Fight Night Round 2

Anmeldt af: Rasmus Abildgaard Slot - 24. marts 2005 - kl. 20:40
Del denne artikel:
0 0

Den nye udgave af det populære Fight Night er netop røget ud på hylderne. Vi kigger på spillet...

Boksning har altid været en af de meget populære sportsgrene, og Electronic Arts lader til at tage sporten seriøst. Fight Night Round 2 er ikke mindre end det mest detaljerede boksespil til dato, og med muligheden for at tage rollen som en af de 30 rigtige boksere fra den virkelige verden er der bestemt lagt op til en ordentlig omgang tæsk.

Allerede ved den forrige udgave af Fight Night blev spillere verden over præsenteret for en unik ny styremåde, som skulle være med til at bringe boksegenren tilbage på hitlisterne.

Gameplay
Som i de fleste andre sportsspil handler Fight Night Round 2 naturligvis også om at blive den bedste på ranglisten. Vejen er lang og kræver hård træning og masser af lange hårde kampe, men intet er bedre end følelsen af at være den bedste.

Foruden muligheden for at tage en hurtig kamp, så er størstedelen af udfordringen ved spillet at finde i careermode.
Fight Night Round 2

Her har man mulighed for først at designe sin egen bokser lige fra navn til hudfarve og endda ned til mindste detalje på ansigtsform samt et utal af andre muligheder. Har man mere lyst til at kæmpe som en af de mange kendte boksere, som eksempelvis Muhammad Ali, Bernard Hopkins, Sugar Ray Leonard og Evander Holyfield, så er der også mulighed for, at man kan starte en karriere med dem, og de ligner faktisk utrolig meget de virkelige personer.

Når man er klar til at gå i gang med sin karriere, starter man ligesom alle andre boksere; som amatør. Her skal man udkæmpe kampe på op til 3 runder á 2 minutter. Disse kampe samt træningen op til kampene skal ses som en slags træning, som ruster en til at kunne gå ind i de professionelle rækker – man har dog mulighed for at blive professionel allerede fra starten, men det er en god ide lige at lære de forskellige slag først.

Når man efter et par amatørkampe beslutter, at man er klar til at blive professionel, så åbner der sig en række nye muligheder. For det første er der mulighed for at fokusere træningen på de områder man selv vil. Dette sker ved, at man har 3 forskellige træningsmuligheder: Sandsæk, vægtløftning og kombinationstræning. Hvis man ikke er interesseret i at træne manuelt, så er der mulighed for at vælge automatisk træning. Ved automatisk træning er der dog chance for, at bokseren bliver skadet, og dermed bliver de forskellige færdigheder mindre end før træningen. Jo mere intensivt man træner, jo større chance er der for at blive skadet.

Andre muligheder, der åbner sig op, når man bliver professionel, er blandt andet muligheden for at lave shows inden kampen – dette var også en mulighed i den tidligere udgave af Fight Night, og mulighederne fra de to spil ligner meget hinanden. Shows har ikke kun til opgave at se godt ud, de hjælper dig også med at rejse dig op fra knockdowns eller lader din energi oplade hurtigere – så det kan altså godt betale sig at investere i shows og piger i ringhjørnet.

Fight Night Round 2

Sidst men ikke mindst får man mulighed for at vælge en bedre træner og en cut-man. Det, at man kan have en Cut-man, er en nyhed i Fight Night Round 2 og betyder i praksis, at man imellem runderne har mulighed for at lukke diverse hævelser og flænger i bokserens hoved. Helt sikkert en feature, som er med til at få adrenalinen lidt mere op, fordi cut-man sekvenserne er tidsbegrænsede.

En anden ny feature i Fight Night Round 2 er, at man har mulighed for at lave nogle ekstremt kraftfulde slag, såkaldte Haymakers. Med disse slag man kan faktisk, hvis man rammer rent, knockoute sin modstander med 1 slag. Dette sker naturligvis sjældent, og ofte vil et forsøg på at lave et Haymaker slag enten resultere i, at man tapper lidt energi fra modstanderen, eller at man bliver totalt åben og dermed sårbar over for counter-punches. Så selv om det virker som en god ide at lave Haymakers hele tiden, så er det bestemt ikke noget, der kan tilrådes.

Selve styringen i spillet foregår med de analog sticks og forskellige kombinationer af de andre knapper. Man har mulighed for at lave parader eller læne sig væk fra modstanderen, og netop disse 2 ting spiller en stor rolle i spillet, hvis man da gerne vil nå til tops. For selv om man tror, at man er Mike Tyson, så viser det sig hurtigt at være en dårlig idé slet ikke at bruge parader.

Som nævnt er det at bruge parader en bedre idé i Fight Night Round 2 end i forgængeren. For hvis man skulle være så uheldig, at ens ene øje hæver, og man dermed har svært ved at se, så bliver det sværere at blokere stød, som kommer fra den vinkel. Ligeledes gælder det, at hvis man får mange slag på brystet, så kan man få trykkede ribben, og dermed kan man ikke slå lige så hårdt. Så endeligt et boksespil, hvor det kan betale sig at tænke sig lidt om og passe på sig selv.

Grafik
Fight Night Round 2 har fået en smule bedre grafik end forgængeren men er stadigvæk uden tvivl det flotteste boksespil til konsollerne. Bokserne bevæger sig flydende, og mellemsekvenserne er flot lavede med mange detaljer, som eksempelvis blod, der flyver rundt. Desværre kan blå mærker, flænger, flækkede læber og lignende først ses imellem runderne i forbindelse med Cut-man funktionen.

Dette må vi håbe på bliver forbedret i næste udgave, for det giver altså et ekstra adrenalinkick, hvis man kan se, at modstanderens øje er lukket, og man bliver ved med at slå løs på det.

Lyd
Som i de fleste andre EA spil er der en udmærket lydside på spillet, både lyden af slagene og kommentarerne fra kommentatorerne er godt lavet. Men indgangsmusikken kunne godt trænge til lidt større afveksling, uden at man skulle betale penge for det – sangen ”tik tik tak” kommer hurtigt til at gå en på nerverne.

Fight Night Round 2Holdbarhed
Man bliver hurtigt meget fanget i gameplayet, og timerne flyver hurtigt, når man spiller. Det kan dog til tider være lidt belastende, at det ofte er nødvendigt at knalde sin modstander i gulvet 10 gange, hvorefter han stadigvæk rejser sig og måske endda får knaldet dig ned og vinder kampen. Dette kunne godt have været lavet en smule mere realistisk, man skulle jo mene, at hvis man har været i gulvet 10 gange, så er man i det mindste en smule rystet.

Holdbarheden af spillet må dog siges at være meget lig Fight Night 2004. For uden muligheden for at spille online, så har man ikke lyst til at gennemføre spillet mere end 1 gang, og så ryger det på op på hylden og samler støv.

Overall
Der er ingen tvivl om, at Fight Night Round 2 er det bedste boksespil til dato. Selv om mange af de samme features er at finde i den forrige udgave, så er blandt andet muligheden for at lave Haymakers virkelig fed at have.

Desværre er der ikke mulighed for at spille online. Netop dette var en ekstrem stor skuffelse, for der gik rygter om, at den eneste grund til, at der ikke var en onlinefunktion i den første udgave af Fight Night, var fordi, at der ikke var en aftale på plads med Microsoft omkring Xbox Live – og det er der jo nu.

Men når alt kommer til alt, så er det igen lykkedes verdens største spilfirma EA at lave en kanon fed sportstitel, som boksefans kan bruge en masse tid på.
Gameplay:8.0
Grafik:9.0
Online:
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.