Daxter

Anmeldt af: - 30. april 2006 - kl. 20:00
Del denne artikel:
0 0

Jak og Daxter er ikke gået fra hinanden, men den kække del af makkerparret Daxter kommer i en uvant rolle som superhelt, når han lever livet i overhalingsbanen som skadedyrsbekæmper i Haven City.

Jak og Daxter er ikke gået fra hinanden, men den kække del af makkerparret Daxter kommer i en uvant rolle som superhelt, når han lever livet i overhalingsbanen som skadedyrsbekæmper i Haven City.

Gameplay
Daxter plejer at står lidt i baggrunden af Jak, men da førerhunden er væk, må minihunden tage over, og det er lige, hvad Daxter gør. Han falder i snak med Osmo, der sammen med sin dreng Ximon (udtales Simon) driver Haven`s sidste skadedyrsbekæmpelsesfirma ved navn Critter-Ridder, og efter en lille ansættelsessamtale/prøve bliver Daxter udstyret med en skadedyrssprøjte samt en elektriskfluesmækker, og så begynder eventyret.

Styremåden er ganske simpel, og selvom det ligner en Jak & Daxter klon, klarer Daxter det ganske fint alene. Du bevæger røveren ved hjælp af analogpinden, og ved at trykke på en af de fire funktionsknapper kan du enten hoppe, bruge din fluesmækker, bruge din skadedyrssprøjte eller kravle. Efterhånden som du kommer længere og længere i spillet, kan du få nye moves og endda opgraderinger til din sprøjte, så den bliver til en flammekaster og senere en raketkaster af en slags. Du kan selv bestemme, hvilken slags sprøjte, du vil bruge ved at bruge de vandrette piletaster. De lodrette piletaster gør, at du kan zoome ind til freeview og ud igen, hvilket gør, at du frit kan se dine omgivelser. L og R knapperne lader dig rotere kameraet, men et tryk på dem begge gør, at kameraet hopper bag Dexter, så du nemmere kan følge slagets gang.

Daxter

Du arbejder som sagt for Osmo, og Haven City er fyldt med forskellige kryb, der kun venter på at få et klask i den bare med din elektriske fluesmækker eller et skud af din modificerede skadedyrssprøjte. Sprøjten kan også bruges som en slags svævende kængurustylte, som kan bringe dig steder, du normalt ikke ville kunne komme. Du støder på et hav af forskellige personer med hver deres problem, og her snakker vi alt lige fra en gut, der har problemer med nogle insekter, der ødelægger hans savværk, en gut hvis fiskeforretning er ved at gå i stå på grund af insekter til en minearbejder, der også har problemer med krybene.

Ved hver bane skal du klare en hovedmission, og for at presse citronen lidt mere er der ved hver mission også et sekundært mål. Hovedmålene er som regel at samle gyldne insektæg, som du får, hver gang du klasker et kryb. Som i de andre Jak & Daxter spil er der også nogle andre æg strategisk placeret rundt omkring på banerne. Ved at finde disse ”røde” æg låser du op for nogle små minispil samt andre ting som noget ”art work” og ”making of Daxter”. Det er ikke noget krav at finde de ”røde” æg, så du kan starte med at knokle igennem spillet og vende tilbage, når du har klaret alle missionerne.

Udover at udrydde små skadedyr støder du også på nogle lidt større i form af nogle slutbosser. Her kræver det lidt snilde og omtanke, men nakker du ham ikke første forsøg, kræver det kun et enkelt forsøg eller to til, så er de fjernet fra overfladen. Kampscenerne med slutbosserne er utrolig flotte og meget detaljerede lavet, bare en skam der er så få af dem.

En sjov detalje er de minispil, som du kan åbne op for ved at samle de omtalte ”røde” æg. Minispillene er det klassiske stress-og-tryk, hvor du afværger ting ved at trykke på enten funktionsknapperne eller piletasterne. Meget sjovt, især når minispillene er som taget ud af The Matrix, Indiana Jones og Ringenes Herre. Kan du forstille dig Daxter som den lille dværg fra Ringenes Herre eller som Neo fra Matrix. Nej vel, men han klarer det som var han en Hollywood skuespiller. Ved at gennemføre disse små spil lærer Daxter nye moves, eller hans energiniveau stiger. Minispillene er en rigtig god ting, hvis du er kørt fast i eventyret og trænger til lidt afveksling.
Daxter

Udover bare at være et klassisk platformspil, som Dexter ligger meget tæt på, er der også baner i spillet, som træder meget ved siden af. Nogle baner skal du blandt andet styre et luftfartøj, mens du samtidig også skal styre Ximon, der skal smide nogle granater efter kæmpe insekter. Eller en bane hvor Ximon sidder ved styrepinden, og du så skal styre laseren i bagenden og derfra zappe insekter. Rart med lidt afveksling og alsidighed rundt omkring på banerne.

