Foosball 2012

Anmeldt af: Hoder Jensen - 7. august 2012 - kl. 11:27
Del denne artikel:
1 0

Bordfodbold til PS3 og Vita, kan det virkelig fungere?

Foosball 2012 er lavet af udvikleren Grip Games, hvilket måske ikke er en udvikler, som siger folk ret meget, men den tjekkiske udvikler har stået for portering af spil som MiniSquadron og The Impossible Game til Playstation platformene, og nu er de klar med deres eget spil; Foosball 2012, som vi har taget et kig på.

Foosball 2012 er et bordfodboldspil, ikke en genre vi har set mange spil i før, så det bliver interessant at se, om Grip Games har formået at levere et ordenligt spil, der både udgives til Playstation 3 og Playstation Vita.




Foosball 2012 udgives som sagt til både Playstation 3 og Playstation Vita, hvilket udvikleren har valgt at udnytte fuldt ud, så spillerne imellem de 2 udgaver kan spille imod hinanden, og som vi har set fra andre spil, så får man spillet til begge platforme bare ved køb på den ene platform. Men sammenspillet stopper ikke der, da Foosball 2012 også indeholder synkronisering af ens savegame, så man kan spille det på den ene platform og forsætte spillet på det andet, så længe man sørger for at være online, så ens savegame kan blive gemt og hentet fra Foosball 2012 serverne.

Forskellen på Playstation 3 og Vita er ikke stor, de ligner hinanden meget godt, dog har Playstation 3 udgaven lidt bedre effekter på bordet og dets omgivelser. Ud over det benytter Vita udgaven sig naturligvis af touchskærmen, og Playstation 3 udgaven har support for move controllers.




Foosball 2012 tilbyder en kampagnedel, hvor der spilles singleplayer, kaldet World Tour, hvor man spiller i forskellige byer over hele verden mod AI. Det skiftes imellem hvad man spiller til; 5 bolde, 10 bolde, 15 bolde, 20 bolde eller 10 mål. Hvis man vinder, scorer man fra 1 til 3 stjerner alt efter, hvor godt man klarer sig, og de stjerner kan bruges til at låse op for trick skud. Hvis man ikke er dygtig nok eller ikke gider samle nok stjerner ind til at låse dem op, kan trick skud låses op via DLC, som koster omkring 4 kr. på Playstation Store.

Der er 20 byer i Would Tour fordelt over 5 sværhedsgrader, og så er der 8 ekstra byer, som alle har en ekstra sværhedsgrad. De 8 ekstra byer kan låses op ved at slå 15 af World Tour modstanderne med perfekt rating (3 stjerner), men igen kan man også købe sig adgang til dette via DLC, hvis man har problemer med at opnå det selv.




Efterhånden som man vinder i de forskellige byer, låser man op for banners og foosmen, som man kan bruge til at gøre sin profil unik. Man låser også op for sværhedsgrader, forskellige borde, regeltyper og forskellige bolde til brug i Quick match og multiplayer.




Selve styringen i spillet er ganske simpel, man styrer ens foosmen med venstre pind, hvor kameravinklen naturligvis er oppe fra som ved ægte bordfodbold, og ved mål får man naturligvis replay af målet, hvilket dog hurtigt kan skippes. Man holder fast i bolden med ens triggers og skyder med højre pind ved at skubbe den i den retningen, man ønsker skuddet. På Playstation Vita kan man også bruge touchskærmen til at tegne den retning, man ønsker ens skud skal tage, og selv om det virker ganske fint, så bliver det meget hurtigt akavet at skulle tegne skuddene samtidigt med, at man prøver at styre med venstre pind og holde fast i Vita’en.

Trick skud udføres med KRYDS, FIRKANT, CIRKEL eller TREKANT, og som sagt skal man låse trick skud op ved brug af stjerner. Trick skud kan dog ikke bruges hele tiden, man skal bygge "power" op til det, hvilket sker af sig selv. Jo bedre trick skud, jo mere power kræves der, så ofte skal man bedømme, om man vil bruge sin ”power” på en masse svagere trick skud eller spare det op til de mere avancerede trick skud, som giver stor chance for mål, hvilket mod de bedre modstandere kan være afgørende for sejr.




