GRID Autosport

Anmeldt af: Jesper Bruno - 30. juni 2014 - kl. 22:11
Del denne artikel:
0 0

GRID er tilbage med mere fart, mere spænding, og flere forskellige typer baneræs. Vi brænder dæk og giver fuld gas i den nyeste udgave af Codemasters bilspil.

Det oprindelige Racedriver GRID udkom i 2008. Holdet bag spillet var også dem, der stod bag TOCA Racedriver serien, men GRID var en del anderledes. GRID var en hybrid af arkade- og simulatorræs med høj fart, som bragte mange nye features med sig, blandt andet flashback-funktionen, som lod spilleren skrue tiden tilbage før det store uheld i det skarpe sving. GRID var lavet på EGO-Engine, som var en videreudviklet udgave af NEON-Engine, som DiRT-serien også benyttede sig af, hvor skademodellen og fysikken var i højsædet. GRID 2 udkom i 2013 og modtog varm kritik blandt anmeldere og spillere, men en del af de hardcore fans fra det oprindelige GRID elskede det knapt så meget, da det fokuserede mere på arkaderæs, og styringen var mere løs.

GRID Autosport går dog et skridt tilbage og finder sine rødder i det oprindelige GRID. Fokus er nu på begge dele af bilspilsgenren, simulation og arkade er begge at finde i det nyeste GRID spil. Væk er ”fans”-systemet, de kække kommentatorer og historien om at opnå berømmelse og penge.




Det første vi ser, når GRID Autosport smides i konsollen og loades, er hovedmenuen. Valget står mellem karriere, multiplayer og indstillinger. Menusystemet er simpelt udført med hvid tekst på sort baggrund, og her er ingen vilde animationer og effekter eller folk som fortæller, at du er det nye vidunder inden for racingverdenen. Hele spillet er nu opdelt i discipliner, som hver især er vidt forskellige fra hinanden og indeholder forskellige typer ræs.

Touring-disciplinen er den første af dem, og denne er det tætteste vi kommer på et TOCA Racedriver spil i nyere tid. Styringen er stram, konkurrenterne mange og bilerne optimeret til fart og godt vejgreb. Næste disciplin er Endurance, og som navnet hentyder handler det her om udholdenhed, mange omgange i hver ræs og dæk som hen mod de sidste omgange er så slidte, at de hurtige biler har svært ved at holde sig på vejen. Openwheel er den næste disciplin i rækken, og her er realismen i fokus med Formel 1-biler i forskellige klasser, og et gameplay som ligger sig tæt på Codemasters F1-spilserie. Tuner-disciplinen indeholder biler, som har fået udskiftet hver en del i motoren, og her er der to typer ræs, Drifting, hvor det gælder om at smide bagenden af bilen bedst og hurtigst samt Time Attack, hvor man skal konkurrere om den bedste tid - begge typer i vanvittigt tunede biler. Den sidste disciplin er Street, som er gaderæs uden regler med ubarmhjertige modstandere, og denne disciplin er mere eller mindre essensen af, hvad GRID 2 var.




Disse discipliner indgår i spillets karrieredel og onlinedel, hvor der vælges en disciplin og derefter en sæson. Sæsonerne indeholder et vis antal løb og turneringer, og inden start vælges en sponsor, som alle tilbyder forskellige biler og bonusser ved at opnå forskellige resultater i løbene. Et belønningssystem gør sig gældende i både karrieredelen og onlinedelen, hvor der gives erfaringspoint ud fra placering, hurtigste omgang samt at slå visse hold og modstandere i løbene. En større bonus til erfaringspoint kan opnås i indstillingsmenuen, hvor man kan indstille diverse hjælpefunktioner i form af ABS, traction control og antal flashbacks. Jo sværere man gør det for sig selv, jo større procent bonus kan man opnå. Dette er specielt interessant i onlinedelen, da de hardcore spillere nu kan udfordre sig selv i stedet for at være tvunget til at køre med ABS, traction control og andre hjælpefunktioner. Begyndere til genren har derfor en større mulighed for ikke at ende på sidstepladsen og kan endda få disse hjælpemidler med i onlinedelen, som i andre spil normalt ikke kan justeres ligesom i karrieredelen.




Følelsen på banen er den vigtigste faktor i et bilspil, og her skuffer GRID Autosport bestemt ikke. Hver disciplin har hver sin styringsfølelse, og det gør, at det aldrig bliver kedeligt. Det kan være lidt svært at omstille sig selv til denne ændring, hvis man har kørt Touring-disciplinen i et par timer og derefter skifter til Street-disciplinen. Skademodellen er optimeret løbende i den anvendte EGO-Engine, og i onlinedelen spiller den en stor rolle. Der straffes for svinagtigt adfærd, det vil sige, at hvis man kører ind i andre eller bruger en modstander som bande i et sving, ender det som regel ikke i ens egen favør. Jeg har op til flere gange oplevet at miste et forhjul på bilen, og at køre direkte på fælgen er ikke en optimal måde at køre ræs på. Dette er specielt godt i Touring- og Openwheel-disciplinerne, da det opfordrer til fair ræs og ikke til at smadre sig frem til sejr. En Formel 1-bil med ødelagt differentiale er helt ustyrlig, og man kan i sådan en situation ligeså godt erklære sig ude af ræset. Et rat og pedalsæt vil gøre sig rigtig godt i dette spil, men selv med DualShock controlleren er der godt skrald på rystefunktionen, når du piner dækkene gennem svingene, og specielt i driftdelen er det en helt sindssyg kraft, hvor bilen er helt ustyrlig, og man virkelig føler hvor mange hestekræfter der ligger bag.