Banerne i Daxter varierer meget i længde, og man er heldigvis ikke nødt til at begynde helt forfra ved eventuel død. En ting, der dog giver lyst til undren er, at alle de ”røde” æg, som man har indsamlet, forbliver ens efter død, mens guldæggene skal indsamles derfra, hvor man starter. Om det er for at give spillet længere levetid vides ikke, men det skal siges, at det godt kan være frustrende ved nogle af banerne.

Grafik
Grafisk er Daxter en sand perle. Banerne er utrolig flotte med et hav af forskellige detaljer, som eksempelvis på skovhuggerbanen, hvor der falder blade ned fra træerne, eller når Daxter går rundt i grotterne, så bliver hans skygge gengivet på væggen. Udover at være en perle, når du spiller, er de mange små sekvenser, der kæder historien sammen, også utrolig flotte. De mange figurer er meget livagtige, og man fornemmer deres personligheder. Min yndlingsfigur er nok Ximon, der har den der fjoget surfer attitude, underholdende og modig på sin egen måde.

Nu sidder du sikkert der og bider negle i frygt for at loadetiderne gør, at din PSP konstant skal sidde i opladeren, men ro på, der er tænkt på det hele. Der er loadetider, men de er minimale i forhold til, hvad PSP`en er oppe imod. Nogle af banerne er kæmpe, og når der kun lige bliver loadet i starten, kan man ikke forlange mere. Du kan dog se, at når der ”sker meget”, går det lidt langsommere, men her snakker vi 1-2 sekunder.

Daxter

Skulle man sætte en finger - eller skulle vi sige en lillefinger – på noget, skulle det være på en detalje, som når Daxter kører i elevator uden hans pels bevæger sig. Ja okay, måske er det en lille ting at bemærke, og det er nok noget, vi alle overlever.

Lyd
Daxter, der kommer med den ene kække bemærkning efter den anden, ej at forglemme hans utallige scorebemærkninger, der falder til jorden, inden de overhovedet er blevet sagt, er en fryd for øregangen. Alle figurerne har en stemmeføring, der vil gøre B.S. Christiansen blød i knæene, og her mener vi ikke Daxter, men alle lige fra de gode gutter til nogle af skurkene.

Baggrundsmusikken skifter mellem stille og roligt til lidt mere tempofyldt alt afhængig af, om du befinder dig i vante omgivelser eller i kamp mod insekter. Du bemærker den ikke så meget, og det er lige sådan det skal være, så fokus ikke bliver fjernet fra den lille Daxter.

Holdbarhed
Spørgsmålet er vel, om Daxter kan holde den kørende uden sin storebror Jak, eller om vi skal se mere til ham. Svaret er, at Daxter kan og vil det hele selv, også selvom hans modstandere er 100 gange større end ham selv, eller fjenderne er i overtal. Daxter klarer det hele og endda ganske godt.

Der er mange ting i Daxter, som du kan låse op for, og desværre får du brug for at kunne komme tilbage til de ting. Denne anmelder gik ikke kun efter missionerne men udforskede også lidt med det resultat, at spillet blev gennemført på noget, der minder om 7 timer, og selv om spillet er gennemført, mangler jeg stadig at gennemføre 20 % af spillet. Det er så her jagten efter de ”røde” æg kommer, som man så kan hygge sig lidt med.

Undervejs i spillet ligger der nogle kampinsektkasser, som du kan samle på samt nogle ting, som du kan bruge til at gøre dine kampinsekter bedre. Ja det lyder lidt underligt, men det er ment som en slags sten-saks-papir med insekter, hvor du kan spille mod computeren eller en ven ved hjælp af det trådløse netværk. Du skal bestemme, hvordan de skal angribe eller forsvare sig, og ved hjælp af de ting, som du kan finde undervejs i Daxter, kan du styrke dine insekter. Igen en meget sjov og underholdende feature, der er med til at give spillet længere levetid.

Overall
Daxter klarer det utrolig flot, og efter denne anmelders mening er det et af de flotteste spil til PSP set til dato. Spillet er et lækkert platformspil med mange små afbræk, der gør, at man ikke bliver træt af spillet. Godt nok er spillet mest beregnet til at spille alene, men Dexter indeholder også en multiplayerdel.

Daxter er kommet for at blive, og det lugter meget af en to`er, som vi helst ser inden længe. Du kan roligt kaste dine lommepenge efter Daxter, et sikkert køb herfra.
Gameplay:9.0
Grafik:10
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.