Dead Space 3

Anmeldt af: Hoder Jensen - 23. februar 2013 - kl. 21:55
Del denne artikel:
4 0

Jorden er på randen af udryddelse pga. marker sygdommen og den fanatiske religion Unitology, så nu skal Issac endnu engang ud og klare skærene imod de skræmmende necromorphs.

Det første kapitel i Dead Space serien udkom i 2008, og da efterfølgeren, Dead Space 2, udkom i 2011 var der nok ikke mange, der havde regnet med, at vi skulle se mere til den serie i denne konsolgeneration. Men EA ville det tydeligvis anderledes, og på E3 2012 blev Dead Space 3 annonceret til udgivelse i første kvartal 2013. Nu er Dead Space 3 landet, men er det en værdig efterfølger til Dead Space 2, som blev anset for et af de bedste spil i 2011, eller har EA været lige en tak for hurtige på samlebåndet?




Dead Space 3 starter for første gang sin historie på Jorden, hvor man møder en Issac Clarke, der tydeligt er plaget af de tidligere rædsler, som han har oplevet, og der går heller ikke lang tid, før Issac bliver kastet i ilden igen. Jorden er tæt på udryddelse grundet religionen Unitology, som tilbeder de mystiske markerstatuer, der skaber sindssyge og laver folk om til frygtlige monstre, bedre kendt som necromorphs. Unitology og dens tilbedere tror på, at disse markerstatuer er vejen til frelse og et naturligt skridt i menneskehedens udvikling. For at forhindre dette er Issac’s ekskærste og heltinden fra Dead Space 2, Ellie Langford, rejst til den fjerne planet Tau Volantis i håb om at finde løsningen til at stoppe markerstatuerne. Dette går naturligvis ikke som forventet, og Issac, der er rygtet som ”the marker killer”, bliver nødt til at rejse ud til Ellie, sammen med Robert Norton og John Carver som er en del af EarthGovs sidste bataljon og sammen med Isscac, jordens sidste håb. Ja konsekvenserne og indsatsen virker betydeligt større end vi har set i de tidligere Dead Space spil.

Historien i Dead Space 3 udvikler sig med masser af overraskelser, og kvaliteten af historien er af god kvalitet. Dette gør, at man er interesseret i at følge historiens udvikling og man føler med Issac’s kamp for overlevelse. En af de bedste ting ved historien i Dead Space 3 er, at man ikke er helt så isoleret, da man kæmper for at fuldføre missionen sammen med Ellie og hendes venner. I de tidligere Dead Space spil føltes det nogle gange som om man kun snakkede med en computer, imens man rendte alene rundt på et stort skib.




Dead Space har altid været et tredjepersonsskydespil, men det har også været kendt for at høre til gysergenren, hvor man måtte kæmpe for overlevelse i mørke og uhyggelige indelukkede gange med monstre lurende rundt om hvert hjørne. Dette var specielt tilfældet i det første spil, men bestemt også i det andet spil. Her i 3’eren skifter spillet sit fokus væk fra gysergenren til at være mere actionorienteret. Det er en udvikling vi har set i andre spil, og desværre er det sjældent til spillets fordel, men det er faktisk lykkedes for Visceral Games at lave denne overgang i Dead Space 3 ganske glimrende. Betyder det så, at spillet kan anbefales til en 13-årig knægt? Nej, der er Dead Space 3 stadigvæk for uhyggeligt ikke mindst på grund af de necromorphs, man møder. De ligner noget som er taget direkte ud af et mareridt, og man får stadigvæk et lille chok, når de hopper ud fra væggene eller sniger sig op bag på en.

Visceral Games har dog holdt fast i samme HUD, eller RIG som det hedder i Dead Space, hvilket kun siges at være en god beslutning, da integrering af hud’en direkte i Issac’s dragt og våben virker lige så godt som i de tidligere Dead Space spil og tidligere spil vil føle sig hjemme med det samme.

Man bevæger sig stadigvæk igennem mange mørke rum med monstre rundt om næsten alle hjørner, men Dead Space 3 indeholder generelt flere åbne områder end de foregående spil, og man slås ikke kun mod monstre, men også mod de fanatiske tilhængere af Unitology. Denne variation gør faktisk Dead Space 3 til et bedre actionspil end de 2 første spil, men samtidigt også til et dårligere gyserspil. Ændringen til at have mere fokus på action, betyder at styringen af Issac føltes mere hurtig, en kompensation for at fjenderne kommer betydeligt hurtigere i mod en, hvilket betyder man har mindre tid til at sætte præcis skud der skærer lemmerne af modstanderne, noget som de tidligere Dead Space spil var kendte for, men heldigvis er der et opdateret våbensystem til at rode bod på dette.




