Chimparty

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 13. november 2018 - kl. 11:37
Del denne artikel:
0 1

Så er det igen tid til at samle familien foran husets PlayStation 4 i selskab med en række lettilgængelige minispil i familiespillet Chimparty. Læs anmeldelsen her.

Danske NapNok Games er tilbage med en samling nye minispil i rækken af PlayLink spil fra Sony, som er en samling familievenlige og sociale spil, hvor alle kan være med.



Chimparty er en samling af 18 minispil, hvor alle kan være med med, så længe man har en smartphone eller tablet, der kører mindst iOS 9 eller Android 4.4. Man henter blot den gratis Chimparty app til ens telefon, starter spillet op på ens PlayStation 4, følger opsætningsvejledningen og meget hurtigt er hele familien klar til at spille.

Man kan spille enten alene eller mod op til tre venner og når alle spillere har startet Chimparty app’en og taget en selfie, får hver spiller en lille abe og så er man i gang. Alt i Chimparty er på dansk, lige fra menuer til al tale, så det er meget tilgængeligt for hele familien.

Chimpartys primære spilmulighed hedder Brætspil og her skal man være mindst to spillere. I Brætspil er spillets 18 minispil fordelt hen over en spilleplade og alt efter hvor mange stjerner man optjener i minispillene, bevæger man sig hen over spillepladen og den spiller, som kommer først i mål, har vundet spillet.



Derudover er der også Soloudfordring, hvor man spiller på samme måde som i Brætspil, men blot alene mod aben Orangu-Bob, Tilfældigtilstand hvor man bliver udsat for nogle af minispillene i helt tilfældig rækkefølge uden at bevæge sig hen over en spilleplade og endelig Spiludvalg, hvor man selv kan sammensætte hvilke minispil man vil spille.

De 18 minispil er for det meste ganske lette at lære og et par gode eksempler er Pletskud, hvor man hopper og svinger sig rundt på banen for til sidst at ramme plet på en slags skydeskive for at score point. Sætter man af fra en bongotromme eller får man en kokosnød med sig, får man en bonus.

I Abesport skal man arbejde sammen to og to for at skubbe nogle bolde ned i modstanderens mål og det kan bedst sammenlignes med en avanceret form for airhockey. I Vaklevolley skal man spille volleyball, igen to og to, og her skal man ganske enkelt undgå at bolden rammer jorden på ens egen side af nettet.



I modsætning til Frantics, et andet men lignende PlayLink spil fra de samme udviklere, kan nogle af disse minispil godt gå hen og blive lidt for hektiske og uoverskuelige og nogle gange vinder man uden at vide hvordan man gjorde - og det er lidt ærgerligt.

Efterhånden som man spiller Chimparty, optjener man ting til sin abe. Man får adgang til fjollede hatte og frisurer, forskelligt fodtøj som kanin-sutsko og klipklappere og tilbehør som solbriller, hovedtelefoner og andet gejl. Disse kan man udstyre sin abe med på telefonen og derefter ser man sin abe med dette udstyr inde i spillet.

Chimparty indeholder som sagt 18 minispil, men der findes fem varianter af dem alle, alt efter hvor på spillepladen de bliver valgt. Minispillene er nemlig en smule forskellige, alt efter om de bliver spillet for eksempel i jungle-sektionen på spillebrættet, i pirat-sektionen eller i troldsmands-sektionen. Så hvis man skal være lidt frisk, så kan man sige at der i alt er 90 minispil, men de er dog alle skåret over de 18 skabeloner.



Alle minispillene styres som sagt med ens smartphone og det hele kontrolleres med en enkelt stor knap. Den skal enten holdes nede, trykkes på eller en blanding af begge og det fungerer ret fint - det kan næsten ikke være mere simpelt.

Grafikken i Chimparty er farverig og venlig - og de små aber på skærmen er ganske underholdende, søde og sjove. Menuerne er lette at finde rundt i og de kan både bruges med ens Dual Shock kontroller eller med ens telefon. Lydsiden er fin og som man kunne forvente og de danske stemmer fungerer godt.

Chimparty er en fin tilføjelse til rækken af PlayLink spil. Spillet fungerer rigtigt fint, men jeg synes den største svaghed er den lidt hektiske og kaotiske natur af minispillene. Der er enkelte spil, som ikke ender i kaos og det er helt befriende at spille dem, for her føler man rent faktisk, at man selv har kontrol over det og det er i sidste ende sjovest at vinde, når man føler at man rent faktisk selv har gjort det og at det ikke er blevet afgjort af tilfældigheder.



Når det er sagt, så er Chimparty ganske underholdende og perfekt til en aften sammen med familien foran PlayStationen. Det tager typisk 10-20 minutter at spille sig igennem de forskellige spilmuligheder og det kræver ingen ekstra og dyre kontrollere eller indlæring af de forskellige knapper på en Dual Shock kontroller, blot en tablet eller mobiltelefon og en gratis app.

Skal du og familien have en spilleaften i løbet af det mørke efterår, så tag roligt et kig på Chimparty til PlayStation 4 - det kan købes på PlayStation Store til 159 kr.
+ Let tilgængeligt for alle, dansk tekst og tale, mange minispil
Minispillene er lidt for kaotiske
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 7.5
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.