GRID 2

Anmeldt af: Morten Rask - 9. juni 2013 - kl. 21:53
Del denne artikel:
1 0

Ventetiden er endelig ovre – GRID 2 raserer gaderne med kraftfulde amerikanske muskelbiler, tekniske europæiske touringbiler og toptunede japanske sportsbiler. Læs vores anmeldelse af spillet her.

Det har været 5 lange år siden at Codemasters udgav Racedriver: GRID på markedet, men nu er efterfølgeren endelig på gaden. GRID 2 introducerer blandt andet nye dynamiske baner med deres nye teknologi, ”LiveRoutes”, samt en markant anderledes styring, end hvad vi så i deres forløber, med det såkaldte ”TrueHandling” system.

Er den nye tilgang til GRID-serien en forbedring, eller har GRID 2 mistet det unikke touch, som gjorde forgængeren til en stor succes for fans af racing-genren? Vi har sat os bag rattet og fræset rundt omkring i verdenen.




GRID 2 starter midt i et gadeløb, hvor du kæmper mod de andre racerkørere om førstepladsen. Dit håb er at tiltrække opmærksomhed, både blandt tilskuerne og potentielle sponsorer, og det lykkes for dig. En video af din præstation bliver hurtigt populær på YouTube, og det tiltrækker opmærksomhed fra en forretningsmand ved navn Patrick Callaghan, som har en drøm om at skabe det ultimative mesterskab i racerløb, kaldet World Series Racing.

Din rolle er at skabe en fanbase og et omdømme, der giver dig adgang til at dyste mod andre racerhold på tværs af kloden og overbevise dem om, at de bør konkurrere i det opkommende World Series Racing.

Som man nok kan forstå har singleplayerkampagnen denne gang taget en mere historieorienteret rute og tilføjer mere mening til, hvorfor man deltager i de mange forskellige løb og arrangementer. Der er naturligvis ingen fascinerende historie at komme efter med plot-twists, særlige højdepunkter eller lignende, men den fungerer fint som grundstrukturen i spillet.




Ligesom det forrige spil i serien er GRID 2 et meget varieret bilspil, der byder på forskellige typer ræs på tværs af verdenen i USA, Europa og Asien. Der er både klassiske racerløb, dueller, overhalingsløb, sektorløb, tidskørsler og meget mere. Nogle af de typer, som vi kender fra det forrige spil, eksempelvis 24 timers Le Mans og Destruction Derby i multiplayer, er desværre blevet skåret fra, da de ikke passer til det tema, som Codemasters har valgt at gå med i GRID 2, men til gengæld har det givet adgang til andre nye og interessante begivenheder, eksempelvis overhalingsløbene. Med tålmodighed, præcision og hast skal man overhale flest mulige personbiler på de forskellige baner, som spillet tilbyder, og de giver så point. Hvis man er hurtig og præcis nok, kan man forhøje antallet af disse point ved at få en combo i gang, men hvis man rammer enten de andre biler eller rammerne på banen, så bliver ens combo nulstillet.

Efterhånden som man dyster sig i gennem de forskellige sæsoner i henholdsvis USA, Europa og Japan samler man fans. Dette er måden man kommer fremad i spillet. Fans låser op for nye løb, som fører til nye biler, som fører til nye løb, som til sidst fører til World Series Racing i den verdensdel, man befinder sig i. Hvis man går med sejren, skaber det opmærksomhed for World Series Racing, og man rykker videre til den næste verdensdel. Ens garage, som er det let tilgængelige menusystem, bliver løbende opgraderet for hver sæson, og man får gradvist adgang til hurtigere og bedre biler. Bilerne, man får adgang til, kan ikke finjusteres eller opgraderes, men det gør heller ikke så meget, når man får stillet så varieret et udvalg af biler til rådighed. De kan dog tilpasses med selvvalgte farver, grafik og sponsorreklamer, som også låser op for yderligere mål, man kan gennemføre for at samle sig en større fanbase.

Den kunstige intelligens er fortsat som vi kender den fra Racedriver: GRID. Bilerne kører på en mere troværdig og menneskelignende måde, end hvad man typisk er vant til at se i et bilspil. De kan eksempelvis begå fejl lige så nemt, som man selv kan, hvilket kan resultere i katastrofale sammenstød uden forvarsel. Det lader også til, at modstanderne har en god fornemmelse for deres omgivelser og formår alt efter situationen at handle aggressivt, balanceret eller roligt. Det kræver, at man holder tungen lige i munden, selv når man kører på den normale sværhedsgrad mod disse modstandere.