Omgivelser er nemlig ikke det eneste nye i Dead Space 3, netop et helt nyt våbensystem er der blevet plads til, og dette må siges at være et glimrende tiltag. Med det nye system kan man selv bygge sine våben op fra bunden og lave utallige kombinationer der passer til ens spillestil. Hvis man er til en hurtigskydende riffel med syreætsende skud, der som alternativ kan skyde raketter af, så kan man bygge det. Man kan naturligvis også tilpasse Issac’s trofaste plasmaskærer, som man kender fra de 2 første spil til at være endnu mere dødbringende. Og det er vigtigt man lærer at bruge det nye våbensystem effektivt, ellers ender man med at stå i et hjørne og skyde fjender som sidder i håret på en.

Ressourcerne til opgraderinger finder man undervejs som man nedlægger fjenderne, samt i skabe eller via små indsamlingsrobotter, som man kan sende af sted for at høste ressourcer. Har man ikke tålmodighed til dette, kan man tilkøbe sig ressourcer og våbendele for ægte penge via PlayStation Store. Dette har været meget diskuteret op til lanceringen af spillet og folk frygtede, at det vil ødelægge balancen i spillet. Det kan jeg helt afvise, da man ingen problemer har med at få fat i de nødvendige ressourcer og våbendele, men muligheden er der altså for de folk, som gerne vil betale sig til en smutvej i spillet. Yderligere er det faktisk muligt at købe ressourcepakker helt uden at bruge nogle penge, da de også kan købes for rationsmærker, som ens ressourcerobotter finder for en.




En anden ny funktion i Dead Space 3 er co-op, hvilket ikke helt havde givet mening, hvis Dead Space 3 havde fulgt samme gysergenre, som de to første spil. Men da Dead Space 3 som sagt er mere et actionspil, giver det god mening. Co-op fungerer også som man forventer, man kan hoppe let ind og ud og vælge de kapitler, man vil spille. Selvom nogle områder kan føles lidt trange med 2 spillere, så har Visceral Games bestemt ikke hoppet over hvor gærdet er lavest med tilpasning til co-op delen. Når man er 2 spillere ændrer mange af de små minimissioner i spillet sig, så man skal samarbejde for at komme videre, og yderligere er der visse sidemissioner i spillet, som kun kan tilgås i co-op, så det kan bestemt anbefales at spille Dead Space 3 i co-op.




Grafisk er Dead Space 3 et flot spil, og vi kan godt se, at vi er i slutningen af en konsolgeneration, det er nemlig lykkedes Visceral Games ikke bare at lave et flot spil, men også et meget flydende spil, der på intet tidspunkt lider af tab af frames, hvilket er vigtigt, når det vælter ind med monstre fra alle sider. Pga. der er mere variation i de miljøer vi bevæger os igennem, får vi både at se åbne snelandskaber, indelukket korridorer på rumskibe, forladte forsknings stationer og meget mere.

Den pæne grafik er krydret med en god lydside og glimrende stemmeskuespillere, som sælger historien i overbevisende stil. Det kan i øvrigt anbefales at spille med et par gode høretelefoner eller et godt anlæg, da en fornemmelse af, fra hvilken side de farlige necromorphs kommer, giver en del dybde og kontrol i spillet.

Dead Space 3 er en udmærket efterfølger til Dead Space 2. Det starter lidt tungt op, men jo længere ind i spillet man kommer, jo bedre bliver spillet, da man stille og roligt indser, at Dead Space 3 er gået fra at være et gyserspil til et actionspil. Det er svært at sige ud fra en objektiv vinkel, om det er bedre end 2’eren, da spillet på mange punkter er markant anderledes, men da jeg personligt syntes action spil med lidt gys er en glimrede genre, så kan Dead Space 3 måle sig med Dead Space 2 i min bog. Men når det så er sagt, så burde EA og Visceral Games have holdt stilen mere som vi kender det fra Dead Space 2, fordi muligvis er Dead Space 3 et bedre action spil, men vi har rigeligt med action spil at vælge imellem disse dage og vi har ikke så mange kvalitets gyser spil tilbage. Fans af serien vil desværre nok blive skuffet over Dead Space 3, mens actions fans har fået en ny interessant mulighed.
+ God længde med omkring 20 timers spil, god co-op del, glimrende våbensystem og høj produktionskvalitet.
For stor stil ændring fra Dead Space 2, langsom start, våbensystem har en bagside hvis man ikke bruger det optimalt.
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:8.5
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.