Bioshock 2

Større, stærkere, tungere – vi er tilbage i Rapture, og denne gang spiller vi som Big Daddy himself.






Bioshock 2 udspiller sig i år 1968, vi er tilbage i undervandsbyen Rapture, der også satte kulissen for det første Bioshock spil, men der er sket en del, siden vi sidst var på besøg. Rapture er nu under kontrol af den kvindelige social-psykolog Sofia Lamb, og byen ligger hen i forfald. Byen er fortsat beboet af Splicers, der bedst kan betegnes som sindssyge junkier - de er afhængige af et stof ved navn ADAM, der giver dem overnaturlige kræfter, men også gør dem dybt afhængige. Splicers er i hård konkurrence om stoffet ADAM, da der i Rapture også huserer nogle små piger, kaldet Little Sisters. Disse piger løber rundt i de dystre gange med deres store, gule, og lysende øjne og indsamler ADAM fra de døde. Til at beskytte de små piger er der Big Daddy’er, der kan bedst beskrives som store mænd iført en gammeldags dykkerdragt med et stort bor i stedet for en hånd. Big Daddy og Little Sister er gensidigt afhængige af hinanden, Big Daddy skal være i nærheden af sin tildelte Little Sister og vil dø, såfremt der sker noget med deres Little Sister, mens Little Sister ikke ville kunne overleve i Rapture uden en beskyttende Big Daddy.






Historien fortælles løbende gennem spillet, dels fra de personer man møder, men også via de lydbånd, man finder gemt rundt om i Rapture. Spillet skydes i gang med en kort intro, der efterlader spilleren med den eneste viden, at man er Subject Delta, den første prototype af Big Daddy, med den mission at vogte en pige ved navn Eleanor Lamb, datter af Sofia Lamb, Raptures nye leder. Gennem historien kommer man ud for moralske dilemmaer, der har indflydelse på spillets udvikling og slutning.






Gameplayet i Bioshock 2 er first person shooter, som vi kender det, men spillet føles unikt af flere årsager. Det, at man spiller som en Big Daddy, er med til at bidrage til denne unikke følelse. Man er stor, man er tung og det føles helt fantastisk, f.eks. når man hopper ned fra en platform og der lyder høje metalliske brag, eller når man fanger sig selv i at det lige gibber i en, når man ser sin egen skygge.

Den store størrelse giver også store våben, og det er fedt. Man starter ud med et stort bor - der endte med at blive undertegnedes favoritvåben, da det er utrolig primitivt og brutalt. Fælles for alle våbnene er, at de som noget nyt kan bruges som nærkampsvåben, dermed behøver man ikke skifte over til et andet våben, når man løber tør for ammunition. Våbnene kan alle opgraderes med tre opgraderinger pr. våben, det sker ved de såkaldte ”Power To The People” automater rundt om i Rapture.

Plasmids er et andet middel i kampen mod fjenderne, det er overnaturlige evner, man kan tilegne sig. F.eks. evnen til at sætte ild til fjenden, hypnotisere fjenderne, så de går til angreb på hinanden og mange flere.
Plasmids kan ligesom våbnene opgraderes ved tre opgraderinger, dette sker ved de såkaldte ”Gathere’s Gardens” automater, hvor man kan anvende sine indsamlede ADAM til at købe opgraderinger og nye Plasmids.
I ”Gathere’s Garden” kan man også finde Gene Tonics, som er forskellige egenskaber, der bliver koblet til ens Big Daddy, f.eks. evnen til bevæge sig hurtigere, have nemmere ved at hacke osv.






Som noget nyt kan Plasmids og våben anvendes samtidigt, dette giver en næsten uendelig kombination hvad angår angreb og nogle helt fantastiske kampe. Når man først har fået opgraderet et par våben og plasmids, bliver det et sandt inferno af ild, is, kugler og blod i smuk kombination. De forskellige kombinationer er nødvendige for at kunne klare sig mod fjenderne i spillet, der primært består af forskellige typer Splicers, lige fra de almindelige, der går til angreb med det, de kan finde på jorden til dem, der har etableret sig i Rapture og udnytter Plasmids til at angribe en med.

Spillet byder på en ny fjende ved navn Big Sister, som bedst kan beskrives som værende den kvindelige udgave af en Big Daddy. De har samme råstyrke men er dobbelt så hurtige og adrætte, derudover har de en nål, der giver dem mulighed for at suge ADAM ud af de døde kroppe og regenerere deres eget helbred.
Når man bevæger sig rundt i Rapture, ser man dem tit holde øje med én inde fra byens rørsystem, og når man bliver konfronteret med en, er det om at holde tungen lige i munden, da de er en stor udfordring i forhold til de andre fjender.

