HULK – Ultimate Destruction

Det er et stykke tid siden, vi sidst hørte fra ham, men igen er han og hans grønne ego tilbage i jagten på at få styr på Banner`s vrede.

Det var meget begrænset, hvad du kunne foretage dig i det første HULK spil, men det er der blevet lavet fuldstændig om på i HULK – Ultimate Destruction. Ødelæg alt hvad der står i din vej, følg enten missionerne eller udforsk de forskellige områder og spring på nogle sidemissioner og brug omgivelserne som våben. Bruce Banner er tilbage endnu større, vildere, vredere og grønnere.

Historien er den, at Bruce Banner er flygtet ud i skoven, hvor han kan være alene og stille og roligt finde en måde at få styr på sit grønne genfærd. Han er lige på vippen til at kurere sig selv, men så let skal det jo ikke gå. Militæret kommer forbi, og hans lille svenske træhytte bliver bombet tilbage til stenalderen. Hulken er nu på flugt men har ingen steder at gå hen og har samtidig et krydsermissil efter sig. Han får hjælp af sin gamle ven, og sammen må de prøve at genskabe den maskine, der skal redde Bruce fra Hulken. Tiden er knap, for det er kun et spørgsmål om tid, før end Banner forbliver Hulken.

Gameplay Selve gameplayet minder meget om spil, vi har set før. Hvis vi siger Grand Theft Auto krydret med Conflict Dessert Storm og de Fantastiske Fire har vi fundet frem til HULK – Ultimate Destruction. Inden man går i gang med at smadre biler, bygninger og køer, bliver man trukket igennem en lille intro, hvor man lærer de grundlæggende og mest basale moves med vores grønne hidsigprop. Der er ikke så meget i det, og er man bare nogenlunde på tasterne, sidder det fast inden der er gået 10 minutter.

Hele historien er jo bygget op på, at du som Hulken skal finde stumper til den maskine, du er ved at bygge, og samtidig med det skal du undgå at blive maltrakteret af politiet. Man ser som sagt det hele i 3D, og missionerne er lige til at gå til, meget i stil med Grand Theft Auto, hvor man bare skal gå ind i de markerede områder så starter missionen. De første missioner man skal ud på er bygget op på den måde, at man lærer at bruge tasterne og grundslagene, og så begynder det ellers at bliver sværere og sværere.

Der er kommet utrolig mange forbedringer i det nye spil, og vi kan kun sige, at det er ren guf. I den første udgivelse var man meget bundet til handlingen, og der var ikke rigtig mulighed for at udforske omgivelserne, men forstil dig Hulken gå amok i Liberty City. Der er to byer, hvor historien forgår. Men selvom der ”kun” er de to byer, er der mere end rigelig plads at boltre sig på. Som sagt kan du gør stort set, hvad der passer dig. Du kan løbe ind i køretøjer og lodret op af bygninger, hoppe flere hundrede meter fra skyskraber til skyskraber, smadre alt, hvad du nærmer dig og kaste med alle de ting, du finder, ligesom du kan selv vælge, om du vil foresætte med hovedmissionerne, eller du hellere vil prøve noget andet i de små sidemissioner.

Når du bevæger dig rundt, er der ikke nogen efter dig, men synes du, at du vil have lidt sjov i gaden og beslutter dig for at smadre alt og alle, ja så stiger interessen for at fange dig. Igen får man lyst til at sige, at det er lånt fra GTA serien, men det falder meget naturligt, at politiet bliver vildere, jo mere du ødelægger. Rundt omkring i de skumle sidegader er der gemt små ”tegneserier”, der hver åbner en mulighed for at gense lidt nostalgi med tegneserien og andre sjove ting.

