Darq - Complete Edition

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 28. marts 2021 - kl. 17:00
Del denne artikel:
1 2

Darq er et lille stemningsfuldt puzzlespil tilsat horror og en tyk stemning - og slipper fint afsted med det. Vi har anmeldt denne Complete Edition til PlayStation 5, læs anmeldelsen her.

Den surrealistiske horror-puzzler Darq udkom til PC tilbage i 2019, derefter i en Complete Edition til blandt andet PlayStation 4 og Xbox One i december sidste år - og nu er denne Complete Edition, som indeholder The Tower og The Crypt udvidelserne, udkommet i en opdateret udgave til PlayStation 5.



Darq er som sagt en surrealistisk horror-puzzler, hvor man som drengen Lloyd rejser gennem ens egne drømme og man kommer til de mørkeste afkroge af ens underbevidsthed. Man får ingen forhistorie, man ved ikke hvem man er, eller hvorfor man er der - man bliver blot placeret midt i ens lejlighed og det eneste man kan gøre er at lægge sig på sengen og herfra bliver man smidt ud i et mareridt i ens egne drømme.

Ved første øjekast minder Darq om det barn en Tim Burton fortælling og Little Nightmares ville få efter en god aften i byen - og resultatet lyder jo ikke helt dårligt. Darq er dog mere puzzle-tungt end Little Nightmare og gennem spillets syv baner (plus to udvidelser), skal der løses massevis af puzzles, findes objekter, trækkes i håndtag, leges med tyngdekraften og meget andet. Ja, der skal leges med både tyngdekraften og perspektiver og et af Darq største party tricks er nemlig, at man kan gå på både vægge og lofter.



Det sker ved at man går hen til en væg og når man træder op på den, så drejer hele rummet rundt omkring en og man går nu på væggen, der fungerer som gulv i stedet. I løbet af spillet bliver der leget med den mekanik i forskellige former og man kommer til at går på lofter, dreje hele levels rundt omkring en og det bliver aldrig kedeligt at se på. Det er et party trick, men et godt party trick og det tvinger en til at tænke i andre dimensioner end normalt. Og ens hjerne kan godt slå lidt krøller ind i mellem.

Gameplayet fungerer ganske godt og der er nogle både hjernevridende puzzles og lidt skræmmende sektioner, hvor man for eksempel skal løse en puzzle inden en mutant i en kørestol kommer tæt nok på til at kunne få fat i dig. Det bliver ikke bedre af, at noget at opgaven skal løses i blinde, da kameraet kører rundt om en, så man også kan holde øje med mutanten som nærmer sig bagfra. Kombinationen af puzzle og horror fungerer rigtigt fint, noget som også Little Nightmares allerede har bevist.



Visuelt ser Darq rigtigt godt ud, med en meget stemningsfuld grafik og karakter designet er virkelig gennemført og det hele ligner noget som Tim Burton kunne have haft mere end en enkelt finger med i spillet på. Denne PlayStation 5 version byder på to grafik-indstillinger; Performance (1800p, 60fps) og Cinematic (4K, 30fps). Der gøres også fin brug af haptisk feedback i DualSense controlleren.

Lydsiden er meget stemningsfuld og ret intens visse steder og den er med til at opbygge den intense stemning der gennemsyrer spillet. Det bør helt klart spilles med et headset. Det er også værd at nævne, at al tekst i spillet er på dansk og det er oversat rigtig fint. Hvis man skal pege på noget negativt, så er der der enkelte stealth sekvenser i spillet, som ikke virker specielt godt, slet ikke når man sammenligner med hvordan Little Nightmares klarer den slags. Der er heldigvis ikke mange af dem og de virker lidt malplacerede.



Spillet indeholder i alt 9 baner inkl. de to udvidelser og i starten tænker man at det er hurtigt overstået, men efterhånden som man nærmer sig slutningen, tager sværhedsgraden til og det hele bliver mere og mere hjernevridende, så de sidste baner bruger man en del tid på. Det er dog ikke noget stort spil på trods af det.

Hvis du er på udkig efter et ganske solidt puzzlespil tilsat horror og nogle fede gimmicks, så tag et kig på Darq: Complete Edition, som koster 149 kr. på PlayStation Store. Har du allerede PlayStation 4 udgaven, kan du gratis opdatere til PlayStation 5 versionen.
+ Solidt puzzle gameplay, god udførelse af at kunne gå på vægge og lofter, stemningsfuld grafik og lydside, danske tekster
Stealth sektionerne, måske lidt for kort
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.5
Overall 8.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.