Big Daddy er selvfølgelig også på listen over fjender. Det er ved at nedkæmpe dem, at man får adgang til en Little Sister, som man skal have fat i for at få adgang til stoffet ADAM. Når man først har nedkæmpet en Big Daddy, skal man tage stilling til, hvad man vil gøre med Little Sister for at få ADAM ud af hende - man kan vælge at høste hende med det samme, hvilket giver dig en portion ADAM, eller adoptere hende og dermed overtage faderrollen. Vælger man at adoptere en Little Sister, har man mulighed for at føre hende hen til to lig, hvor hun kan indsamle ADAM. Mens hun indsamler, skal man beskytte hende fra de ADAM-hungrende Splicers, der mere end gerne vil have fat i lidt af stoffet. Når ens Little Sister er færdig med at indsamle ADAM, kan man vælge at føre hende hen til en ventilationsskakt og på den måde befri hende fra den grusomme tilværelse, hun er pålagt ved at indsamle ADAM.
Billede!

Bioshock 2 indeholder udover en god singleplayerdel også en multiplayerdel. Denne del har sin egen selvstændige historie, hvor man indtager rollen som en beboer i Rapture sponsoreret af Sinclair Solutions til at teste deres våben, plasmids og tonics. Man starter ud med at vælge den karakter, man ønsker at spille som, indtil videre kan man vælge mellem 6 forskellige karakterer, der dog ikke har nogen direkte forbindelse til spillets singleplayerhistorie. Efter man har valgt sin karakter, skal man sætte sin figur op med de våben, plasmids og tonics man ønsker og vælge en game mode. Man får point i form af ADAM efter hver runde og stiger i niveau, når man når forskellige milepæle. På den måde åbner man løbende op for nye våben, plasmids og tonics.

De forskellige game modes er som vi kender det fra andre first person shooter spil, men de er tilsat deres egen Bioshock effekt, f.eks. ”Capture the sister”, som er struktureret som vi kender det fra ”Capture the flag”, mens ”Civil war” er det samme, som vi kender det fra ”Team deathmatch”. Multiplayerdelen er meget underholdende, men det tager desværre uforholdsmæssigt lang tid at få et spil i gang, undertegnede oplevede flere gange, at man måtte vente i mere end 10 minutter, før der var samlet nok spillere til at starte en kamp.






Grafikken i Bioshock 2 er smukt udført i et ligeså spektakulært design, som vi så det i det første spil. Det er en fornøjelse at bevæge sig rundt i det 50’er futuriske univers, som er skabt i Rapture. Der er lagt vægt på detaljer i spillet, som f.eks. når man træder gennem et sted, hvor vandet plasker ned, giver det en fantastisk effekt på skærmen, dråberne sætter sig fast på skærmen og løber stille og roligt ned. Der opleves ingen slow downs, og det kører glidende over hele linjen. Det, der gør spillet så godt grafisk, er ikke det tekniske niveau grafikken er på, men den kunstneriske side. Den måde hvorpå skygger, lys og farver smelter sammen på bidrager til et fantastisk miljø.

Spillets lydside passer til det futuristiske 50’er miljø, som spillet er udført i. Soundtracket består af numre man forbinder med 50’erne og 60’erne, og det er meget catchy numre, som man risikerer at få i hovedet, på niveau med en god popsang. Stemmeskuespillet er desværre ikke helt på niveau med resten af spillets lydside, dette er ærgerligt, da det har en stor effekt, eftersom spillets historie fortælles via de lydbånd og samtaler, man har gennem spillet.






Bioshock 2 udfylder, ved hjælp af hovedpersonen Big Daddy, de store sko fra det første Bioshock spil. Det er et godt first person shooter spil med en dybere følt historie, end man plejer at se i den genre. Historien er godt fortalt, selvom den nye skurk, Sofia Lamb, ikke er synderligt interessant. Fortællemåden er et af spillets højdepunkter og bidrager til, at spilleren holdes ved ilden gennem hele spillet. Spillet kan gennemføres på mellem 10 og 15 timer, men de mange forskellige plasmids og våben og de interessante opgraderinger gør, at man sagtens vil kunne tåle en eller flere gennemspilninger.

Tilføjelsen af en multiplayerdel er ganske kærkommen, men jeg tror desværre, at det vil være en multiplayerdel, der for de fleste bliver en kort fornøjelse.