God of War: Ascension

Anmeldt af: Jakob Kofod - 17. marts 2013 - kl. 20:07
Del denne artikel:
7 0

God of War: Ascension tager os tilbage til hvor det hele begyndte, og medbringer samtidig en stor tilføjelse i form af en ny multiplayerdel.

God of War: Ascension er en såkaldt prequel, hvilket betyder, at spillet fortæller historien om, hvad der skete med Kratos forud for begivenhederne i det første God of War spil fra 2005.

Spillets historiske fortælling starter umiddelbart efter, at Kratos har brudt den blod-ed, han havde afgivet overfor krigsguden Ares. Her finder vi Kratos, som bliver holdt fanget af de tre furier, som er i fuldt sving med at torturere ham og sørge for, at resten af hans liv bliver miserabelt. Mens furien Megaera håner ham, kommer hun ved et tilfælde til at bryde en af lænkerne, der holder ham fast, og så er historien ellers skudt i gang.






Efter den første store bosskamp, begynder historien stille og roligt at forklare sig selv, hvilket sker ved, at man får et flashback, der bringer en tilbage til 3 uger før spillets historiske start. Dette gør, at man efter en lidt brat start bliver taget i hånden og får tingene forklaret, således at det giver mening, at man starter spillet in media res.

Historien formår desværre ikke at blive så dyb og fængende, som man kunne ønske sig. Holdet bag spillet fik i forbindelse med udgivelsen af God of War: Ascension muligheden for at skabe en dybere historie til spilserien, men den mulighed virker desværre spildt.

Gameplayet kører efter samme opskrift, som stort set samtlige tidligere God of War udgivelser, men når noget virker, er der jo egentlig heller ikke nogen grund til at ændre noget. Der er tale om et typisk huk og stik spil, hvor størstedelen af tiden bliver brugt på at hakke fjenderne i småstykker på de mest bestialske måder set i videospilshistorien.




Kratos har et ganske beskedent arsenal af våben i God of War: Ascension, som består af hans efterhånden legendariske Blades of Chaos. Undervejs i spillet tilegner man sig evner fra guderne i form af ild fra Ares, lyn fra Zeus, frost fra Poseidon og ikke mindst hvad der må betegnes som undergrundsvanvid fra Hades. Disse evner kan vanen tro opgraderes ved brug af røde orbs., hvilket låser op for nye angrebskombinationer, så man kan strikke endnu voldsommere angrebskombinationer sammen.

Udover Blades of Chaos har Kratos dog også mulighed for at samle genstande op, som f.eks. en stor hammer, spyd, sværd og skjold, som kan anvendes i kamp. Disse sekundære våben er med til at give et mere varieret gameplay, da man ved at gøre brug af disse sekundære våben kan mikse sin kampstil lidt op, hvilket er krævet, hvis man har nogle intentioner om at klare spillet på sværeste sværhedsgrad – Titan.

Til trods for, at God of War: Ascension er et typisk huk og stik spil, så byder det immervæk på et ganske dybt kampsystem, hvor det bestemt ikke er nogen nem sag at klare det på den almindelige sværhedsgrad, hvis man ikke er indstillet på at skulle mestre andet end at tabbe løs på angrebsknapperne. Der er mange fjendetyper, som kræver en relativ defensiv tilgang, hvis man vil have noget håb om at klare dem uden at miste halvdelen af sine grønne orbs, som repræsenterer ens liv.

Men det er ikke kampe det hele! Traditionen tro byder spillet på en række puslespilselementer, som til tider kan give én grå hår i hovedet, da der er tale om deciderede hjernevridere. Men det er det, der gør spillet til det det er, for efter at have hevet fjendernes rygrad ud med de bare næver og parteret store monstre, så virker det som et godt afbræk lige at skulle trække vejret dybt og analyse det puslespil, man står overfor. Til at klare disse puslespil bliver man udstyret med forskellige evner, hvor især evnen til at ødelægge og reparere ting samt evnen til at skabe en klon af sig selv, bidrager til nogle af de mest kreative puslespil, som serien har budt på.