Hele oplevelsen leveres med 30 billeder i sekundet, og jeg har ikke en eneste gang haft et dyk i billedhastigheden, som det hændte et par gange i GRID 2 i sin tid. Onlinedelen er klippestabil, og jeg har endnu ikke oplevet en forbindelsesfejl eller nogen form for ”lag”. Ud over den normale onlinedel med ræs mod andre mennesker er her også en Racenet Challenge-funktion, som er tidskørsel i hver disciplin. Udfordringerne skifter hver 5. døgn, og her er der mulighed for at opnå en stor del erfaringspoint, alt efter hvor godt man klarer sig. Ved slutningen af udfordringen tildeles man bronze, sølv, guld eller platinum status samt en rangering på onlineranglisten. En ekstra disciplin kan også findes i onlinedelen, som ikke er til stede i karrieredelen. Party Mode-disciplinen indeholder forskellige typer løb, som kendes fra tidligere DiRT-spil, blandt andet Destruction Demolition fra DiRT Showdown, hvor man skal køre på baner formet i 8-tal, hvor spillerne kan risikere at krydse og kollidere med hinanden.

Desværre er der en del genbrug i banerne fra det oprindelige GRID og GRID 2, men det er en trend, der er svær at undgå i specielt Touring- og Openwheel-disciplinerne, da man i disse typisk kører på baner, der findes i det virkelige liv.




Grafisk er GRID Autosport optimeret lidt i forhold til GRID 2 med flere detaljer i omgivelserne, på banen og på bilerne, og hele oplevelsen er som sagt låst på 30 billeder i sekundet i en opløsning af 720p. Onlinedelen tager en smule af den grafiske ydelse, men det er minimalt i forhold til mange andre spil. Splitscreenfunktionen, hvor man kan spille to spillere med to controllere på samme skærm, er dog en anden snak, her tager grafikken et stort dyk og ligner mest af alt et PlayStation 2 spil, men gameplayet er naturligvis stadig det samme. Overordnet set er grafikken godkendt dog uden at imponere voldsomt.

Det kom som en stor overraskelse, da Codemasters meldte ud, at det populære cockpit-view, hvor man ser bilen inde fra racerkørerens hjelm, ikke længere ville være til stede i GRID 2, fordi det ikke var en særlig brugt kameravinkel ifølge deres onlinestatistikker. Den nyhed blev modtaget med stor kritik fra fans, og det har gjort sin effekt på GRID Autosport, da den meget efterspurgte kameravinkel nu er blevet en del af serien igen. Denne gang har man valgt at inkludere hele to cockpit-views - det ene hvor man ser det hele inde fra racerkørerens hjelm af, man kan se rattet, instrumentbrættet og detaljerne i interiøret, og det andet, som er placeret lidt længere uden for hjelmen, hvor man får det største overblik over vejen inde fra bilen af. Det er en glædelig overraskelse, at Codemasters har valgt at bringe disse mere realistiske kameravinkler tilbage.
Lyden i GRID Autosport er en af seriens store forcer - hvinende dæk, store udstødninger og motorer som brøler giver oplevelsen et stort ryk opad, og man føler virkelig, at det er kraftige maskiner, der hersker på banen, og det med at krænge et sving med 150 km/t er en fantastisk følelse.





GRID Autosport tilbyder flere varianter af ræs i én pakke og er overordnet set et rigtig godt spil. Dem som savner TOCA Racedriver vil finde stor glæde i Touring-disciplinen. Dem som elsker Formel 1 men finder Codemasters F1-spil for svære eller for realistiske i styringen, vil føle sig hjemme i Openwheel-disciplinen. For dem, der kun vil fokusere på en enkel eller to af disciplinerne, er der nok for lidt indhold at komme efter og nu er der kun fokus på selve løbene og intet andet, så for dem der nød fans-systemet og lignende historie og opbygning fra DiRT-serien, er denne nye opbygning af spillet nok lidt for simpel. Personligt savner jeg lidt Rally-genren i spillet, med denne ville det være den komplette pakke af ræs, men med det sagt er GRID Autosport nok det mest komplette bilspil, taget den store samling af discipliner og ræs inden for motorsportsgenren i betragtning.

Er man til ren ræs og toptunede bilspil, er der ingen vej uden om GRID Autosport, som indeholder mange timers ræs i mange forskellige discipliner uden alt det ligegyldige fyld.
+ Intet ligegyldigt fyld, stor variation af discipliner, onlinedelen er virkelig stabil, lydeffekterne er en ren oplevelse.
Nedgraderet grafik i splitscreen, intet decideret soundtrack, meget er genbrugt fra tidligere spil fra Codemasters.
Gameplay:8.5
Grafik:7.5
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.