Guerilla Games er bedst kendt for at udgive hobevis af Killzone-spil mens FPS genren var på sit højeste; og meget kan man sige om Killzone serien – men nyskabende var den bestemt ikke. Rent grafisk har Guerilla Games altid formået at sætte baren højt – men ros for deres fortælleegenskaber og indlevelsesfaktor har de sjældent fået. For første gang nogensinde bryder Guerilla Games med sædvanen og laver noget så anderledes som et futuristisk/post-post-apokalyptisk tredjepersons open world rollespil.
Horizon: Zero Dawn foregår i en slags post-post-apokalyptisk verden. Verden er for længst gået under og menneskeheden er, i bogstavligste forstand, ”bombet” tilbage til stenalderen og naturen har ved første øjekast tilpasset sig sine nye beboere: Maskinerne. Menneskeheden lever opdelt i forskellige stammesamfund med forskellige dogmer og verdensopfattelser.
Det er indledningsvist uklart hvorfor verden er gået sådan af lave, men rundt omkring i verden er der antydninger af en udryddelses-konflikt mellem mennesker og maskiner og som spillet udfolder sig, bliver sløret gradvist løftet. Som spiller indtager du rollen som den unge Aloy der, med sin vogter Rost, er udstødte fra Nora folket. Nora’erne lever i selvvalgt isolation, skyr teknologi og hylder naturen. I sin higen efter svar på sin oprindelse, og ikke mindst årsagen for sin status som ’udstødt’, sætter den unge Aloy ud for at finde svar - men svar bliver hurtigt til et net af spørgsmål og inden længe må Aloy sande, at der muligvis er et subtilt sammenhæng mellem hendes tilbliven og verdens tilstand.
Horizon: Zero Dawn er et open world rollespil med flere klassiske rollespil troper – du samler materialer i naturen til crafting – du stiger i levels og låser op for nye egenskaber og du kan finde og modificere Aloys forskellige våben og dragt(er) for at tilpasse din spillestil. Derudover har spilleren også mulighed fr at forme Aloys personlighed ved hjælp af dialogmuligheder.
Der er enormt fokus på udforskning og kamp i spillet og det er stort set umuligt at give sig i kast med en quest uden pludselig at være blevet suget ind i en sidequest af en art. Fjenderne i Horizon: Zero Dawn er varierede, intimiderende og intelligente – fjenderne skalerer i ’levels’ alt afhængig af hvilket område du befinder dig i – så første gang du møder en Thunderjaw ønsker du dig tilbage til startområdet. Dog skal det påpeges at kampe med andre mennesker føles nærmest arbitrære ved siden af de gigantiske robotvæsner.
Stilistisk minder spillet meget om Enslaved: Journey to the West, Far Cry: Primal og Skyrim – alle tre fænomenale spil, på hver deres måde. Horizon: Zero Dawn låner alle de bedste elementer fra førnævnte. Spilverdenen består af en sublim blanding af rå natur og teknologi. Det ene øjeblik sniger du dig gennem det høje græs for at undgå at blive opdaget af en flok maskiner, for dernæst at søge ly for regnen blandt nogle gamle ruiner. Blandt ruinerne finder du stålbjælker, kontorstole og eroderede PC skærme og hæve/sænke borde – spilverdenen emmer af implicit historiefortælling og det er fantastisk betagende at udforske (hvad vi kender som) storrumskontorer – mens det for Aloy er levn fra en glemt tid. Aloy kommenterer også dynamisk på verden omkring sig – så ved første snefald udenfor startområdet kan man tage Aloy i at stå og forundres – på samme måde reagerer Aloy første gang du tager en dukkert i et tropisk klima.
