Def Jam: Fight For NY

Til lyden af tung hip hop musik og synet af store muskelsvulmende hip hop artister med bat, kæder, knuste flasker og metalrør, der i to lange linier konfronterer hinanden med opildnende råb og bandeord, skiftes der over til in-game video, hvor der bliver tævet berømtheder til højre og venstre i stor stil. Blodet sprøjter fra munden af et spark på kæben, en anden knuses op mod en jukeboks af Lil’ Kim, mens Busta Rhymes smider en stakkels sjæl hen mod ruden af en fed Escalade. Til sidst ser man en fortabt sjæl, der bliver kastet på togskinnerne i en undergrundsbane, hvor synet bliver skiftet til toget, der farer af sted med en 60-80 km i timen. Sådan starter introen til spillet, og hvis man ikke er kommet i gevaldigt fight humør efter det, så ved jeg ikke, hvad der kan gøre det!

Gameplay Def Jam: Fight for NY er fortsættelsen til sidste års store overraskelse, nemlig Def Jam: Vendetta. Vi følger stadigvæk historien af D-Mob, lederen af en undergrunds fightergruppe, lidt i stil med enhver boksepromoter, bare lidt mere illegalt. Nu er det jo ikke blevet nemmere at være undergrundsleder af en masse undergrunds “Fight Clubs” og udfordringen til D-Mob’s styre er den rivaliserende leder, Crow, i skikkelse af Snoop Dogg.

D-Mob er blevet fanget af politiet og mens han bliver overført, redder en ukendt person ham og fører ham hjem. De betjente, der havde ham i deres varetægt, følges så via historien til politistationen, hvor han skal give en beskrivelse af redningsmanden.

Det er her, hvor man så kan vælge, hvordan ens karakter skal se ud. Meget kreativt! Man kan vælge fra fem predefinerede personer eller lave noget meget sjovere, nemlig skabe sin helt egen karakter. Man har virkelig en masse ting, som man kan ændre på sin person. Man kan bestemme deres størrelse (fra small til 2 x extra large), hudfarve, øjne, øjenbryn, næse, mund og sågar stemme! Jeg prøvede så godt som muligt at skabe en digital version af undertegnede, men stemmen passede ikke lige helt. Nå ja, så vejede han måske også 65 kg mere end jeg gør.

Så kommer man virkelig i gang. Man fører D-Mob hjem til hans crew, og så bliver du indblandet i den rivaliserende bandekrig på D-Mob’s side. Fra dette punkt af skal du simpelthen udvikle dig som kæmper og vinde over Crow’s bedste kæmpere, som på den måde sørger for at lukke den klub ned, som kampen har foregået i. Jo flere du vinder over, jo hurtigere må Crow pakke sammen og forlade New York. Men det er jo ikke lige så nemt, som det lyder.

Der er forskellige ting, som man skal passe på i spillet: Man skal udvikle sin kriger ved at bruge de såkaldte “Development Points”, som man får efter at have vundet over en modstander i 5 forskellige kategorier: Øvre krop, nedre krop, hurtighed, udholdenhed og helbred. Der er en sidste kategori, som udvikles på en helt anden måde. Karisma er den kategori, som udvikles gennem de penge, som du bruger på at købe nyt groovy tøj eller bling bling for. Publikum elsker nemlig en kæmper, der godt kan lide at godte sig selv op, så man skal se anderledes ud, så ofte som muligt.

Man får også penge fra kampene, og jo mere blæret du kæmper, jo flere penge får du. Karismaen gør nemlig, at hvis du bliver smidt ud til publikum, så kan det afgøre forskellen mellem en flaske, kost eller bat smadret lige i hovedet, eller et smertefrit skub tilbage i kampen, hvis publikum kan lide dig eller din modstander mere! Det er gevaldigt smart lavet, og man bliver faktisk temmelig opslugt af at købe nyt lækkert tøj til sin kæmper.

