GRID

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 16. oktober 2019 - kl. 22:12
Del denne artikel:
3 2

Efter en pause på 5 år genoplives GRID-serien med dette nye to-the-bone racerspil, hvor det er racing, der er i centrum og i fokus. Læs vores anmeldelse af GRID her.

Da GRID udkom første gang tilbage i 2008 var det den naturlige fortsættelse af TOCA-serien. Det var hvad man kunne betegne som en semi-realistisk arcade-racer, uden på nogen måde at være en simulator. Nu er GRID serien tilbage og det er et lidt andet spil end den 11 år gamle original. Det er stadig en semi-realistisk arcade-racer og det er i virkeligheden et meget simpelt racerspil, hvor der er skåret helt ind til benet omkring hvad et racerspil bør dreje sig om; nemlig racerløbene.



Her er ingen rollespils-agtige opgraderinger, ingen historie, ingen kompliceret opsætninger af bilen (få er der dog), ingen mikrotransaktioner og ingen åben verden med massevis af distraherende elementer, der kan fjerne ens opmærksomhed fra hvad det hele drejer sig om, nemlig underholdende og tætte racerløb.

Der er tre spilmuligheder i GRID; Career, Multiplayer og Free Play. Free Play er præcis hvad navnet antyder, men det samme kan ikke siges om Career, da navnet kan være en lille smule misvisende. Der er nemlig ikke tale om en egentlig karriere-del hvor man skaber sin egen figur og bevæger sig igennem en handling og decideret karriere - også her, er der nemlig skåret ind til benet. Jo, der er et GRID World Series der skal vindes, men ellers består denne del blot af en lang række løb fordelt over flere forskellige løbsklasser, som man kan tage i den rækkefølge man selv ønsker.



I løbet af karrieren kommer man til både rigtige racerbaner som Brands Hatch, Silverstone og Sepang International Circuit til fiktive baner i Havana og San Francisco. Udvalget af baner er en smule tyndt, da der blot er 12 baner, som dog alle har forskellige ruter og layouts, men i forhold til andre racerspil, føler man lidt at man kører de samme steder igen og igen.

På banen føles GRID rigtigt lækkert. Man sætter sig bag rattet i mange forskellige biler, lige fra Touring- og GT racere til amerikanske muskelbiler og klassiske baneracere - og de føles alle forskelligt. De computerstyrede modstandere virker for det meste som rigtige menneskelige modstandere, da de ikke kører som perler på en snor. De vil forsøge at blokere ens vej frem gennem feltet, de kæmper indbyrdes om placeringerne og begår også selv fejl.



Spillet er udstyret med et “Nemesis System”, som er et simpelt system der gør, at hvis man kommer til at skubbe lidt for meget til en bestemt kører, så vil han blive gal i skralden og vil nu forsøge at betale tilbage hvad man selv har givet. Jeg ved ikke helt hvor meget mening det giver, men det giver da en smule ekstra udfordring i løbene.

Multiplayer-delen byder ikke på ret mange muligheder; man kan hoppe direkte ind i et tilfældigt spil mod tilfældige spillere eller lave sit eget online spil, hvor man selv sætter reglerne for løbene. Man kunne godt have ønsket sig lidt flere online muligheder, men når det er sagt, så er det på banen det foregår og der leveres underholdende race mod andre spillere og det kan blive ret hektisk nogle gange.



Som man kunne forvente, så ser GRID ganske fremragende ud. Grafikken kører i flydende 60 billeder i sekundet og kun når der kombineres regn, nattekørsel og rigtigt mange biler på skærmen ad gange, at der kan forekomme lidt fald i billedhastigheden - selv på vores PS4 Pro. Bilerne er fint detaljeret og ved uheld falder de troværdigt fra hinanden; skærme, spoilere og paneler bliver løse og falder af, bagklapper kan finde på at åbne sig og meget andet.

Banerne er flotte og specielt i løb på våde veje og i solskin ser fantastisk flot ud. Man kan spille i flere forskellige kameravinkler og det meget efterspurgte cockpit-view er tilbage og det fungerer rigtigt fint. Lydsiden er god, med gode motorlyde og udstødninger, der popper helt som de skal.



GRID er et fint racerspil, hvor der er skåret helt ind til det, det hele drejer sig om, nemlig racerløb. Her er der ingen forstyrrende sidemissioner og smarte “oppe i tiden game features” - det er Codemasters i det her tilfælde helt ligeglade med. Der er masser af løb at tage fat på og derfor kunne vi godt have savnet lidt flere baner og måske også lidt flere forskellige biler.

Men når alt kommer til alt, så drejer det her sig om race og ikke andet og GRID er et dejligt to-the-bone racerspil, som byder på mange gode raceroplevelser. Er man til semi-realistiske arkade-racere, så er det nye GRID et rigtigt godt bud på sådan et, på trods af at det føles lidt tyndt på nogle områder.
+ Flot grafik, velfungerende styring, mange løb, fokus er på racing og ikke så meget andet
Lidt for få baner, Nemesis systemet virker overflødigt
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:8.0
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.