Sådan starter det nyeste spil fra Shinji Mikami, manden bag det første Resident Evil og andre spil som Dino Crisis og Devil May Cry. Han står nu i spidsen for sit eget studie, Tango Gameworks, der tidligere har kreeret gyserspillene The Evil Within.
Man tager rollen som Akito, der vågner på gaden i Shibuya distriktet - og han finder hurtigt ud af, at han i virkeligheden også er død, men at han bliver holdt kunstigt i live af ånden KK, der har besat hans krop. KK er en slags detektiv ud i det åndelige og han er på jagt efter en mystisk mand med en Hannya-maske, der stilles i forbindelse med hvad der foregår i Shibuya. På samme tid er Akitos søster på en eller anden måde også indblandet og det hele er en lidt underlig og knudret fortælling. KK og Akito indser begge, at de har brug for hinanden, så de begiver sig rundt i Shibuya for at finde ud af hvad der sker - og for at finde Akitos søster.
Ghostwire: Tokyo er et first-person action-eventyr med horror elementer, men det er ikke noget decideret gyserspil. Det foregår i en åben verden, der gradvist åbner sig mere og mere op og plottet udspiller sig hovedsagligt i Shibuyas gader, men også i parallelle og drømme- og mareridt-agtige verdener. Der er, helt traditionelt, ud over hovedmissionerne også en række forskellige og valgfrie sidemissioner og masser af ting man gå på jagt efter i omgivelserne.
Takket være KK, er Akito udstyret med en række overnaturlige kræfter og det betyder at han med hænderne kan sende vind-, vand- og ildbaserede angreb afsted mod for eksempel hovedløse japanske skolepiger og høje velklædte ansigtsløse mænd med paraplyer. Man lærer hurtigt hvilke angreb, der er mest effektive i hvilke situationer; for eksempel er vandbaserede angreb effektive på kort afstand, mens ildbaserede angreb bør bruges fra lang afstand.
Når fjenden er blevet tiltrækkelig skadet, blottes deres kerne og man kan via nogle håndbevægelser trække den ud af dem, og det er virkelig tilfredsstillende at skaffe sig af med dem på den måde. Jeg er lidt splittet omkring kampene; de element-baserede angreb er lidt anderledes end hvad vi kender fra andre spil og det ser fedt ud når man udfører dem - men kampsystemet er lidt stift og ikke specielt præcist. Man bruger en del tid på at bevæge sig baglæns for at holde afstand til fjenderne, så man kan få dem på kornet og få sendt en række angreb afsted mod dem.
Ghostwire: Tokyo er fyldt med japansk kultur og derfor introduceres man også i de første 2 timer for en masse mere eller mindre underlige egenskaber og mekanikker. Man kan for eksempel klappe hunde og katte, man kan fodre dem og man kan læse deres tanker. Man kan handle i små butikker og boder, som bestyres af svævende katte med underlige dragter og man kan nå op på Shibuyas hustage, ved at skyde en lang lysende lasso fra ens hænder mod flyvende gargoyler, som er overalt over hustagene.
Man skal også befri tilfangetagne ånder, helt præcis 240.300 af dem (det antal mennesker, som bor i Shibuya distriktet) og sende dem tilbage “ud på den anden side” via nogle gode gamle telefonbokse. Der er masser af underlige ting man kan fortage sig og uden at være ekspert i japansk kultur, er jeg overbevist om at mange af de her ting er referencer til gamle japanske fortællinger.
Ghostwire: Tokyo er ikke det flotteste spil på PlayStation 5, men det er et af de mest stemningsfulde. Shibuya er normalt fyldt med mennesker - på alle tider af døgnet. Nu er der helt tomt, der ligger tøj på gaden, der er lys i husene og suppen damper stadig i de små gadekøkkener - det er der noget meget spooky og skræmmende over. Man kan tydeligt se at der er noget galt i byen, da skraldespande, knallerter, indkøbsvogne og andre ting hænger og svæver lidt hen over jorden og der sker mystiske virkelighedsforvrængende ting omkring en. Her ser man Tango Gameworks horror-rødder, så selv om det måske ikke er det kønneste spil på PlayStation 5, fungerer grafikken præcis som den skal.
Helt tosset, byder Ghostwire: Tokyo på ikke mindre end seks grafik-indstillinger. Der er Quality Mode (4K, 30fps, ray tracing) og Performance Mode (nedsat opløsning, 60fps og ingen ray tracing). Der ud over er der nogle High Frame-Rate varianter uden låst framerate til henholdvis 30fps og 60fps, samt to modes med ulåst framerate med VSync. Jeg kan ikke helt se forskel på de forskellige modes og det er ved at blive lidt for teknisk med alle de indstillinger - det virker ganske enkelt lidt ufokuseret af Tango Gameworks. Jeg startede i Quality Mode men skiftede undervejs til Performance Mode og visuelt er der ingen forskel når musikken spiller.
Lysiden er fin med gode lydeffekter, specielt når man nærmer sig fjenderne og de er tæt på at få øje på en, så kommer der en ildevarslende rumlen i baggrunden, som ikke er til at tage fejl af. Dual Sense kontrolleren bruges rigtigt godt og den er nærmest hele tiden i gang. Man kan mærke alt fra regndråberne der rammer en, til kraften i hænderne når man lader sine angreb op og mange andre ting. De adaptive triggere bruges også og spiller man uden headset, kommer der få velvalgte lydeffekter ud gennem ens controller. DualSense bruges rigtigt godt her; ikke for meget og ikke for lidt.
Ghostwire: Tokyo er nok det sidste PlayStation spil fra Tango’s hånd, da de nu er ejet af Microsoft. Det er et spil for dig, som gerne vil prøve kræfter med et lidt anderledes, og temmelig japansk, action-eventyr og du kan med fordel hente den gratis Ghostwire: Tokyo - Prelude på PlayStation Store, som er en forløber til Ghostwire: Tokyo. Det er en interaktive tegneserie, som udspiller sig seks måneder før handlingen i Ghostwire: Tokyo og hvor man første gang støder på KK.
Ghostwire: Tokyo er et fint action-eventyr. Det er anderledes end de fleste andre spil i genren og derfor var jeg også godt underholdt det meste af tiden med spillet, da jeg aldrig helt vidste, hvad jeg kunne forvente rundt om det næste hjørne. Det er dog ikke uden problemer, da kampsystemet er lidt skuffende og jeg får ikke den next-gen følelse som andre PS5 eksklusive spil giver. Stemningen trækker dog op - så det er et bolche, der på det ene tidspunkt er sødt og lækkert, men også lidt bittert ind imellem.
Facebook
Twitter
