Doom Eternal

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 22. marts 2020 - kl. 17:45
Del denne artikel:
3 2

Doom er tilbage og der er virkelig knald på! Vi har nærmest tabt luften efter at være blevet revet godt og grundigt rundt af Doom Eternal - læs anmeldelsen her.

F**k der er smæk på! Det var min første tanke, da jeg gik i gang med Doom Eternal, som er en genoplivning af den legendariske spilserie helt tilbage fra midten af 1990’erne.



Ved første øjekast ser det ikke ud som om, at der er sket voldsomt meget siden forgængeren, men man skal ikke langt ind i spillet før det går op for en, at det her faktisk er et helt anderledes spil, der på de fleste punkter faktisk er et bedre spil.

Doom er oppe i et helt andet gear end de fleste andre first-person-shootere - ja, man skal ikke engang spekulere på at reloade - der skal bare smadres igennem hele vejen. Historien er papirstynd, men fungerer som en perfekt undskyldning for netop at smadre igennem. Verden som vi kender den, er under invasion mørke kræfter fra helvede og bag invasionen står tre helvedes-præster og det er nu ens opgave at få nedkæmpet disse præster og deres enorme horder af helvedes-yngel. Så simpelt kan det gøres.

En af de umiddelbart største ændringer er, at man nu er langt mere adræt end tidligere. I det forrige Doom kunne man hoppe og løbe og det var det - det er noget helt andet i Doom Eternal. Her kan man dobbelt-hoppe, dashe igennem luften, klatre og man kan bruge forskellige barer og stænger til at svinge sig rundt i. Kombinerer man ens nye adræthed med de mange våben og egenskaber, kan det hele komme til at minde om en brutal dødsdans - hvor man selv er i den rigtige ende af haglgeværet.



Det er også blevet tydeligt at de mindre fjender ikke længere er de rigtige fjender, men blot en vigtig kilde til ammunition og livsenergi. Når man udfører et Glory Kill, som er nogle fremragende og lynhurtige henrettelses-sekvenser, modtager man massevis af livsenergi og ens Blood Punch måler fyldes op. Hvis man tager sin motorsav og saver en fjende midt over, vil man modtage masser af ammunition og hvis man bruger en Flame Belch, ens flammekaster, vil fjenden i en periode droppe store mængder armor.

Blood Punch er et meget kraftig nærkampsangreb mens Glory Kills altså er nogle lynhurtige henrettelses-sekvenser - og de er fremragende. De kan udføres, når man har fået lammet en fjende ved at fylde dem med bly og de er særdeles blodige og altid underholdende. Så er man ved at løbe tør for energi - og det er man tit, så find et let offer, skyd ham i ansigtet og udfør et Glory Kill ved for eksempel at fyre ens enorme Doomblade kniv ind gennem øjet og ud gennem bagsiden af kraniet på ham - eller samme trick, bare gennem munden. Ja, det er meget brutalt og de bliver aldrig kedelige.



Gameplayet er noget at det hurtigste og mest intense jeg har prøvet i lang tid. Alle hjerneceller, og alle knapper på ens DualShock 4, er i brug og det er kaotisk lige fra start, men aldrig uoverskueligt og hvis man holder sig i konstant bevægelse, så har man en chance for at overleve. Man er naturligvis udstyret med massevis af enorme våben og ens mindste våben er nu den særdeles effektive Combat Shotgun.

I alt er der otte våben, som alle kan opgraderes med forskellige mods og disse mods kan også opgraderes til at blive kraftigere og mere effektfulde. Ens Doomsoldat kan også opgraderes og generelt er der opgraderingsmuligheder over det hele og sammen med et virkelig velfungerende gameplay, så har vi her at gøre med et af de mest velspillende spil i år.

Hvis man en sjælden gang har et roligt øjeblik, kan man gå på opdagelse i omgivelserne, hvor der gemt masser af ting man skal finde. Man kan finde musik fra tidligere id Software spil, forskellige bonus-kampe og bonus-arenaer, legetøj, samt gammeldags disketter der giver adgang til snydekoder og andre overraskelser som Doom fans vil elske og som jeg ikke vil afsløre her.



Ud over kampagnen, indeholder Doom Eternal en 2v1 multiplayer del, hvor man enten kan spille som Doomgutten eller side om side med en anden spiller som monstre. Doomgutten har adgang til alle de våben og alt det udstyr, som man har låst op i kampagnen, mens monstrene har hver deres unikke evner, som for eksempel at spawne ekstra monstre eller stjæle alle Doomguttens våben. Denne del er selvsagt mindst lige så hektisk og vild som kampagnen og den fungerer som et godt alternativ til den lidt lineære oplevelse som kampagnen er. Det er dog i kampagnen, at man vil bruge mest tid og den varer mellem 20-25 timer, så Doom Eternal er et noget større spil end forgængeren.

Grafikken i Doom er glimrende og selv om det understøtter HDR, er det ikke voldsomt tydeligt. Det betyder dog ikke at grafikken ikke er flot, for det er den bestemt og at det hele kører i fulde 60 billeder i sekundet på en standard PlayStation 4 er lidt af en bedrift. Spillet udspiller sig i nogle meget interessante omgivelser og man må sige at designerne hos id Software efterhånden er eksperter ud i at levere smadrede og vilde spilverdener.



Lydsiden er fremragende, brutal og tung, med dybe og tunge lydeffekter og et tungt heavy metal soundtrack, præcis som det skal være i Doom. Det her spil burde man spille på max volume på ens surround anlæg, hvis det ikke lige var fordi at man hurtigt ville få ordensmagten til at stå i stuen, da det ville lyde som Jordens undergang.

Doom Eternal er et af de vildeste spil i FPS-genren. Der er fuld knald fra start til slut og det er et spil, som kræver ens fulde opmærksomhed og man bliver med mellemrum revet godt rundt - selv på den letteste sværhedsgrad. Det er en smule anderledes end hvad vi ellers kender fra Doom universet, men jeg elsker den nye retning, med masser af opgraderinger, vilde våben og ens nye adræthed er en game changer.
+ Vanvittig hurtig og brutal action, masser af opgraderinger, glimrende futuristisk og smadret spilverden, tung og brutal lydside, Glory Kills
Tynd og ligegyldig historie, platformsektioner kan være frustrerende
Gameplay:8.5
Grafik:8.5
Online:8.0
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.