Dead Rising 2

Anmeldt af: Morten Skou - 8. oktober 2010 - kl. 08:19
Del denne artikel:
3 0

Vi har banket hjernerne ud på utallige bloddryppende zombies udelukkende for din skyld. Men var det mon det hele værd? Læs videre her, så finder du ud af det.

Efter over fire års ventetid er Capcom endelig klar med efterfølgeren til deres zombiespil Dead Rising. Spillet skulle oprindeligt være udkommet i starten af 2010, men udvikleren valgte altså at rykke udgivelsen frem til slutningen af september.

Historien i spillet starter ganske eksplosivt. Man er Chuck Greene, en tidligere motocrossmester, der nu deltager i et meget kontroversielt amerikansk tv-show, hvor deltagerne skal dræbe en masse zombier på en masse forskellige måder. Belønningen er naturligvis en ordentlig stak penge, hvilket netop er årsagen til, at Chuck er nødt til at deltage i tv-showet. Landet ligger nemlig sådan, at Chuck har en datter, Katey, som for cirka 3 år siden blev bidt af en zombie, og nu er hun nødt til at indtage et middel kaldet Zombrex, for at hun ikke skal ende ud som en følelsesløs zombie. Det lyder måske ganske lige til, men problemet er naturligvis, at Zombrex er ufatteligt dyrt – men en far vil jo gøre alt for at redde sin datter - også hvis det betyder, at man skal slå zombier ihjel i et meningsløst tv-show.

Efter tv-showet bryder helvede løs. Zombierne er sluppet ud i Fortune City, hvor tv-showet er blevet optaget, og Chuck og hans datter må sammen med en håndfuld andre overlevende gemme sig i en sikker kontrolcentral midt i byen. Eftersom Katey skal bruge Zombrex, er Chuck tvunget til at bevæge sig ud i byen, som nu er overfyldt med blodtørstige zombier. Dermed har startskuddet lydt for en hæsblæsende omgang action, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvordan man vil slå den næste zombie ihjel.




Selve fremgangen i spillet består af en række ’cases’, som skal gennemføres for at opnå fremdrift i spillet. Ud over de historierelaterede opgaver kommer der løbende forskellige sidemissioner op på skærmen, som man kan vælge at give sig i kast med eller lade være – ofte kan det dog være en god ide, eftersom man optjener point ved eksempelvis at redde overlevende mennesker, som befinder sig ude i byen, ind i sikkerhed. Andre sidemissioner kan resultere i, at du får noget Zombrex – som Katey jo skal bruge for at overleve. Der er dog alt for mange sidemissioner til, at man nødvendigvis kan nå dem alle, uret tikker og hvis man ikke når at gennemføre den primære mission inden tiden udløber, så må man starte forfra på missionen.

Dem, som har spillet det første Dead Rising, kan med garanti huske det rimelig belastende save-system. Dette er heldigvis blevet ændret i Dead Rising 2. Det er nu muligt at gemme sit spil på et hvilket som helst wc i Fortune City – en ting som er ganske væsentlig at huske at gøre så ofte som muligt, for niveauet i spillet er svært, og der er ofte ikke den store forskel på, om man når at slippe væk fra en frådende horde af zombier eller om de når at gøre det af med dig, og du dermed får brug for det sidst gemte spil.

En anden god grund til at gemme er det tidspres, man er under. I starten af spillet opleves det ikke særlig slemt, og man føler egentlig, at man har god tid til at banke hjernerne ud på de zombier, som måtte være på søndagsindkøb. Men efterhånden som der kommer flere og flere mere eller mindre valgfrie sidemissioner, og man også skal huske at skaffe Zombrex til sin datter, så kan man godt mærke, at uret tikker og frøken klokken ånder dig i nakken.




En af de nye og super fede ting ved Dead Rising 2 er muligheden for, at man selv kan kombinere forskellige ting og dermed få bedre våben ud af det. Selv om de fleste nok ville være enige i, at det ville være fedt, hvis det bare var alle tilfældige ting, man kunne sætte sammen til supervåben, så er det selvsagt ikke tilfældet. Man finder igennem spillet en række såkaldte ”Combo cards”, som viser hvilke ting det er man kan sætte sammen – det er dog ikke nødvendigvis en forudsætning, at man har disse kort, før man kan forsøge at kombinere ting, og man finder ret hurtigt ud af eksempelvis at kombinere et baseballbat eller boksehandsker med nogle søm, som giver et ret effektivt slagvåben. Muligheden for selv at sammensætte våben er ganske enkelt genial, og det ender ofte med, at man skraldgriner, hver gang man skal bruge et kombineret våben for første gang.

