Far Cry 6

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 6. oktober 2021 - kl. 13:01
Del denne artikel:
1 5

Far Cry er tilbage i velkendt stil og denne gang er det en diktator med en hemmelig agenda, som skal nedkæmpes. Læs anmeldelsen af Far Cry 6 til PlayStation 5 her.

Far Cry er tilbage og denne gang udspiller kaosset sig på den smukke fiktive karibiske ø-gruppe Yara - et tropisk paradis, hvor tiden er gået i stå. Efter revolutionen i 1967, der førte til en massiv international blokade, har Yara nærmest været isoleret fra omverden. Yara er kontrolleret af El Presidente Antón Castillo, en fascistisk og ekstremt nationalistisk diktator, der mener at Yara let kan klare sig uden omverden, da han mener at have fundet et stof, der kan kurere kræft.



Produktet der skal nedkæmpe den frygtelige sygdom hedder Viviro og kommer fra tobaksplanter, som bliver bio-modificeret med en kraftig gift, der bliver sprøjtet ud over de enorme marker enten med giftkanoner eller med fly. Når tobaksplanterne er sprøjtet, skal de høstes og det bliver gjort af en gruppe som Castillo kalder “Fake Yarans”, og deres ve og vel er ikke hans højeste prioritet. Han bekymrer sig slet ikke om at de arbejder under slavelignende forhold og dør som fluer i kølvandet på den giftige høst.

I skyggerne af dette jerngreb og undertrykkelsen af befolkningen på Yara, spirer der en modstandsbevægelse. Man tager rollen som Dani Rojas, en tidligere soldat i Yaras militær, der ad tragiske omveje ender hos modstandsbevægelsen Libertad og han/hun (man kan spille både som mand og kvinde) slutter sig til dem i deres indædte kamp mod Castillo.



Yara ø-gruppen kontrolleres af Castillos håndlangere Admiral Benitez, Sean McKay, Maria Marquessa og general José Castillo; Anton Castillos nevø. Disse skal nedkæmpes ved at slå sig sammen med en række modstands-fraktioner rundt omkring på Yara. Man skal naturligvis vinde deres tillid og få dem over på Libertads side, ved blandt andet at hjælpe dem med deres lokale konflikter.

Det lyder lidt som noget vi har hørt før når det kommer til Far Cry og Far Cry 6 ligner da også de tidligere spil i serien en hel del. Efter ca. to lineære timer i starten af spillet, lukkes der op for en enorm verden, som man kan udforske stort set som man har lyst - og det er her værd at nævne, at den fulde kampagne i øvrigt kan spilles i co-op sammen med en ven over nettet.



Foruden spillets mange hovedmissioner, er der som altid massevis af sidemissioner og aktiviteter man kan kaste sig ud i. Spilverdenen er spækket med ting at give sig til og det kan være svært at holde snuden i sporet, da man konstant støder på forskellige aktiviteter man kan kaste sig over - alt fra at fiske og smadre propaganda billboards til at rydde fjendtlige vagtposter og antiluftskyts-stillinger, så man kan flyve i fred uden fare for at blive skudt ned.

Undervejs i spillet får man adgang til mange forskellige nye våben ved at gennemføre missioner, opgaver og meget andet rundt omkring i spilverdenen. På arbejdsborde der står placeret i lejre og andre steder, kan man opgradere dem med forskellige typer af ammunition, lave og påmontere for eksempel intermistiske lyddæmpere og meget andet, der kan bygges ud af skrammel man samler ind undervejs. En del af våbnene bygger man faktisk også af gammelt skrammel.



På ryggen har man en Supremo, som er et specielt kraftigt og hjemmestrikket våben, der kun kan bruges når det er blevet ladet op - hvilket det langsomt gør af sig selv, eller hurtigt når man dræber fjender og smadrer Castillos installationer rundt omkring. En Supremo kan for eksempel være en Exterminador, der sender en række målsøgende raketter afsted og som kan lave utroligt meget ballade når man allermest har brug for det. Der er også en Supremo der sender en kraftig EMP bølge afsted så fjender blevet væltet omkuld og overvågningskameraer bliver deaktiveret mens en anden sender giftig gas ud blandt fjenderne, der får dem til at begynde at beskyde hinanden.

