grad komme til deres ret. Jeg havde for en kort bemærkning anledning til at brokke mig over tekniske problemer et bestemt sted i historiedelen, men har ellers åbenbart været blandt de heldige, der ikke har ladet sig mærke med de fejl, der skulle have hærget spillet indtil videre.






Nå, multiplayer.Lad os starte med nyhederne i hvad der for mange er den egentlige grund til at investere i battlefield. De fleste, der kiggede med ved E3 i år, spærrede formentlig gluggerne godt op, da skyskraberen i banen Siege of Shanghai styrtede ned midt under en hæsblæsende online kamp. DICE kalder det for Levolution; en markant ændring, oftest noget der går i stykker, som kendetegner hver enkelt bane. Det er ikke noget, der i dén grad forandrer oplevelsen, men det er alligevel et godt billede på den størrelsesorden, tingene foregår i, og det hjælper altså på indlevelsen, når den bane, du render rundt i, smuldrer om ørerne på dig. Mest af alt føles det ikke bare som en gimmick. Det kommer ikke i vejen for selve kampene. Levolutions foregår af gode grunde i den klassiske Conquest, hvor man pløjer rundt i selskab med op til 63 andre spillere i de kæmpestore baner, i kamp om at sidde på de vigtige stationer. Men derudover har DICE også bikset de nye modes Obliteration, Defuse og Domination sammen. Domination kender de fleste vist; den fungerer på en afkortet version af de forskellige baner og giver plads til lidt afveksling fra de store slag i Conquest. Obliteration, hvor hvert hold kæmper for at få fat på én bombe et sted i banen for at springe tre forskellige mål hos fjender, er grobund for nogle hektiske og taktiske udfordringer, mens Defuse, hvor man kun har ét liv, virkelig får sveden til at pible. Fælles for dem alle er, at de er afvekslende, selvom de nok ikke kommer til at erstatte Conquest foreløbigt.

Ti nye baner er der også blevet plads til, og de vidner alle om den ekspertise, DICE efterhånden har erfaret sig. Blandt højdepunkterne fandt jeg Paracel Storm, der simpelthen tæller en hel øgruppe i det sydkinesiske hav, samt Operation Locker, hvor man kan aflåse forskellige stier for at afskærme fjenderne. Alle virker velbalancerede og ser i mellemtiden virkelig flotte ud. Som en seminyhed er der også blevet plads til Commander Mode, der ellers ikke har været en del af serien siden Battlefield 2142. I Commander Mode påtager en spiller sig rollen at styre slaget gang set fra ”oven”. Udstyret med et kort over banen får man forskellige taktiske muligheder for at styre sine kammerater i den rigtige retning og sende våben og køretøjer til de steder, hvor der måtte være brug for dem. Det er selvfølgelig elementer som dette, der gør Battlefield til noget ekstra. Det er muligt at spille de lidt mindre kampe, og de fungerer fint. Ildkampene er godt balanceret, og man har hele tiden følelsen af, at man bliver straffet og belønnet som fortjent. I Conquest kræves der lidt mere. Det tager lidt længere tid at sætte sig ind i banernes struktur og rytme, og ind imellem er det svært ikke at ramle ind i en rodet runde. Men til gengæld er højdepunkterne så meget sjovere. Det føles ekstremt givende, når man endelig har følelsen af at have styr på hver enkelt bane, og selvom kommunikation hjælper på de fleste spiloplevelser online, så er dette nok endnu mere sandt for Battlefield 4. Følelsen af at stå midt i en krig er fuldstændig intakt, og det er måske især imponerende med de små tilføjelser, der nu er med.






Battlefield 4 gør meget for ikke at træde ud af de fodspor, seriens forgængere så fint har lagt henover årene. Denne sikre stil vil formentlig tilfredsstille de fleste, der på noget tidspunkt har følt suset ved at skabe sig noget så tosset med 63 andre ligesindede i de enorme verdener, serien har stået for. Derfor er der såmænd heller ikke så meget nyt under solen for dem, der ikke har kunnet finde sig til rette i den slags miljøer, men fra et lidt mere ”neutralt” synspunkt tager Battlefield 4 velsagtens et halvt skridt mere end sine konkurrenter med en virkelig solid samlet pakke. Battlefield 4 gør med andre ord det, det gør, særdeles godt, og fortjener derfor en klar anbefaling.
Fakta
Battlefield 4

Battlefield 4

PlatformPlayStation 4
UdviklerDICE
UdgiverEA
Spillere1
Udgivelsesdato29-11-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
+ Overraskende solid historiedel og en ikke så overraskende god multiplayer, der holder fast i de gode ting og bygger på med små, men gode nyheder
Elendig historie, historiedelen føles stadig uoriginal og uden de helt store højdepunkter
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.