
Jorden er igen blevet overrendt af 20 meter høje insekter og man tager rollen som en civilist, der befinder sig på en EDF base, lige som den bliver angrebet. Man trækkes igennem den mest komiske tutorial jeg kan huske at have set, hvor en tåbe af en soldat guider en igennem styringen og håndteringen af våbnene og mens han råber “Don’t worry, it’s fine”, vælter der horder af gigantiske insekter ned om ørerne på ham. Han ender dog også med at blive ædt af en kæmpe myre.
Earth Defense Force 5 er et 3. persons actionspil, hvor man, enten alene eller sammen med op til tre venner, bliver kastet ud i spillets mere end 100 missioner, hvor der skal mejes titusindvis af insekter, aliens og andet godt ned, for at redde menneskeheden. Historie er der ikke meget af og den smule der er, er komisk og virker som om at den er skrevet af en 5. klasses elev, der har mistet den sidste fantasi på grund af for meget Fortnite.

Undervejs får man adgang til op mod 1.000 forskellige våben og masser af opgraderinger, så man kan få kraftigere og bedre våben. Som en fin lille detalje, så optjener man ikke kun våben og udstyr til den soldater-klasse man spiller, men også til de tre andre og det betyder, at alle klasserne altid er godt udstyret og det giver en lyst til at udforske de forskellige klasser hele vejen igennem spillet.
Earth Defense Force 5 er ikke nærig med indholdet. I spillets kampagne ligger der mere end 100 missioner og venter og derudover, er der også split-screen multiplayer (for op til to spillere) og online multiplayer (for op til fire spillere), hvor man side om side med ens venner, skal arbejde sammen i kampen mod de store insekter og aliens.

Grafikken i Earth Defense Force 5 ligner noget som er taget fra et tidligt PlayStation 3 spil. Der er stort set ingen lyssætning, omgivelserne er flade og kedelige og det ligner at ens karakter svæver hen over jorden i stedet for at gå. Insekterne er forholdsvis detaljeret, men designerne har en evne til at sætte de mest mærkelige farver sammen, så det hele ser sært og grimt ud. Lydsiden er ikke meget bedre. Stemmeskuespillerne er elendige og kvaliteten af hele lydsiden lyder som om at den er optaget på et børneværelse med en mobiltelefon.
Et eller andet sted kan jeg godt se, hvorfor Earth Defense Force spillene er blevet så populære: Det absurde og simple gameplay hvor tusindvis af insekter på størrelse med 3-4 bybusser, skal nedkæmpes er dejligt befriende og det hele krydres med en kikset historie, som taget fra en B-film fra 1950’erne og stemmeskuespil som er så karikeret og kikset, at man har svært ved at rette tæerne ud igen. Nogen vil mene, at det er så kikset, at det er godt - jeg er dog ikke fan.

Jeg har virkelig svært ved at se igennem fingre med den elendige grafik, den nærmest umulige styringen af visse køretøjer, de klodsede menuer, de forfærdelige stemmeskuespillere og den helt generelle og åbenlyse mangel på kvalitetskontrol. Jeg ved godt, at gameplay er det vigtigste i et spil, men der er også andre ting som skal fungere, for at man får en god spiloplevelse.
Ovennævnte ting er muligvis nogle af de ting, som er med til at definere Earth Defense Force serien og fans vil sikkert mene, at jeg ikke forstår serien. Det skal jeg ikke udelukke er korrekt, men så må jeg bare erkende, at Earth Defense Force serien ikke er for mig - og jeg gætter på, at der er mange andre, der vil have det på samme måde.