Til slut har man en Amigo med sig, som er et dyr man kan tilkalde og sende ud for at angribe fjenden - de har naturligvis også forskellige egenskaber og varierer lige fra en trænet krokodille og en hund med kun to ben, til en hvid tiger eller en kamphane. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke brugte disse amigos ret meget, men kan da godt se at de kan være nyttige ind imellem.



Far Cry serien skal ikke have skyld for at være realistisk og kedelig, og det samme kan siges om Far Cry 6. Gameplayet minder som sagt en del om de forrige spil i serien, og det er måske ikke specielt nyskabende, men der er selvfølgelig lidt forbedringer her og der. Der er for eksempel en masse nye våben, Supremo’en er også ny, spilverden er større end nogensinde i serien - og igen er der en virkelig skummel bad guy i form af Antón Castillo spillet overbevisende af Giancarlo Esposito (Breaking Bad, The Mandalorian).

At spillet holder sig til den velkendte Far Cry formel betyder også, at det stadig er et rigtigt velfungerende spil, med utroligt meget indhold og rigtig mange timers spil - specielt hvis man kaster sig ud i de mange sidemissioner, hvor nogle af dem er ganske omfattende. Man har stadig friheden til at vælge hvordan man vil gribe missionerne an, da man kan vælge om man vil lave snigeren eller komme stormende med aftrækkeren i bund.



Heldigvis holder Far Cry formlen stadig lidt endnu. Jeg synes dog det er lidt ærgerligt, at man er gået væk fra den rollespils-retning som det så ud til at Far Cry New Dawn var ved at bevæge sig ud af, men det er tydeligt at Far Cry 6 vender tilbage til den klassiske Far Cry formel. Heldigvis er der stadig smæk på drengen, masser af skæve karakterer og utroligt meget at give sig til og igen og igen bliver jeg godt underholdt.

Grafikken i Far Cry 6 er, måske ikke overraskende, ganske flot og Yara er virkelig et smukt sted. Ø-gruppen byder på azurblåt vand, hvide sandstrande, grønne områder med farverige blomstermarker, hyggelige landsbyer og fyrtårne placeret på klippetoppe - men man kan også godt se Castillos indflydelse på landet med alle hans tobaksmarker og Viviro fabrikker. Der har op til udgivelsen været lidt snak på det store internet om, at Far Cry 6 ikke byder på ray-tracing på konsollerne (kun på PC) og det er rigtigt - Ubisoft har i stedet valgt at fokusere på 4K opløsning i 60fps. Man kunne måske godt have valgt at lave flere grafik-indstillinger som man ser i flere og flere PS5-spil, hvor den ene af dem kunne være med ray-tracing, men når det er sagt, så savner jeg det ikke, da spillet stadig er virkelig flot med en overbevisende lyssætning.



Lydsiden er ganske glimrende, med et cubansk inspireret soundtrack og gode og tunge lydeffekter fra de mange våben. Dog er stemmen, og den påtagede accent til den mandlige version af Dani Rojas, lidt anstrengende, så på baggrund af det, vil jeg faktisk anbefale at duvælger en kvindelig hovedperson når du skal igennem Far Cry 6. Man kommer aldrig rigtigt til at holde af den mandlige Dani.

For igennem Far Cry 6, det skal du da. Det er et ægte Far Cry spil på både godt og ondt. Det må være op til den enkelte, om det er godt eller dårligt at spillet minder så meget om forgængerne, men for mit vedkommende er det som at møde en god gammel ven og man ved præcis hvad man får - og man er glad for det man får fra sin gamle ven. Når det er sagt, kunne Far Cry serien måske efterhånden godt trænge til en lille make-over - jeg synes at retningen i Far Cry New Dawn var spændende, men den har man ikke valgt at følge i Far Cry 6.

Far Cry 6 vil ikke vinde nye fans, men det er stadig sjovt, smukt, eksplosivt. kaotisk, fængende og ikke mindst stadig fyldt med underlige og skæve karakterer. Så alt er som det skal være og var du til de forrige spil i serien, vil du elske Far Cry 6.

Far Cry 6 fås til både PlayStation 4 og PlayStation 5.
+ Utroligt meget indhold, flot grafik, fabelagtig spilverden, solid action, de få nye tilføjelser giver god mening
Minder igen lidt for meget om de foregående spil
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:8.5
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.