Spillet indeholder en ganske udemærket co-op spillemulighed for op til 2 spillere, hvor man kan gennemføre historien sammen med en anden spiller over PSN. Ligesom med så mange andre spil kan det klart anbefales, at man gennemspiller Dead Rising 2 i co-op, det er ganske enkelt bare sjovere at nakke zombier sammen med en anden. Desværre er det sådan, at man lige skal komme igang med den ”rigtige” historie i spillet, før man kan invitere en ven til at være med.

En af de sjove ting, som undertegnede oplevede i co-op spillet, var de mange muligheder man har for at finde nyt tøj i de forskellige butikker i byen. Spillet er nemlig fyldt op til randen med god humor, og hvis man ellers kan lade være med at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor der egentlig er mulighed for at skifte tøj til en lang række dameting, når man nu kun har mulighed for at spille som en mand, så kommer der helt sikkert nogle gode øjeblikke ud af det. Mest klart husker jeg en mellemsekvens, hvor min karakter - der var iført bastskørt og kokosnødder - skulle spille tuff guy overfor en af de onde fyre i spillet. Priceless. En anden sjov ting er, at datteren kalder begge co-op spillere for far... tænk lige lidt over den.

Selv om spillet er ganske underholdende, så er der desværre også en række negative ting ved det. Det første og muligvis mest belastende er, at det tager så enormt lang tid, når der skal indlæses nye områder. Det er svært at forstå hvorfor det skal tage så lang tid, når man tænker på, hvordan andre og væsentligt mere grafiktunge spil har formået at få loadtiderne meget længere ned. Det er lidt surt, at et spil, der er så stopfyldt med action, får lukket luften lidt ud, når der går flere minutter med venteskærme, hver gang man går ud af en dør og ind i et nyt område.




En lille irriterende ting er der også, hvis man spiller i co-op mode og kaster sig ud i zombieslagteri. Problemet er, at hvis man står for tæt på hinanden, så ender man ofte med at ramme sin medspiller i stedet for zombierne. En anden ting, som kunne have været rar, var hvis man kunne løbe – dette er naturligvis udeladt for at give både tiden og de mange zombier større effekt i og med, at man ikke bare kan storme igennem det hele – men det ville nu alligevel have været rart, hvis det var muligt bare at bevæge sig lidt hurtigere.

Foruden historiedelen af spillet er der også mulighed for at spille multiplayer med op til 4 spillere over PSN i ”Terror is Reality” spiltypen. En multiplayerdyst består af fire forskellige spiltyper af gangen – der er 9 forskellige, og det gælder så om at opsamle så mange point som overhovedet muligt – vinderen er den spiller, der til sidst har flest point. Et par af spiltyperne er eksempelvis, Zomboni, hvor man kører rundt i en slags mejetærsker og høster zombier for efterfølgende at få point, når man afleverer deres blod. Bounty Hunter, hvor man står med en riffel med kikkertsigte og skal skyde zombier oppe fra en platform. Stand up Zomedy handler om at give zombier forskellige slags udklædning på, og den fjerde mulighed er Slicecycles, hvor man kører rundt på en motorcykel udstyret med to motorsave og brutalt slår så mange zombier ihjel, som man kan nå. Fælles for alle spiltyperne er, at det foregår indenfor en fastsat tidsramme, og at det selvfølgelig gælder om at få flest point. Som du måske kan forestille dig er disse former for brutal nedslagtning af zombierne rent faktisk uhyggeligt morsomt.




Når det kommer til det grafiske er spillet ganske flot uden at være ekstraordinært. Der er ofte rigtig mange zombier på skærmen samtidig, og selv om der kun er ganske få unikke zombietyper, så er det alligevel meget godt gået, at det kører så flydende som det er tilfældet. At mellemsekvenserne desuden er real-time renderede har som tidligere nævnt også stor betydning for galskaben, uden det ville man være gået glip af en masse sjove øjeblikke.

Alt i alt er Dead Rising 2 mere end en værdig efterfølger i serien, der er tilstrækkeligt med nye tiltag og forbedringer til, at det ikke føles som om, at man spiller det samme gamle spil endnu en gang. Ideen med selv at lade spilleren kombinere sine våben virker rent faktisk som den burde og til trods for, at undertegnede ikke var den store fan af det første Dead Rising, så finder jeg Dead Rising 2 enormt underholdende.
Fakta
Dead Rising 2

Dead Rising 2

Platformplaystation 3
UdviklerBlue Castle Games
UdgiverCapcom
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18
Følg PSlife her
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:8.5
Holdbarhed:8.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.