Grafikken i Horizon: Zero Dawn er decideret blændende og for første synes der at være en virkelig mærkbar forskel på PS4 og PS4 Pro. Spillet er, selvsagt, smukt på begge platforme, men på en 4K skærm sammen med en PS Pro’en står alting bare knivskarpt. Fra skyformationer, solstråler, græsstrå og blade på træerne til urenheder i Aloy’s hud samt metal og læder-teksturer – alting er pinligt detaljeret. Jeg vil uden tøven kalde det for det smukkeste PS4 spil til dato.
Lydsiden i spillet matcher spilverdenen sublimt og blander bækkens blide rislen, fuglenes kvidren med metallisk skraben og den nærmest ultrasoniske skrigen og brummen som de største og mest intimiderende af maskinerne udgyder. Det er storslået og overbevisende. Musiksiden er subtil og ikke overspillet og formår at holde en nuanceret balancegang. Et minus ved lydsiden er komprimeringen af stereo-kanalerne, der simpelthen sidder så tæt, at det ofte er svært at høre hvor modstanderne kommer fra. Ofte kan man høre en NPC råbe efter hjælp i vildnisset – men man bliver simpelthen nødsaget til at tjekke sit HUD for at se hvor stemmen kommer fra da ”lidt til højre/venstre” lyder fuldstændig som ”ligeud”.
Horizon: Zero Dawn er en fornøjelse at spille. Historien holder hele vejen igennem og fortælleteknikkerne der udnyttes er blandt de bedste Guerilla Games nogensinde har formået. Som historien forløber og mysteriet løftes, hæves spændingsniveauet betragteligt – samtidig bliver historien overraskende mørk og dyb på trods af spillets ellers farverige palet.
Kamp og udforskning i Horizon er nok de to fedeste aspekter – ud over et rigt arsenal af våben og taktiske muligheder er fjenderne lynende intelligente. Fjenderne er varierede og intimiderende på den helt rigtige måde. De store maskiner føles virkelig dødsens farlige og der skal ikke meget til før Aloy går i gulvet. Vejen til sejr er at lægge fælder, udnytte fjendernes svage punkter og/eller tage skarpt sigte mod fjendernes sårbare områder. For eksempel kan du, ved at benytte soniske pile, blæse en laser-kanon af en fjende og bruge maskinernes eget arsenal imod dem. Du kan benytte reb til at flå flyvende fjender ned fra himmelen og du kan sende flammende pile mod beholdere med brændbare væsker for at skabe et taktisk inferno. Du lærer hurtigt hvordan de forskellige fjender opfører sig, hvilke modstandere du skal undgå og hvilke du absolut ikke skal frygte. Aloy har sågar også mulighed for at ”hacke” forskellige fjender, hvilket også giver dig en naturlig fordel.
Når det kommer til menneskelige fjender, derimod, forsvinder disse aspekter fuldstændig. Her er der ingen pointe i at sætte fælder eller variere ammunitionstyper. Bare peg en pil mod ansigtet og slip strengen. Menneskene vader direkte ud i ilden og vakler skødesløst og højtråbende omkring når de opdager en falden fjende. Jeg oplevede blandt andet at en fjende, bedst som han sad knælende over sin kammerat hvis ansigt nyligt var pyntet med tre panserbrydende-pile, brugte en fem til syv sekunder på at konkludere at hans liv muligvis kunne være i fare hvorefter manden rejser sig op og råber i vilden sky ”Hold nu kæft – jeg tror at her er nogen”. Omvendt var det da en Glinthawk fløj i en stor overlegen bue udenom min (ellers umiddelbart velplacerede) pil - hvorefter jeg blot kunne se til mens stakkels Aloy blev torpederet af 6.8 tons vred robot-fugl i dyk og blev slynget til sit endeligt, hen over græssletterne.
Alt i alt leverer Horizon: Zero Dawn varen fra ende til anden. Spillet går dybt frem for at gå unødvendigt bredt og resultatet er en kompakt, smuk og velpoleret open world RPG spiloplevelse med en gribende historie og et minimum af ridser i lakken.
Facebook
Twitter