Spillet er selvfølgelig ikke kun beregnet for en persons nydelse, nej, man kan spille helt op til 4 på en gang ligesom i sidste version.
De normale 2-persons kampe kan udspilles på mange forskellige måder, som AKI skal have stor ros for. Der er selvfølgelig “One On One Match”, hvor man kæmper mod en ven. “Team Match” kan spilles sammen med en ven eller tre andre, hvor to spillere danner hold i en kamp, hvor alle 4 spillere er aktive i ringen! “Free For All” er det samme som den forrige mode, men nu er der ikke hold. Det er alle mod alle! Resten er så “en mod en” modes, men det skal ikke beklages, for der er nogle meget fede game modes, som må betegnes som unikke for Def Jam-spillene.

Der er “Window Match”, hvor det gælder om at smide modstanderen ud af Crow’s kontorvindue eller hvad med “Subway Match”, hvor modstanderen skal smides ud foran et tog? Der er også “Demolition Match”, hvor det gælder om at smadre din modstanders SUV - helst med din modstanders krop.

“Inferno Match” byder på en hyggelig omgang slåskamp i en cirkel af ild! Af de lidt mere mildere kamp modes, så er der de obligatoriske, nemlig “Cage Match” og “Ring Out Match”, hvor man kæmper i henholdsvis et bur og en normal ring, hvor man kan vinde ved at smide modstanderen ud af ringen. Hvis man mener, at AKI har sørget for en masse underholdende modes, så stopper det heller ikke her: Man kan også afgøre kampene efter, hvem der går ned først eller publikums mening efter 5 minutter.


Det var så alle de former for kampe, der kan udkæmpes. Kæmperne er også i et stort tal. Hele 42 kæmpere er der blevet plads til, heriblandt også nogle skuespillere, som f.eks. Danny Trejo og Omar Epps. Der er også kvinder iblandt, som f.eks. Lil’ Kim og Carmen Electra. Og tro ikke, at der er gjort forskel på kønnenes styrkeforhold. Kvinderne er lige så farlige som det største brød hos det mandlige køn! For sejt!

Selve gameplayet er utroligt betænksomt lavet. Knapperne sidder som en knytnæve på kæbe (i denne sammenhæng betyder det lige på og sport) og de simple combos, som kan buttonmashes til, bliver tilsidesat, når man opdager det overraskende dybe gameplay, der er gemt i controlleren. Man kan have op til 3 stilarter per kæmper ud af 5, som er Street Fighting, Kickboxing, Martial Arts, Wrestling og Submission, og man udvikler nærmest sin egen stil ved at blande de 3 stilarter efter egen lyst.

Dog er der nogle kæmpere, som kun har en eller to, men det gør dem bestemt ikke mindre farlige. Efter en god times tid er du i gang med at kaste med dine fjender, smadre flasker i hovedet på dem eller sparke til dem, mens en fra publikum holder fat i din modstander! Er du heldig, kan de også tage affæren i egen hånd og knuse en flaske i hovedet på modstanderen på egen motivering!

Det føles også ekstra fedt, når du med en kammerat laver et dobbelt kast på en enkelt modstander. Du kan i meget lang tid sidde og undre dig over, hvor mange tricks en person har, så det bliver slet ikke kedeligt at spille, selv efter et par måneder. Og vennernes ydmygelse, når du har kastet dem oven på deres egen bil flere gange, er altid grund nok til at trække spillet frem! Der er selvfølgelig også en masse som skal låses op, som f.eks. kæmpere, kampområder, musik og tøj.

Grafik

Grafikken er meget flot og detaljeret, men der er ikke så meget, der er opdateret, da grafikken i forvejen var temmelig god. I alle de normale beat’em-up spil “snyder” grafikkerne altid ved at addere lyseffekter til slag på kroppen, for at dække over deres problemer med at få slag og fald til at se realistiske ud, men det er ikke tilfældet med Def Jam: Fight for NY, og det kan man kun respektere. Der forekommer selvfølgelig små, grafiske fejl, heriblandt clipping (hvor kroppe stikker ud af vægge og lign.), men det er slet ikke så stort, som i mange andre spil.

