Death Stranding

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 1. november 2019 - kl. 08:01
Del denne artikel:
5 5

Death Stranding er årets største spil til PlayStation 4 og det kommer fra skaberen af de legendariske Metal Gear Solid spil. Hvordan er det så? Og hvad er det overhovedet for et spil?

Set udefra, virker det som om at den japanske spildesigner Hideo Kojima altid har forsøgt at udviske grænserne mellem spil og film og det har resulteret i nogle meget filmiske spil, ofte med utroligt lange filmsekvenser. Man kan ikke være i tvivl om, at Hideo Kojima elsker filmmediet og det bliver endnu tydeligere med hans nyeste projekt Death Stranding. Spillet er det første fra hans hånd, efter han under megen ballade og mediebevågenhed, i slutningen af 2015 forlod Konami.



Death Stranding lader sig på mange områder inspirere af filmmediet og er da også spækket med rigtige skuespillere og kendisser. Vi kan i flæng nævne den altoverskyggende hovedrolle Norman Reedus (The Walking Dead), danske Mads Mikkelsen, den mexikanske filminstruktør Guillermo Del Toro (som har en overraskende stor rolle) den franske skuespillerinde Lea Seydoux og ikke mindst den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn, der har stået bag film som Drive og Pusher trilogien.

Der har fra starten været stor mystik omkring Death Stranding, og selvom der efterhånden har været frigivet en god portion trailere, har man ofte været mere forvirret omkring hvad Death Stranding var for en størrelse, end man var før man så traileren. Og Hideo Kojima har ikke været til megen hjælp, for han har selv været utroligt kryptisk omkring det hele. Efter 2 timers spil, var vi faktisk stadig ikke blevet meget klogere, efter 4 timer begyndte der at danne sig et billede og nu, efter at have gennemført Death Stranding, går det op for én hvor simpelt et spil det inderst inde er; det er i virkeligheden en avanceret walking simulator. Meget avanceret.



Death Stranding foregår i et ødelagt USA et stykke ude i fremtiden, og man tager rollen som Sam Bridges (spillet af Norman Reedus), som er en såkaldt “Porter”. En Porter er en slags kurér, som transporterer ting som for eksempel medicin, maskindele og mange andre ting, rundt mellem forskellige udposter og byer i det øde USA. Snart er man dog viklet ind i noget meget større og man går i præsidentens datter, Amelie Strands, fodspor, i en rejse på tværs af USA, i et forsøg på at genoprette det landsomspændende kommunikationsnetværk Chiral Network. Hvis netværket kommer op at stå, vil det kunne bringe menneskeheden tættere sammen i kampen mod det onde, som har inficeret landet.

I virkeligheden drejer Death Stranding sig om en pilgrimsfærd for menneskehedens overlevelse og mere vil jeg egentlig ikke afsløre her, for som i alle Hideo Kojimas spil, er historien det helt bærende element - og historien i Death Stranding er nogenlunde lige så tung og lige så svær at følge med i, som historien i de fleste af hans andre spil.



Selv om Death Stranding inderst inde er et yderst simpelt spil, så er det pakket ind i tonsvis af avancerede mekanikker og fortællinger. Helt grundlæggende går det ud på, at transportere varer mellem de forskellige byer og udposter og få disse koblet op på det vigtige Chiral Network. Gameplayet består langt det meste af tiden i at finde vej gennem det ufremkommelige landskab til fods, sørge for at man har det rigtige udstyr med sig, og levere varerne de rigtige steder og visse gange også på det rigtige tidspunkt. Dette langsommere gameplay krydres med mindre action-sektioner, men langt det meste af tiden, er man alene mod elementer i enorme og smukke landskaber. Det er næsten meditativt.

Jeg lagde ud med at sige, at Death Stranding er en meget avanceret walking simulator. Det er måske nok at spænde buen lidt, men man bruger virkelig meget tid på at gå. Der er utallige mekanikker man skal være opmærksomme på, når man bevæger sig gennem landskabet. Udviklerne har udstyret ens karakter Sam, med den måske mest avanceret fysik på nogen spilkarakter nogensinde. Alt fra hvordan godset er lastet på Sams ryg, underlag, hvordan man vælger at bevæge sig i landskabet, til hvilket hjælpeudstyr man har med sig, har indflydelse på hvor let, eller hvor besværet, man forcerer landskabet.



Sams støvler kan gå i stykker, han kan falde og miste dele af sit udstyr, Timefall-regnen nedbryder hans gods, og så er der naturligvis både de mystiske mørke skygger kaldet BT’s, som man ikke ønsker at komme i kløerne på og de såkaldte MULE’s, som jager i flok og som kun er ude på at stjæle Sams værdifulde oppakning. Ud over dette, finder man langsomt ud af, hvilken rolle Sams urin og afføring spiller, hvorfor det er vigtigt at gå i bad, hvad den der baby på Sams mave betyder og meget andet. Der er så mange mekanikker, der kan virke som pjattede gimmicks, men på en eller anden måde alle har en mening og betyder noget for spillet - de fleste af dem i hvert fald.

Der er også en stor del inventory management i Death Stranding. Sam kun kan have en vis mængde last med sig, da både våben, de uundværlige hjælpemidler, ekstra støvler, blodposer med ekstra blod, spray til at reparere godset når det bliver nedbrudt i Timefall-regnen og meget meget andet, også fylder. Så Sam bliver hurtigt et pakæsel som skal lastes helt rigtigt, ellers kommer man i problemer ude i landskabet og det kan komme til at koste dyrt i sidste ende. Spillet giver en god følelse af at drage ud på en lang og farlig færd når man leverer varer højt oppe i bjergene, og det føles som om at både landskabet, og alt derude, er ude på at slå en ihjel.



