Årsagen er ganske simpel: Dragon Age: Inquisition er simpelthen hamrende godt, så kort kan det siges. Det er der mange grunde til men én af dem er, at man aldrig nogensinde keder sig. Efter næsten 50 timers spilletid har jeg end ikke fornemmelsen af at have berørt halvdelen af alle de fantastiske områder i Thedas, men dette til trods har jeg sat utallige aftryk både som led i hovedhistorien men også som følge af mine valg både i sidehistorien, men også i min omgang med naturen, de mange væsener i Thedas univers og naturligvis også i min tilgang med mine medmennesker. Der er tonsvis af missioner på min infoskærm, og jeg skal bruge mindst det dobbelte af mine allerede tilbagelagte to døgn i spillet for at komme igennem dem alle.
Thedas er ramt af en massiv krise. Foruden en nær-religiøs kamp mellem tempelriddere og troldmænd er himlen flænset af et enormt grønt skær, som efterlader sig de såkaldte Rifts, portaler mellem en verden af dæmoner og Thedas, som invaderes af monstre og uhyrer. Vores hovedperson falder tilsyneladende ud af netop en rift, og med sig bringer han evnen til at lukke dæmonportalerne via det såkaldte anker, et mærke på hovedpersonens hånd. Sådan starter historien med bulder og brag, og der går ikke lang tid, før man skal tage de første store valg. Det er ikke nemt at styre politik og diplomati i Thedas, og som et led af den såkaldte Inkvisition skal man være forberedt på at nye venskaber ofte betyder nye fjender, og er man typen der eksempelvis spillede Mass Effect serien igennem som den ultimative good-guy, så vil man hurtigt få samvittighedskvaler.
I ægte rollespilsstil er der lagt stor vægt på at udforme din hovedperson, og modsat Mass Effect er der intet standardudseende. Til gengæld kan du styre alt fra stemme, øjenfarve, rynker, ar og meget meget mere. Man vælger ud fra flere forskellige klasser, herunder krigere, troldmænd, bueskytter eller de monstrøse qunarivæsener, og herefter kan man undervejs i spillet beslutte, hvilken type kriger man vil have - eksempelvis om denne skal fokusere på at opbygge guard (ekstra skjold) eller give øget skade, eksempelvis med to-hånds våben. Endvidere skal man opgradere grej, enten ved at opsamle elementer til at bygge nye rustninger eller våben med, eller ved at gennemsøge nedlagte fjender. Det hele styres fra det såkaldte War Room, hvorfra man kan tage på missioner der giver guld, popularitet eller nye områder at undersøge, og ens rådgivere vil herudover aktivt deltage i vurderingen af missionerne.
Man kæmper i firemandsgrupper og det er essentielt, at man sammensætter disse på den rigtige måde. Foretrækker man up-close-and-personal kampe, så vil krigerne være det bedste valg, mens de svagere troldmænd og bueskytter med fordel kan placeres på distancen, hvor de med dødelig kraft kan pille rustninger og skjold af fjender og gøre dem sårbare inden nærkampskrigerne slår til. Kampene kan spilles i realtid eller via et taktisk overblik, som lader dig styre kampene skridt for skridt. I starten virker dette system overflødigt, men efterhånden som man risikerer at løbe ind i fjender, der er markant over ens eget niveau, er det uundværligt, specielt hvis man spiller på højere sværhedsgrader.
Som nævnt i starten af denne anmeldelse er Dragon Age: Inquisitions store force det enorme antal af missioner, og jeg vil anbefale alle, at de ikke bruger alt for meget tid i de såkaldte Hinterlands, som er spillet første områder. I dette område, som ellers er ganske smukt, er missionerne relativt kedelige, men så snart man besøger eksempelvis Stormkysten, Den Forbudte Oase eller The Hissing Wastes, så skifter miljø og missioner markant karakter, nogle gange til mere puzzle-tunge og også mere interessante ting. Der er altid noget at tage sig til, fjender der skal nedlægges, genstande der skal findes eller grotter der skal udforskes. Jeg har ikke tabt interessen endnu til trods for, at jeg har brugt oceaner af tid i Thedas vidunderlige verden.
Miljøerne er gudesmukke, og selvom grafikken naturligvis ikke kan måle sig med spil med noget mindre indhold, hvilket eksempelvis kan ses på karaktermodellerne, som ikke just oser af next gen, så bliver man virkeligt betaget af de fantastiske miljøer, arkitekturen, designet på fjender og Thedas plante- og dyreliv. Lydsiden følger desværre ikke med, og selvom der er godt pondus på de store slag med gigantiske fjender og drager, så er specielt stemmeskuespillet til gengæld tå-krummende og forceret til tider, og det kan på ingen måde måle sig med eksempelvis The Elder Scrolls serien.
Med så stor en verden og så mange figurer, vil der være grafiske udfald og det hænder da også, at man sidder fast i miljøerne eller genstande heri, eksempelvis træer, og så opleves der også pop-ins, hvor genstande pludseligt indlæses nærmest foran spilleren. Til gengæld kører spillet flydende, og man oplever ikke fald i framerate eller andre underlige ting i historien.
Bioware har tilføjet en multiplayerdel til spillet og denne kan bedst beskrives som en klassisk dungeon crawler, hvor du og op til tre andre slår sig sammen om at nedlægge fjender med forskellig styrke, for derefter at kunne samle nye genstande og våben op, som du så kan forstærke dig med i spillet. Onlinedelen virker lidt ligegyldig og triviel, og det er altså singleplayerdelen, der er hovedattraktionen.
Men hvilken attraktion. Jeg har ikke følt mig så godt underholdt i et rollespil, som siden jeg spillede Oblivion eller det første Mass Effect spil. Inquisition kræver en stor tålmodighed fra spillerens side, specielt i starten, hvor man skal have et overblik over de forskellige muligheder for at bygge våben og rustninger, men når man har fået denne, så er man for alvor klar til at nyde den gigantiske verden og de enorme muligheder. Det her er et spil man kan lade sig underholde af i månedsvis, og det er hver en krone værd.
Facebook
Twitter