Karaktererne ligner utroligt meget deres rigtige jeg, og det skal de have ros for. Godt nok formåede AKI at gøre det i sidste version, men man kan altid gøre noget arbejde bedre, og Def Jam: Fight For NY er et vaskeægte bevis på det rent grafisk.

Banerne varierer ikke meget - altså på den måde at, basalt set, så er de alle en eller anden form for ring (enten formet af tove eller publikum), men det er stadigvæk forfriskende at skifte fra en japansk Triade klub gennem diverse kamparenaer over til en lille undergrundskælder med publikum så farligt som modstanderen foran en.

Blodeffekterne er dejligt overdramatiserede med en stor balje af blod sprøjtende ud ved et hårdt spark i kæften, men nu er det heller ikke realisme, der styrer dagsordenen i det her spil! Spillets “Blazing Moves”, som aktiveres via en hel masse lækker tæv, bliver vist meget filmisk, og når det grønne flash dukker op og standser billedet, så ved man, at det næste move bliver knusende! Alt i alt, en meget god grafisk præstation.

Lyd
I lyden skal der fokuseres på tre ting. Det første er, selvfølgelig, lydene af slag, spark og anden kropslig afstraffelse. Der er lagt ordentlig tryk på lydknappen hos AKI, fordi slagene lyder som eksplosioner af ren styrke. Det er bare for lækkert! Det andet, som skal lægges mærke til er, at alle karaktererne i Def Jam: Fight for NY lægger stemme til deres karakterer, som gør det ekstra sjovt at lytte til de trusler, som kæmperne giver hinanden inden kampen starter, og slutbemærkningen, som f.eks. “Nu hvor du allerede ligger nede, kunne du så ikke også pudse mine sko?” kan man ikke undgå at grine af (på den gode måde).

Det sidste, og for fans af hip hop musik allermest vigtige, er musikken. Alle musikkunstnerne repræsenteret i spillet har op til flere numre hver, så der er masser af musik, som kan sætte én ind i den rette stemning. Det er da også morsomt at tæve en kæmper med Ice-T, mens en af hans sange kører i baggrunden. En komplet kæmper har da også sin egen musik!

Holdbarhed Fans af wrestling spil, hip hop artister, kamp spil, gode spil og arkade morskab med stor dybde, vil finde sig godt til rette med Def Jam: Fight for NY. Story Mode tager omtrent en 8-9 timer at gennemføre, men da der er diverse trofæer at låse op for, som f.eks. trofæet for at have ordnet 10 kæmpere på under 30 minutters spilletid eller knockout under 1 minut (som denne anmelder fik efter at have tævet en undergrundsrapper på 54 sekunder) kan faktisk formå at lokke en til at spille Story Mode igen.

Selvfølgelig er det også ekstra fedt, at der er SÅ mange 2-player modes og et par enkelte 4-player modes, der gør dette spil til et must, når man er samlet sammen med flere venner. Spillet holder hvert evig eneste sekund, som man spiller, og den glæde ved at søndertæve en elsket eller forhadt hip hop artist kan ikke opdrives nogen andre steder. Jeg venter spændt på, at AKI en dag kaster sig over Boybands eller generelt Pop artister!

Overall
Hvis du stadigvæk ikke er nede hos din lokale spilforhandler for at købe dette her spil, så har du måske ikke forstået, at dette spil styrer for vildt! Det eneste man kan klage over, er de lidt urimelige loadetider, men når du i et stykke tid har siddet og tæsket løs på diverse kunstnere og venner i kunstnernes form, så vil du sidde og takke AKI for deres underlige svipser med teknikken her.

Jeg vil dog på intet tidspunkt fraråde nogen som helst at skulle købe det her spil pga. loadetiderne. Dog skal folk under 18 år nok lige kigge hen til forældrene, hvis de føler sig lokket af spillets kvaliteter, da volden og sproget godt kan få forældre til at kigge på spillet i en lidt bekymrende facon - men hvad, det er harmløst morskab!