DiRT 4

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 22. juni 2017 - kl. 19:29
Del denne artikel:
1 3

Codemasters er tilbage i storform med DiRT 4. Spillet kombinerer det hardcore DiRT Rally med let tilgængelighed og tonsvis af indhold. Læs vores anmeldelse af DiRT 4 her.

DiRT 4 er det første spil i serien siden det hardcore DiRT Rally og det er tydeligt, at populariteten omkring DiRT Rally har haft indflydelse på udviklingen af DiRT 4. Det første bevis får man, når man starter spillet op for første gang, hvor man bliver stillet over for valget mellem to styringer; Gamer eller Simulation.



Det er mere end et simpelt valg om sværhedsgrad, da det er to helt forskellige styringsmodeller. Simulation har rigtigt meget tilfælles med DiRT Rally, hvor der skal kæmpes for at holde hjulene på vejen, mens Gamer nedtoner DiRT Rallys ubarmhjertige styring og fysik og gør det hele mere tilgængeligt - men det går aldrig hen og bliver en omgang poppet DiRT 2 og DiRT 3.

Seriøsiteten ses igen kort efter opstart af spillet, hvor man placeres i DiRT Academy, som foregår på et åbent træningsanlæg hvor man lærer alt om køre- og bremseteknikker, vægtoverførsler, brug af håndbremse, Scandinavian Flick, hvordan man kører på et punkteret hjul og hvordan henholdsvis forhjulstrukne-, baghjulstrukne- og firhjulstrukne biler opfører sig på forskelligt underlag. Jo, DiRT 4 mener det seriøst.



DiRT 4 er fyldt med indhold, så meget, at det kan være svært lige at overskue i starten. Jeg kastede mig som det første over karrieredelen og det er også her, at man vil bruge det meste af tiden i selskab med DiRT 4. Og der er rigtigt mange timers spil gemt her - jeg vil vurdere op mod 50 timer. I ens karriere deltager man i en række løb rundt omkring i verden og der går ikke længe, før man har mulighed for at købe ens første bil og starte ens eget rallyteam.

Det at købe en bil, er kun begyndelsen. Man kan ikke styre et rallyteam helt alene, så man skal hyre forskellige medarbejdere, lige fra ingeniører til PR-agenter. Der ud over skal der forhandles kontrakter med sponsorer og man skal være på udkig efter nye og dygtigere medarbejdere. Man skal også hele tiden sørge for, at teamet bag ens hold har det godt og at de har de bedste faciliteter, helt ned til hvordan deres afslapningslounge ser ud (som betyder mere tilfredse, og dermed mere effektive, medarbejdere), hvor lækker ens VIP-lounge er (som tiltrækker ny medarbejdere) og hvordan cateringaftalen er strikket sammen (igen mere tilfredse medarbejdere).

Nu kan det måske begynde at lyde lidt som et managerspil, men bare rolig, det tager ikke lang tid at styre sit team og det er med til gøre karrieredelen endnu mere realistisk. Jo bedre folk man har ansat og jo bedre faciliteter de har, jo bedre resultater og jo flere penge tjener teamet og det er i sidste ende til gavn for alle.



Men nu er det jo i bilen det virkelige slag skal stå og det gøres på tværs af fire forskellige løbstyper. Den første er Rally, som er rally som vi kender og elsker det, nemlig kører og co-driver mod uret og elementerne. Historic Rally er en anden løbstype, som er identisk med Rally, blot med klassiske rallybiler, som kan være nogle rigtige bæster.

Så er der Land Rush og Rallycross, som begge foregår på små lukkede baner med andre kører på banen på samme tid. I Land Rush kører man på bakkede og snoede grus- og jordbaner i store trucks, i buggier eller i små terrængående go-karts. Desværre bliver Land Rush ret hurtigt kedeligt og det er ikke nær så spændende som Rallycross, som foregår på små lukkede stadionbaner med skiftende underlag og i hårdpumpede rallybiler. I Rallycross er der masser af action, men også et lille strategisk element, da alle kørere skal tage en joker-rute én gang i hvert løb. Joker-ruten er en rute, som enten er lidt længere eller lidt mere kringlet end den normale - og strategien er nu at finde ud af, hvornår det bedst kan betale sig at tage denne joker-rute. Rallycross er virkelig sjovt - og det er god afveksling fra de mere seriøse og mere koncentrationskrævende Rally events.