Den velkendte ”flashback” funktion, der efterhånden har sat præg på størstedelen af Codemaster’s titler, er også tilbage i GRID 2. Med et enkelt tryk på trekant er det muligt at spole tiden tilbage, hvis uheldet nu skulle være ude. Alt efter, hvilken sværhedsgrad man spiller på, har man et forskelligt antal af flashbacks at anvende. Man bliver hurtigt introduceret til dette aspekt af spillet, og man kommer hurtigt til at anvende det, lige så snart man finder ud af, hvor anderledes GRID 2’s nye TrueHandling styring er i forhold til styringen i Racedriver: GRID.

Enten så elsker man den nye TrueHandling styring, eller også hader man den. Personligt føler jeg mig splittet. Codemasters har ramt en fin balance mellem arkade og simulation i GRID 2, men det føles ikke længere som Racedriver: GRID. Det kan selvfølgelig både være en god ting eller en dårlig ting, alt efter hvor meget man foretrak den forhenværende styring. Bilerne føles varierede og unikke i styringen, men de har alle det til fælles, at de skrider alt for meget med bagenden. I stedet for at tage svingene med præcision og hast som i forgængeren, så opfordrer GRID 2 dig til at tage dem med høj fart, hive i bremsen og lade dækkene hyle og hvine, imens de afgiver et kæmpe røgslør, og det gælder alle køretøjerne. Om man kører i en tung muskelbil, en letvægts toptunet supercar eller det, der nok bedst kan beskrives som en forvokset gokart, så har det i alle det til fælles, at de skrider rundt i svingene, som om de var taget direkte ud af Fast and Furious: Tokyo Drift. Det er blevet meget driftcentreret, og det falder måske ikke i alles smag.




Grafisk set er GRID 2 nok det flotteste bilspil, jeg hidtil har set på en konsol, men det har på sin vis også kostet sin pris. Ifølge Codemasters anvendte kun sølle 5 % af spillerne i Racedriver: GRID cockpit view, det vil sige muligheden for at se løbene udfolde sig bekvemt fra sit racersæde med hænderne bag rattet i spillet, og derfor valgte de at skære denne synsvinkel fra i GRID 2. Det kostede nogle fans, men på den visuelle side har det været muligt at skabe flere detaljer i omgivelserne og mere imponerende effekter på bilerne takket være de frigjorte ressourcer, der førhen blev anvendt til at gengive detaljeret indmad inde i bilerne.

Bilerne fremstår utroligt veldetaljerede med realistiske refleksioner i lakken, og scenariet i banerne virker større og mere forbløffende end nogensinde. Imens man suser igennem gaderne i Kina om natten, kan man se fyrværkeri i den fjerne nattehimmel, blade der falder fra træerne og flyver imod dig, et fyldigt publikum langs gaderne og mange andre bemærkelsesværdige detaljer. Hvis man nu bare havde tiden til at stoppe op og nyde omgivelserne.




Lydsiden i GRID 2 er intet mindre end eminent. Indlevelsen bliver forhøjet af de buldrende motorer og hvinende dæk, der også bliver påvirket af omgivelserne i løbene. En tur igennem en tunnel, på vej op af et bjerg eller bag rattet i en bil, der bevæger sig med over 200 kilometer i timen, lyder simpelthen fantastisk i GRID 2.

Musik ødelægger for mit vedkommende indlevelsen i et bilspil, men det forekommer ikke i GRID 2. I menuerne og ens replays er der musik henover, og i de sidste par minutter af den sidste omgang i en finale bliver der afspillet intense rytmer, der øger adrenalinsuset, men størstedelen af tiden får man lov til at nyde lyden fra de fascinerende maskiner.




Med mere end 50 forskellige biler fra fire årtier og 82 konfigurationer af baner i USA, Europa og Asien byder GRID 2 på masser af underholdning i samme genre, som det forhenværende spil, men med den nye TrueHandling styring mister spillet desværre lidt af den identitet, som forgængeren havde stor succes med.

Men man kan ikke komme uden om, at det er et utroligt flot og detaljeret spil, som virkelig understreger, hvor godt Codemasters efterhånden har mestret mulighederne i denne generation af konsoller. Vi kommer næppe til at se et flottere bilspil, før PlayStation 4 rammer butikshylderne.

GRID 2 er muligvis ikke hvad fans af det forrige spil i serien havde håbet på, og det er svært at føle forbindelsen mellem det forrige spil og dette, men det er stadigvæk et yderst fremragende bilspil med masser af variation og underholdning, som kan holde en kørende i timevis.

+ Utrolig flot grafik med masser af detaljer, stort udvalg af varierede biler og baner, udfordrende kunstig intelligens
TrueHandling føles ikke som om det hører hjemme i racinggenren, manglende cockpit-view
Gameplay:7.5
Grafik:9.5
Online:7.5
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.