I dag ser spillet en hel del anderledes ud. I stedet for at være ude i rummet foregår det hele i Rusland, hvor du spiller som HaydenTenno, en hemmelig agent der har infiltreret fjendens linjer. Men fjenden er ikke russere. Derimod er det en gruppe af soldater, som bliver ledet af den sindssyge doktor Mezner. Mezner har nemlig fundet en virus, som transformerer mennesker om til sindssyge mutanter, som han kan kontrollere.
I starten af spillet er Hayden blot en ganske almindelig agent, men meget hurtigt bliver Hayden inficeret af denne virus, som har gjort alle til mutanter. Militæret har dog været forudseende og pumpet Hayden fuld af antistoffer, så hans krop kan stå imod virussen. Med virussen kommer ikke kun et nyt udseende til Hayden men også en masse nye tricks han kan udføre. Det mest brugbare trick af disse er den såkaldte Glaive, som er en boomeranglignende kniv, som Hayden kan sende flyvende af sted mod fjender. Glaiven er et fantastisk stykke værktøj at lege med, og det bliver en af de vigtigste dele af ens arsenal, for mængden af ammunition i spillet kan være meget begrænset til tider, så muligheden for at slynge Glaiven af sted og skære hovedet af et par fjender er en god måde at spare ammunition på.
Når man spiller Dark Sector, går det meget hurtigt op for en, at Digital Extremes har fået en del inspiration af Resident Evil 4 og Gears of War. Kameraet og måden man sigter på er som taget ud af Resident Evil, og cover systemet er magen til det, man oplevede i Gears of War. Digital Extremes har gjort nogle gode valg ved at tage disse elementer, for de skaber en god grobund for et solidt gameplay. Hvis man koger alting ned, så virker Dark Sector rigtig godt med det basale gameplay.
Men når man begynder at kradse lidt i overfladen af gameplayet, så opdager man, at spillet er bygget meget trivielt op. For udover de mange lejesoldater, man skal skyde sig igennem, er der også en bunke mutanter, som man skal tage sig af. Og efter nogle timer opdager man, at når man har kæmpet mod en bunke mutanter, så skal man spille mod en omgang soldater, og så skal man dræbe mutanter igen. At dræbe mutanter og soldater skifter efter hvert område, og det bliver hurtigt meget trivielt, og man kan meget hurtigt regne ud, hvad man skal kæmpe imod i det næste område, man kommer ind i.
Men udover at dræbe skiftevis mutanter og soldater så er der også nogle enkelte gåder, der skal løses, og de gåder er uhyre simple. De består i at kaste ens Glaive ind i strøm, is eller ild og så ramme en anden ting, som bliver påvirket af disse miljøeffekter man nu kan kaste med. Ideen med at bruge ild til at smelte is og lignende er en virkelig god ide. Men desværre kommer konceptet aldrig videre end at man skal ramme ilden, gå fem meter og så kaste den ind i isen. Der bliver aldrig gjort noget for at lave gåderne mere udfordrende, og de ender med at blive mere irriterende og noget som står i vejen for actionen frem for et underholdende afbræk.
Men når man ikke løser gåder, så er actionen intens. Fjenderne i spillet formår at presse en så meget som muligt. Soldaterne er aggressive og sparer ikke på ammunitionen, og mutanterne er aggressive og jagter gerne en, hvilket skaber en god intensitet, når man ikke længere kan vide sig sikker, når man gemmer sig. Det største problem med fjenderne er dog den manglende variation. Der er et lille udvalg af soldater og det samme med mutanterne. Man oplever sjældent meget variation i fjenderne, og det er kun hen imod slutningen af spillet, at man for alvor begynder at få en lille smule variation i mutanterne man dræber.
Men udover singleplayerdelen, som varer omkring 8 timer, så byder Dark Sector også på en onlinedel. Online består af to forskellige spilmuligheder, og de er blot variationer af deathmatch, hvor man skiftes til at være inficeret og have evnerne fra singleplayerdelen. Multiplayer i Dark Sector føles meget som noget, der blev smidt ind i sidste øjeblik, og det bærer præg af at være en hurtig løsning, da det ikke byder på nogen stor dybde eller mange forskellige spilmuligheder.
Som spiller kan man ikke undgå at føle, at Dark Sector skulle have været et singleplayerspil, og det er også der, at spillet får lov til at stråle. Selve essensen af gameplayet er godt, men den manglende variation blandt fjender og gåder trækker det hele ned. Variationen mangler også i miljøerne, som ikke prøver at være specielt varierede. Der er enkelte steder, hvor man forlader de mørke og kedelige områder og kommer ud i naturen, men det er ikke meget, og det bliver ikke brugt nok. Dog formår Dark Sector at holde en utrolig stabil framerate, og det gør, at actionen aldrig kommer til at gå i stå. Dog er der nogle problemer med enkelte textures i spillet, og specielt ansigtet på hovedpersonen er ikke særlig veludført og ødelægger lidt stemningen.
Men selvom hovedpersonens ansigt så pænere ud, så kan Dark Sector ikke undgå at have en kedelig og intetsigende historie, som ikke gør noget særlig interessant, og den går slet ikke i dybden, som den ellers havde muligheden for.
Dark Sector er et af de spil, som man skal spille for gameplayets skyld. Det genopfinder ikke den dybe tallerken, men det tager det bedste fra to af tidens største spil og prøver at blande det sammen i en ny cocktail. Dog mangler magien fra de to spil, og det gør, at Dark Sector bliver et lidt over middel spil. Det vil med garanti underholde men ikke være noget du husker om flere år.
Facebook
Twitter