Foruden karrieredelen og en online multiplayer, hvor man kan spille mod spillere i alle fire løbstyper, kan man bruge en del tid i både DiRT Academy og i Joyride, hvor man i sidstnævnte kan prøve kræfter med masser af Time Attack udfordringer (gennemfør banen på kortest mulig tid - de grønne objekter på banen stopper tiden i 1 sekund, mens de røde lægger 1 sekund til ens tid) og Smash Attack udfordringer (ødelæg så mange skumskilte placeret på banen som muligt inden tiden løber ud). Disse alene kan tage timevis hvis man vil opnå guld i dem alle.



Online multiplayer fungerede fint og her er det specielt Land Rush og Rallycross disciplinerne som er underholdende, da man spiller direkte imod andre spillere og ikke imod deres tider. Det skal i øvrigt nævnes, at der er online ranglister i spillet, som går på tværs af platforme, så man kan altså sammenligne ens tider med spillere på både PC og Xbox One.

Codemasters ejer ikke den officielle WRC rally licens og det betyder, at DiRT 4 hverken byder på de officielle rallyteams eller rallystrækninger. I stedet bliver alle banerne genereret fra gang til gang via en snedig algoritme og det betyder, at banerne hele tiden er forskellige. Det er ret genialt og selv om man visse steder vil kunne genkende sving eller sektioner af en bane, giver det i teorien adgang til et uendeligt antal baner. I spillets Freeplay mulighed kan man selv lege med denne algoritme, da man blot ved at vælge hvor man vil køre, hvordan vejret skal være, tidspunktet på dagen, samt hvor lang og udfordrende en bane skal være, kan genere et utal af baner, og sine egne championships, på ganske få minutter.

Som altid i racerspil, er styringen vigtig. Uanset hvilken styringsmetode man vælger i starten af spillet, kan man justere på et utal af hjælpefunktioner, så man kan skræddersyg en styring og sværhedsgrad, som passer til ens niveau. Jeg synes at DiRT 4 rammer et sweet spot med styringen, som på samme tid er udfordrende, præcis og responsiv. Der er desuden stor forskel på, hvordan de mere end 50 forskellige biler styrer, men styringen af dem jeg nåede at opleve, føles realistisk og troværdig - måske lige bortset fra de små Cross-Karts som er forfærdelige at styre.



DiRT 4 kører på Codemasters EGO spilmotor og den begynder at vise lidt alderstegn. DiRT 4 er bestemt ikke noget grimt spil; specielt bilerne ser fremragende ud og det samme gør støv-, lys- og vejreffekter - mens omgivelserne virker en lille smule flade og der er ikke samme detaljegrad i dem, som i resten af spillet. Jeg havde nok forventet lidt mere af grafikken, da Codemasters altid har været leveringsdygtige i flotte og velkørende racerspil.

Grafikken er optimeret til PlayStation 4 Pro, som byder på et blødere billede via anti-aliasing, højere opløsning på skygger og bedre lyssætning og omgivelserne skulle også være forbedret. På en PlayStation 4 Pro kører spillet i fuld HD (opskaleret til 4K hvis man har et 4K TV) ved stort set stabile 60 frames, mens en standard PlayStation 4 med mellemrum kan have lidt fald i grafikhastigheden. Med hensyn til PS4 Pro optimeringerne, er det stort set kun den bedre anti-aliasing, og så selvfølgelig den lidt mere flydende grafik, man bemærker når man spiller, så der er i virkeligheden ikke de helt store forskelle på om man spiller DiRT 4 på en PlayStation 4 Pro eller en standard PlayStation 4.

Lydsiden er på samme høje niveau som resten af spillet. Det er vigtigt at man tydeligt kan høre ens co-driver og det kan man og på samme tid er motorlydene gode og realistiske.



DiRT 4 er ikke en fortsættelse af DiRT 3, men nærmere end videreudvikling af DiRT Rally, som på flere områder kunne virke som en prøveballon - en meget velfungerende prøveballon dog. Karrieredelen er fremragende og der er rigtigt mange timers spil gemt her og selv om der bydes på løbstyper som Land Rush og Rallycross, er det traditionel rally der er størst fokus på - og heldigvis for det da. Man skal dog ikke undervurdere, at både Rallycross og Joyride events er gode afbræk fra den krævende karrieredel.

DiRT 4 er det bedste rallyspil til PlayStation i mange år. Det henvender sig til både hardcore rallyfans og til nybegyndere, som gerne vil prøve kræfter med et rallyspil og det virker som om, at serien er vendt tilbage til de dyder, som gjorde Colin McRae Rally så populært for efterhånden mange år siden.
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.