Dantes Inferno

Folkene bag det meget roste Dead Space er tilbage - denne gang i en helt anden genre. Visceral Games og Electronic Arts går efter struben på Sony’s God of War serie.

I Dante’s Inferno følger man den italienske digter Dante Alighieris vej igennem helvedes ni cirkler, i et forsøg på at redde hans elskede kone, Beatrice. Historien er ikke bare grebet ud af den blå luft, da den er lavet over den vel nok mest berømte fortolkning af efterlivet ”Divine Comedy” eller på dansk ”Den guddommelige komedie”, som blev skrevet af Dante tilbage i det 14. århundrede. Den guddommelige komedie består af tre forskellige dele, hvoraf ”Inferno” (helvede) er den første, derefter ”Purgatorio” (skærsilden) og ”Paradiso” (paradis). Til sammen udgør de tre dele en beskrivelse af sjælens vandring igennem de tre dødsriger.


Ifølge Dante består helvede af ni forskellige cirkler, som hver især er fyldt op med sjæle, som i deres liv på Jorden på den ene eller anden måde har gjort sig fortjent til en tur i Helvede. Straffen i de ni ringe er vidt forskellig, eksempelvis ligger den første ring (som hedder Limbo) egentlig uden for helvede og består af grønne marker – her bor alle dem, som ikke har syndet, men som ikke troede på Gud. For hver synd beskrevet af Dante, består den tilsvarende straf som en slags poetisk retfærdighed, hvor for eksempel spåkoner og mænd, der har kigget ind i fremtiden imens de var levende, bliver straffet ved at have deres hoved sat omvendt på, så de kun kan se sig tilbage – sådan er det hele vejen igennem.

I starten af spillet befinder vi os midt i et korstog og den første af mange voldsomme kampe er i gang. Der går dog heller ikke længe inden man falder i kamp og man møder Døden himself, som med sin le kommer for at hente Dante. Den seje digter mener dog ikke lige, at tiden er inde og derfor kaster han sig ud i en hæsblæsende kamp med Døden - en ulige kamp som ender med, at Dante ikke bare formår at besejre Døden, men han snupper også lige hans le – man ved jo heller ikke, hvornår man skulle få brug for sådan en. Dante drager nu hjemad for at blive genforenet med sin kone Beatrice, men gensynet bliver ikke som han havde håbet på. Han finder hende myrdet og Lucifer er netop dukket op for at hente hende. Sagen er nemlig den, at Dante havde svoret at være sin kone tro - desværre fejlede dette, og nu må hun så affinde sig med at være Lucifers nye kæreste. Det vil Dante naturligvis ikke være med til, så han begiver sig mod døren til helvede i et forsøg på at få sin elskede kone med sig hjem igen.



Dante’s Inferno er et typisk hack ‘n slash spil. Der er masser af action og man slagter tusindvis af fjender på sin færd gennem Helvede. På sin vej får man adgang til nye våben og færdigheder og disse kan opgraderes løbende og det er muligt at bruge forskellige former for magi og relikvier, som giver dig fordele i forbindelse med de forskellige kampe. Opgraderinger er opdelt i to forskellige områder, nemlig et helligt og et uhelligt opgraderingstræ. I både det hellige og uhellige er der syv forskellige niveauer, og til hvert niveau er der en række forskellige opgraderinger, som man kan købe for de sjæle, man indsamler. På sin vej igennem spillet støder man på enkelte sjæle, som alle har en historie at fortælle, det kan f.eks. være en kvinde, som har været utro med sin mands bror, men kun fordi hun søgte trøst da hendes mand var voldelig. Nu kan man så vælge om man vil straffe hende for hendes synd, eller befri hende fra hendes synder. Alt efter hvad man vælger i disse situationer, åbnes der op for opgraderingsmuligheder i hhv. det hellige og uhellige opgraderingstræ.

For at det hele ikke skal være dræb, dræb, dræb, så indeholder spillet også en række forskellige puzzles. Det er reelt her, at man typisk ender op med at bruge det meste af sin tid på at regne ud, hvordan man kommer forbi den pågældende forhindring - og nogle af dem er ganske originale og kræver at man lige tænker sig lidt om, hvis man vil regne den ud.


Gameplayet er meget traditionelt og nemt at kaste sig ud i - der er dog en række knapkombinationer man skal lære og huske, men man kan faktisk klare sig fint, ved at bruge ganske få kombinationer. Der er dog enkelte frustationsmomenter - desværre på grund af en lidt kluntet styring og mærkelig placering af checkpoints. Det er specielt udtalt i situationer, hvor man for eksempel skal kaste sig fra reb til reb for at komme hen af en væg eller over en flod af lava. Her vil man med sikkerhed sidde og bande, fordi man gang på gang falder og dermed skal genstarte fra sidste checkpoint. Det er der dog ikke noget usædvanligt i - det frustrerende er, at man taber alle de opgraderinger og relikvier man måtte have indsamlet siden checkpointet, så det er ligeledes forfra man at indsamle dem, inden man kommer til stedet hvor man døde. Efter 5-7 dødsfald, er man pænt træt af at indsamle de samme opgraderinger igen og igen. Det kunne have været dejligt med en lidt mere gennemtænkt spilmekanik og bedre placering af checkpoints.


Grafikken i Dante’s Inferno er meget stemningsfuld og ganske flot det meste af tiden. Der er mange flotte detaljer og der er ingen tvivl om, at vi befinder os i Helvede. Hvor vil man ellers finde store søer af blod fyldt op med skrigene sjæle eller se kæmpemæssige hakkemaskiner, som uden tøven tygger sig igennem endeløse rækker af forpinte sjæle? Det hele ses fra en fast kameravinkel som man ikke selv har mulighed for at styre og langt det meste af tiden fungerede det fint - ganske få gange kunne man ønske sig, at man havde mulighed for at justere vinklen for bedre at kunne se hvor man skulle hen.


Til spillets i forvejen dystre stemning kommer lydsiden ind og gør det hele endnu værre, på den gode måde forstås. Hele vejen igennem spillet er stemningen nemlig krydret godt op med skrig fra alle de fortabte sjæle, som nu engang befinder sig i helvede. Musikken er passende til denne type af spil og faktisk lægger man ikke rigtigt mærke til den.



Jeg har hele vejen igennem anmeldelsen forsøgt at holde mig fra sammenligninger med Sony’s God of War, da Dante’s Inferno skal have chancen for at stå på egne ben som sit eget spil. Men nu kan jeg ikke holde mund længere. Dante’s Inferno minder meget, rigtigt meget, om God of War. Dante’s Inferno har dog enkelte unikke ting, men ellers er lighederne mellem de to spil tydelige og talrige, men det gør vel egentlig ikke så meget, når det er en fremragende serie som God of War man planker idéer fra. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at Visceral Games havde tænkt lidt længere end til God of War - for hvis man går i andres fodspor, kommer man aldrig forrest - og Dante’s Inferno er da heller ikke bedre end God of War spillene.



Dante’s Inferno er et fint hack ‘n slash spil, som vil give fans a genren præcis hvad de forventer, nemlig masser af action og vold - men der er plads til forbedringer og i en evt. efterfølger, at benytte chancen for at bevæge sig en smule væk fra God of War - det ville klæde spillet.