Ninja Theorys spil står typisk på tre ben; en unik visuel stil, en stærk karakterdrevet historie og et solidt kampsystem - og det er ikke anderledes med Hellblade: Senua’s Sacrifice. Her er der dog skruet noget ned for actionen og fokus er rettet mere mod historien i forhold til deres tidligere spil.
Spillet udspiller sig i den nordiske mytologi og man tager rollen som den unge kvinde Senua, en kriger fra det nordlige England, hvis elskede brutalt bliver taget fra hende. Hun bliver meget påvirket af hændelsen og bliver efterfølgende kastet ud i en dyb og mørk psykose hvor dæmoner hiver og flår i hendes sind og hun hører konstant tusindvis af stemmer i sit hoved. Vanviddet er hele tiden på nippet til at tage over.
Det er et tungt emne Ninja Theory har valgt at kaste sig over, men de har taget opgaven meget seriøst. Udviklerne har arbejdet tæt sammen med både forskere indenfor neurologi og psykoser, samt mennesker som tidligere har gennemgået psykoser, for at kunne skildre den melankolske vildskab, som mennesker med psykiske lidelser oplever. Det gør det, man oplever i løbet af spillet endnu mere skræmmende, da det ikke blot er en art directors fortolkning af fænomenet, men formentlig rent faktisk sådan som mennesker med psykiske lidelser oplever verdenen.
Hellblade: Senua’s Sacrifice er som sagt ikke et typisk action spil som vi kender det fra Ninja Theory. Det er et tredje-persons action-eventyr, hvor man som Senua begiver sig ud på en farefuld færd ind i hendes dybeste psykose for at redde hendes elskede. Man vandre igennem smukke landskaber, man løser puzzles og med mellemrum nedkæmper mystiske fjender, som kommer ud af den blå luft. Historien er fragmenteret og forvirrende og man skal være opmærksom for at stykke det hele sammen til noget som giver mening - og det er formentlig helt bevidst og afbilleder fint Senuas iturevne sind.
Det er faktisk ikke et særlig rart spil at spille. Det hele føles klaustrofobisk og specielt i kampene er det ubehageligt, da man har svært ved at holde styr på fjenderne, som kan tage livet af Senua med få velplacerede slag. Kampsystemet fungerer godt, men er ret basic; der er et kraftigt angreb, et hurtigt angreb, et nærkampsangreb og man kan undvige og blokere. Ved at kombinere disse muligheder optjener man fokus som kan nedsætte hastigheden i kampene i en kort periode, man skal lære at læse fjenderne og det er ikke den enkelte fjende som er farlig, men det er mængden af dem og deres evne til at omringe en. Kampsystemet er måske lidt til den simple side, hvilket er en smule overraskende og det vil nok skuffe nogen. Man bør dog huske på, at det her ikke er et action spil, men et eventyr og en fortælling om et plaget, forelsket og ulykkeligt menneske.
Spillet indeholder intet interface, retningspile eller energibarer af nogen art, men i stedet bliver man guidet af de mange stemmer som Senuas hoved konstant er fyldt af. De danser rundt i hendes hoved, de snakker sammen, de hjælper og de bedrager - og man ved aldrig helt, om man skal tro på hvad de siger. De kan hjælpe i kampene ved at sige ”Watch your back” hvis der er fjender bag Senua eller ”Quick, get up!” hvis hun er blevet slået omkuld. Andre gange vil de smågrinende og hånende sige ”She’s gonna die” eller ”She’s not gonna make it” eller lignende, hvis hun er kommet i problemer.
Ninja Theory har skabt en af de allerbedste lydsider vi nogensinde har hørt. Det har det gjort ved hjælp af 3D-binaural lyd og jeg vil helt klart anbefale, at man spiller spillet her med nogle gode hovedtelefoner. Binaural betyder ”brug begge ører” og 3D lyden skabes ved at man bruger to mikrofoner til at optage lydene og deres positioner i et 3D område omkring spilleren og de er optaget sådan som det menneskelige øre hører dem. Det betyder at de stemmer som Senuas hoved konstant er fyldt af, er placeret i højre side, i venstre side, over hende, skråt foran hende og alle mulige andre steder og når de mange stemmer kæmper om at komme til orde, lyder det som om, at de danser rundt om hende. Resultatet er ganske enkelt fremragende - og meget skræmmende.
På samme tid er stemmeskuespillet bestemt også værd at rose, specielt den helt ukendte Melina Juergens, som både lægger stemme, krop og ansigt til Senua har gjort et fabelagtigt stykke arbejde. Jeg kan ikke huske, at have hørt en mere overbevisende stemmeskuespiller i noget spil og når hun skriger sin dybe og inderlige smerte ud, eller grædende og skrigende falder om, da det går op for hende hvad der er sket med hendes elskede, er det næste ikke til at holde ud. Det er virkelig en overbevisende præstation af hende.
Verdenen omkring Senua er virkelig smuk og varierer fra mørke og trøstesløshed til smukke solbeskinnede landskaber og det kan ændre sig fra de ene øjeblik til det andet og det hele bliver tit ødelagt og forvrænget, som fint afbilleder Senuas sindstilstand. Grafikken er virkelig smuk og selv om man kan løbe, vil man mange gange blot gå langsomt igennem disse smukke landskaber og bare suge til sig.
Ninja Theory har udviklet en ny ansigt capture teknologi og den ser man i fuld flor her og det resulterer i nogle af de mest realistiske og udtryksfulde ansigter jeg nogensinde har set i et spil. Vi spillede spillet på en PS4 Pro, hvor man får valgmuligheden mellem opdateret grafik eller en højere framerate, men selv på en almindelig PlayStation 4, vil Hellbalde: Senua’s Sacrifice rangere oppe blandt de flotteste spil på PlayStation 4.
Hellblade: Senua’s Sacrifice startede egentlig som en slags efterfølger til Ninja Theorys eget Heavenly Sword, men projektet udviklede sig helt tydeligt og er nu endt ud med et spil, med noget på hjerte. Det er i sig selv interessant, men det er Ninja Theorys positionering af spillet også. De har tidligere stået bag store AAA-produktioner for Sony og Capcom, men Hellblade: Senua’s Sacrifice udgiver de selv og det sælges ind som en mellemting mellem en stor AAA-produktion med høj produktionsværdi og en indie-titel med sjæl og kreativ frihed - og ikke mindst en lav pris. Hellblade: Senua’s Sacrifice kan nemlig købes for bare 229 kr. på PlayStation Store - og lad mig sige det med det samme, det er et fund til den pris.
Hellblade: Senua’s Sacrifice er ikke et spil, som forsøger at ramme bredt og henvende sig til alle. Det er et spil, som sætter fokus på et tabubelagt emne og gør det på en rigtig fin måde. Set isoleret som et spil, er det ikke blandt det bedste, med et lidt overfladisk kampsystem og de mange puzzles gentages lige lovligt mange gange - men som fortælling og synliggørelse af et tabubelagt emne, er det fremragende. Den vanvittige lydside, den til tider iturevne grafik og det klaustrofobiske kamera afbilleder formentlig meget godt hvordan det er at leve med en psykisk sygdom og passer det, er det noget vi alle bør tage meget alvorligt - for det må være uhyggeligt skræmmende.
Facebook
Twitter