En anden ganske interessant mekanik er det såkaldte Social Strand system. Selvom spillet er et singleplayer spil, har man en form for kontakt med andre spillere. Når man får hooked et område op på Chiral netværket, så kan man “kommunikere” med andre spillere. Man kan for eksempel efterlade små skilte, som advarer om fjender, guider andre spillere over floder hvor det er muligt at gå og mange andre ting.

Rundt omkring finder man også varer som andre spillere har tabt, eller efterladt med vilje, og man kan samle disse varer op og levere dem til bestemmelsesstedet - eller bare tage det med noget af vejen mod målet og så efterlade det til andre spillere, som kan tage stafetten op og løbe videre med den. Man kan også bygge broer, udkigstårne, ly for Timefall-regnen og meget andet, og disse bygninger kan bruges af andre spillere. Disse strukturer kan gå til over tid, da intet er for evigt i Death Stranding, så landskabet ændres over tid.



Overalt hvor man støder på noget andre spillere har bygget, kan man efterlade likes og likes er nærmest spillets valuta, for disse bruges til at opbygge Sams evner og de giver ham adgang til flere features og muligheder i spillet. Derfor kan det godt betale sig at hjælpe andre spillere, som kvitterer med likes og dermed får man selv lettere adgang til nye features i spillet. Social Strand systemet er den hidtil bedste måde at indarbejde andre spillere i et singleplayer spil og det fungerer fremragende.

Som nævnt et par gange før, er kernen i Death Stranding uhyre simpel; man skal gå og finde vej gennem landskabet. Det hele er pakket ind i avancerede mekanikker og systemer - og alene den fysik, der er bygget op omkring Sam når han går, løber, klatrer og slider sig igennem landskabet i alt slags vejr er virkelig imponerende.



På trods af dette, kan kedsomheden godt begynde at sætte ind halvvejs gennem spillet, når man for 5 gang sendes ud på en opgave, som kræver 45 minutters gang gennem det landskab, man lige har kæmpet sig igennem fire gange tidligere. I disse perioder ender spillet med at virke mere som hårdt arbejde end som underholdning. Det tog os lige under 40 timer at gennemføre historien i Death Stranding, og der ligger mindst lige så mange ekstra timer, hvis man vil hjælpe de mange forskellige beboere i de mange udposter man kommer forbi.

Death Stranding kører på Guerilla Games Decima spilmotor og det er uden tvivl det flotteste spil på PlayStation 4 til dato. Der er andre spil, som er mere unikke når det kommer til designet, men Death Stranding ser absolut blændende ud. Den helt store stjerne er de store, tomme, smukke og bjergtagende landskaber, som i deres tomhed og storslåethed kan minde mig lidt om landskaberne i Shadow of the Colossus; store, tomme og smukke. Landskabet føles enormt og man føler sig meget lille i det hele - det er svært at forklare, men jeg kan ikke komme i tanke om at have oplevet en mere storslået spilverden end denne i Death Stranding.



Som altid i Hideo Kojimas spil, er der masser af lange mellemsekvenser og de er de mest velproducerede og velskrevne mellemsekvenser som vi har set. Kojima elsker filmmediet og det er tydeligt i disse sekvenser, som er klippet og “filmet” så det ligner en Hollywood film, og også her kommer Decima spilmotoren til sin ret, da ansigterne på spillets hovedpersoner er nogle af de mest livagtige og udtryksfulde vi nogensinde har set. Death Stranding er i sandhed det smukkeste spil du kan få til din PlayStation 4.

Lydsiden er ligeledes glimrende, med de rigtige skuespillere som Mads Mikkelsen og Norman Reedus, som lægger stemmer (og udseende) til deres respektive karakterer. Lydeffekterne er rigtigt fine og lyden når man nærmer sig de mystiske BT’s får det til at løbe koldt ned af ryggen på en. Som en ganske fin lille detalje, er der ofte sekvenser hvor man bevæger sig igennem det smukke landskab, hvor kameraet zoomer lidt ud, lydeffekterne tones ned og der lægges et smukt stykke musik hen over, så det hele nærmest bliver en slags meditativ pause midt i spillet - igen et greb, som Hideo Kojima har løftet fra filmenes verden over i spilverdenen. Soundtracket er i øvrigt fremragende og den drømmende musik bliver hovedsageligt leveret af det islandske band Low Roar. Absolut et band, der er værd at tjekke ud og iøvrigt er ude med et nyt album samme dag som Death Stranding udkommer.



Death Stranding er en forunderlig størrelse. Det er stort, smukt, nyskabende og uhyre simpelt på samme tid. Hideo Kojima kan om nogen fortælle en historie med store armbevægelser og det gør han perfekt i Death Stranding. Det er et spil, som hele tiden balancerer på kanten mellem kedsomhed og nysgerrighed, og i denne anmeldelse har jeg kun lige skrabet i overfladen af Death Stranding. Der er så meget indhold, så mange mekanikker og et så simpelt gameplay, at det er svært at beskrive - og man skal selv have lov at opleve det, hvis man vælger at kaste sig ud i Kojimas nyeste eventyr, hvilket jeg absolut anbefaler, at man gør.

Death Stranding er PlayStation 4’s første sidste svanesang - og et kig ind i fremtiden.
Fakta
Death Stranding

Death Stranding

PlatformPlayStation 4
UdviklerKojima Productions
UdgiverSony
Spillere1
Udgivelsesdato08-11-2019
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Vold
Følg PSlife her
+ Simpelt men velfungerende gameplay, fantastisk smuk grafik, fremragende skuespil i mellemsekvenserne, Social Strand systemet
Kedsomheden kan melde sig i perioder, absolut ikke et spil for alle
Gameplay:8.5
Grafik:9.5
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.