Jagten på den maskine, der skal redde Bruce fra Hulken, er dog ikke lige til. Ikke nok med, at militæret er i hælene på dig, så er der også nogle heftige bosser, der skal bekæmpes. Selvom Hulken er stærk som et ondt år, giver kampene dig sved på panden, og det er her dine Hulk moves vil komme dig til gode. Når du har besejret en boss, bliver der åbnet op for endnu flere moves, hvilket kommer op på omkring 150 vilde Hulk moves. Fordelen ved at smadre det hele er, at man får energi samt points, der kan bruges til at købe Hulk moves. Så mangler man lidt points, kan man da godt lave lidt ballade i gaden.


Der er fuld fart på fra start til slut, så har man først smidt Hulk UD i konsollen, er det svært at lægge controlleren fra sig. Hele tiden skal man lige have en bane til, eller også skal man lige tjene nogle points sammen, så man får råd til endnu et move. Selvom spillet er godt bygget op, og historien holder hele vejen, kan man ikke lade være med at drage paralleller til andre spil, hvilket gør, at man hele tiden tænker over, om det er lånt.

Grafik
Grafisk er Hulken også blevet noget grønnere og vildere i forhold til første gang, Bruce Banner ramte konsollerne. Der er kommet mange flere detaljer, når man kigger på omgivelserne og små animationssekvenser, der er med til at kæde hele historien sammen. Grunden til, at grafikken måske er kommet så godt med er, at man stort set kan ødelægge alt i ens omgivelser. Så hvert et hop, slag eller kast skal lave en revne eller lignende.

Hulken kender vi jo fra tegnefilm, og det fede ved HULK – UD er, at man har holdt fast i det tegneserieagtige, så når man slå folk ud af kommunen, er der blandt andet fartstriber efter dem - noget der er med til at få en til at tænke på dagene, hvor det var tegneserierne og ikke konsollerne, der styrede hverdagen.

Lyd
Lydsiden er meget eksklusiv og elegant. Stemmerne til figurerne er stort set synkroniseret med de små mellemsekvenser, og når du tæsker derudaf bliver en smadret bil eller et missil genskabt fremragende. De fede lydeffekter og musik er med til at tryllebinde én foran skærmen, dog foretrak undertegnede de lidt støjende lydeffekter og valgte musikken fra.

Det siges, at der er blevet brugt originale lydeffekter eksklusivt til dette konsol spil, men om det er brølet fra Hulken eller hvad der er tale om vides ikke helt, men en ting er sikkert, det lyder som forgik det i virkeligheden.

Holdbarhed Med de over 30 hovedmissioner og 40 sidemissioner er der bestemt nok at gå i krig med. Går man udelukkende efter historien og ikke udforsker lidt af byen, byder Hulk – UD på små 10 timers levetid. Tager man den derimod med ro og går efter at finde alle de skjulte tegneserier, købe alle de låste moves og udforske de sjove sidemissioner, er der måske dobbelt så meget at komme efter.

Skulle man være total fan af serien eller bare have en ultra kort lunte, kan man gennemføre spillet først på nem og derefter på normal. Her er der tale om, hvor svære fjenderne er, og jeg kan afsløre, at man skal være rigtig dårlig for ikke at klare det godt på normal.

HULK – Ultimate Destruction er ikke et multiplayer spil, selvom mulighederne er der. Gameplayet gør, at man ikke kan lade være med at tænke over, hvor vildt det kunne være med en multiplayer funktion, hvor du sammen med en makker kunne gå helt amok i en ødelæggelsesrus eventuelt i en co-op mode.

Overall
Hulken er tilbage, og denne gang er han kommet for at blive. Spillet er meget brugervenligt og lige til at gå til. Det indeholder det, som man kunne forvente. Spillet træder ikke forkert og minder som før omtalt meget om noget, vi har set før. Det sætter sine præg, når man sidder og spiller, og det gør, at man ikke kan lade være med at sammenligne det med andre spil.

HULK – Ultimate Destruction kunne have været et af de helt store spiloplevelser, men selvom der er de mange missioner i spillet, er det levetiden, der er afgørende for karakteren. Spillet kan anbefales, men vil udelukkende henvende sig til dem, der befinder sig bedst alene foran skærmen.