Sværhedsgraden i spillet starter meget lavt, hvilket naturligvis er et bevidst valg fra udvikleren, da man har svært ved styringen i starten, og det er svært at ramme målet i starten, da det kræver øvelse både at kontrollere bolden men også få sat sine skud af sted i den rigtige retning. Efter 3-4 kampe begynder man at få en bedre følelse med, hvordan man skal ligge sine skud op, så man har en chance for at ramme målet, og modstanden forsætter da også med at være ret let. Desværre føles spillet faktisk meget hurtigt for let, og jeg skulle helt op til omkring kamp 16, før jeg syntes der var ordentlig modstand, hvor spillet så også bliver dejligt hektisk, som man kender det fra rigtig bordfodbold. Efterfølgende går modstanden desværre alt for voldsomt op, når man rammer bonusbyerne, hvor man får nogle seriøse tæv og ofte ikke engang når at opfatte de mål, der bliver scoret på en. Bonusbyerne er naturligvis med for at give seriøs modstand, så for dem, der virkelig ønsker at dykke dybt ind i spillet, skulle der være rigeligt med modstand der, personligt syntes jeg, at de var en tand for svære.




Ud over en kampagnedel og en quick match del, hvor man på Playstation 3 kan spille op til 4 spillere lokalt, så indeholder Foosball 2012 som sagt også en multiplayer, hvilket jo i dag er forventet af sådanne spil. Men lad os sige med det samme, at multiplayeren desværre skuffer. Man skal ikke forvente at finde mange åbne spil, men man kan som regel finde en modstander inden for 5 minutter, hvis man selv åbner et spil. Desværre er spillet præget af store lag-problemer, og kampene bliver meget tilfældige, da bolden springer frem og tilbage. Naturligvis er det også afhængig af spillernes forbindelser, men selv imellem 2 spillere med gode forbindelser er der tydelige lag-problemer, som udviklerne forhåbentligt får løst i en kommende opdatering, der skulle være på vej.




Foosball 2012 er et spil der hurtigt fanger en, selv om styringen virker lidt drilsk i starten, så er det svært at ligge spillet fra sig, og ofte tager man lige et spil mere enten for at forbedre sin score eller fordi den næste spændende oplåsning af trick skud er lige rundt om hjørnet. Singleplayerdelen fungerer glimrende, der kommer nogle sjældne hak, men de er så sjældne og små, at de ikke rigtigt trækker ned. Musikken og lyden i spillet er ikke noget specielt, men den er samtidig heller ikke irriterende, så den passer ganske godt.

Desværre er Foosball 2012 ikke uden fejl, den skuffende multiplayerdel trækker ned, men forhåbentligt kan udvikleren få det under kontrol, da en fungerende multiplayer tilføjer mange ekstra timer, og de ekstra timer vil jeg mene er ganske nødvendige, da størstedelen af singleplayerdelen kan gennemføres på 3-4 timer. Dog vil de sidste bonusbyer i spillet tage en del timer, men det er ikke alle som har tålmodighed til at spille de samme kampe igennem flere gange, når AI’en deler massive tæsk ud.




Udvikleren skal dog have ros for deres crossplay og cross-savegame support samt prisen for Foosball 2012 på 53 kr., pt. 43 kr. for PSN+ kunder, hvor man får både en Playstation 3 og Playstation Vita kopi, hvilket må siges at være en glimrende pris. Specielt til Vita passer Foosball 2012 rigtig godt ind, da det er et spil, som man hurtigt kan samle op og ligge ned igen, hvilket ofte er det, man ønsker for spil til Vita.

Alt i alt er Foosball 2012 et fint lille spil, der kan fås til 2 platforme for en meget lav pris, men hvis multiplayerdelen er meget vigtig for en, skal man måske afvente lidt og se, om udvikleren får fjernet de lag-problemer, som plager spillet i dens nuværende form.
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:5.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.