Spillet byder for første gang i seriens historie på noget så populært som en onlinedel. Denne starter ud med en sekvens fra spillets hovedhistorie, som straks sætter tankerne i gang; ”Mon der ligger en ekstra historie gemt her, en alternativ vinkel?” Men nej, det er blot for at få én i gang med online træningsmodulet, hvor man hurtigt bliver sat ind i, hvordan spillet fungerer og efterfølgende får til opgave at vælge hvilken af de fire guder, man vil forme alliance med. Valget af gud påvirker hvilke evner og magiske kræfter, man kan gøre brug af under kampene.

Onlinedelen byder på en håndfuld forskellige spiltyper, som overodnet set er ganske gode. Der er både blevet plads til den helt ordinære ”dræb de andre” spiltype samt de mere sofistikerede holdbaserede spiltyper, hvor det handler om at indsamle relikvier, udføre ritualer og selvfølgelig slå modstanderne ihjel.

Der er også blevet plads til en solid co-op del, hvor man skal kæmpe mod bølger af fjender, som vi har set det i tidligere God of War spil. Hvis man som undertegnede sætter pris på denne spilform, er det fantastisk at få muligheden for at spille det sammen med en ven over nettet.

Overordnet set er multiplayerdelen godkendt uden at imponere. Man optjener ganske vist såkaldte favours, så man løbende stiger i level, hvilket giver en mulighed for at udstyre ens online personage med bedre udstyr. Men om det er nok til at holde andre end de hardcore God of War fans til ilden i længere tid? Det må tiden vise!




Visuelt er God of War: Ascension uden tvivl af en sådan kaliber, at man næsten ikke kan forlange mere af sin konsol. Kratos som karakter er utrolig detaljeret, både i mellemsekvenser og under kampene, her har Santa Monica Studios virkelig formået at få videreført og finpudset det grafiske kraftværk, de fik sat i verden med God of War: III.

Der, hvor spillet virkelig formår at imponere er, når snakken falder på de miljøer, man færdes i undervejs i spillet. Her kan man ikke undgå at blive bjergtaget, hvilket især skyldes den evne spillets udviklere har til at skabe en utrolig fornemmelse af rum og dimension. Det, sammenholdt med en smuk farvesammensætning, en utrolig lyssætning og ikke mindst en for det meste høj detaljegrad, gør det til en fornøjelse lige at holde 10 sekunders pause efter kampene og lade de smukke omgivelser opsluge en.

Rent musikalsk kører God of War: Ascension videre på den solide musikalske performance, som har fulgt serien siden starten. Storslåede musikstykker med strygere og kor bidrager til at skabe en mytologisk atmosfære, der i sin helhed er med til at drage spilleren ind i God of War universet.

Stemmeskuespillet i spillet er ganske solidt, hvilket også forventes, når så lille en del af spillet består af talesekvenser. Stemmeskuespillet falder dog til jorden, hvis man ser det i forhold til at netop dette spil, i forhold til tidligere udgivelser, skulle fremstille Kratos som en mere menneskelig karakter. I stedet virker Kratos ligeså krigerisk og monoton i sin dialog som altid.




Overordnet set leverer God of War: Ascension endnu et solidt spil i en af de spilserier, der har været med til at definerer PlayStation som konsol. Historien i spillet er ikke så interessant og fangende, som man kunne have håbet på. Derimod leverer spillet en af de bedste huk og stik oplevelser i denne generation!

Tilføjelsen af en onlinedel bidrager bestemt til spillets holdbarhed, men det er som om der mangler noget i onlinedelen, førend man virkelig føler, at den hører hjemme i God of War universet og virkelig kan betragte den som en tilføjelse, der gør noget ekstra for spillet.
Fakta
God of War: Ascension

God of War: Ascension

Platformplaystation 3
UdviklerSCE Santa Monica Studio
UdgiverSony Computer Entertainment
Spillere1
Udgivelsesdato13-03-2013
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18
Følg PSlife her
+ Fantastisk gameplay, smuk grafisk udførelse, tilføjelsen af multiplayerdel
Historien formår ikke at løfte niveauet for spilserien, multiplayerdelen mangler noget pondus
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:7.5
Holdbarhed:7.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.