Impact Winter

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 10. april 2018 - kl. 17:16
Del denne artikel:
0 4

Impact Winter er et survival-spil med en spændende præmis - vi ser her nærmere på, om resten af spillet kan holde niveau.

“Om 30 dage kommer hjælpen”. Den melding får den lille gruppe overlevende over radioen og de er nu overladt til sig selv og deres evner til at overleve i vildmarken. Dette er præmissen i Impact Winter fra den lille engelske udvikler Mojo Bones.



Man tager rollen som Jacob Solomon, som står i spidsen for en lille gruppe overlevende efter en meteor rammer Jorden. Den verden, du kendte, findes ikke mere – den er begravet dybt under det konstant voksende snedække. Målet: At holde dine ledsagere i live, indtil hjælpen kommer. Gruppen består af en læge, en vietnam-veteran, en kok, en mekaniker og en computernørd og de har alle søgt tilflugt i en forladt kirke, hvor de har oprettet en simpel base.

Disse mennesker, og deres svævende robot Aki-Light, skal nu forsøge at overleve ved at indsamle materialer, mad, brændstof og meget andet, for at opretholde livet i kirken indtil hjælpen kommer. Der skal udføres diverse opgaver, laves mad, repareres våben og bålet midt i kirken skal holdes i gang, så gruppen ikke fryser ihjel.



Impact Winter er et survival spil og hver person i gruppen har forskellige missioner som skal udføres, som er med til at styrke deres evner på forskellige områder. Hver af de overlevende har ligeledes en række parametre som man skal holde godt øje med - det er liv, energi, tørst, sult, moral og kropstemperatur og det er lige så vigtigt at holde det lille team glade, mætte og varme, som det er at drage ud i sneen efter forskellige ressourcer.

Når man endelig bevæger sig ud i kulden, er man hele tiden bekymret for, hvordan tilstanden i kirken er, når man vender tilbage. For det virker nogle gange som om, at Jacob er den eneste, som i virkeligheden er interesseret i at overleve. Mens man er væk, skal man selvfølgelig sørge for, at der er mad og forsyninger i kirken og naturligvis kan der ske uforudsete ting som at teamet ryger i totterne på hinanden på grund af uenigheder og man kan også blive udsat for overfald, hvor dele af ens forsyninger bliver stjålet af andre overlevende.



Men det mest frustrerende er, at det visse gange virker som om, at de andre karakterer er fuldstændig ude af stand til at tage vare på dem selv - selv et barn, er bedre i stand til at passe på sig selv, end de overlevende i kirken er. Man oplever, at de ikke selv gør de mest basale ting for at overleve; de spiser ikke deres mad, så de dør af sult og de går ikke i seng for at sove, så de ender med at dø af udmattelse. Man skal fortælle dem alt og ikke engang der, adlyder de altid ens instruktioner. Det er virkelig frustrerende.

Når man bevæger sig ud for at finde forsyninger, har man robotten Aki-Light med sig. Den kan hjælpe med at bære de ting man finder, den fungerer som radar så man kan finde tilbage til kirken, den kan grave efter forsyninger under sneen og den er udstyret med en lygte, som kan lyse opgivelserne op for en. Man skal dog hele tiden passe på ikke at bruge Aki-Light for meget, for den kan løbe tør for batteri og sker det, er man efterladt i vildmarken og man må navigere tilbage til kirken udelukkende ud fra landskabet, som hele tiden sner til.



Helt overordnet er Impact Winter et gennemsnitligt survivalspil, dog med en spændende præmis men også med et velkendt gameplay uden de helt store overraskelser. Man bliver hele tiden holdt til ilden med nye opgaver, men desværre er den til tider elendige kunstige intelligens med til, at gøre tingene mere stressede end de er i forvejen.

Grafikken i Impact Winter er godkendt, men ikke noget specielt. Når man bevæger sig udenfor kirken er det hele meget hvidt, fordi der er sne overalt, så det er i kirken og i de mange bygninger man kan gennemsøge, at grafikken kommer til sin ret. Der er en del mikro-management i spillet og menuerne fungerer fint - Mojo Bones har gjort et fint stykke arbejde med at få denne del af spillet konverteret fra PC til joypad’et på PlayStation 4.

Er man hardcore fan af survivalspil, så kan man godt tage et kig på Impact Winter, som kan købes til en fin pris på 149 kr. på PlayStation Store - men er man ikke bekendt med denne genre, er dette ikke det bedste sted at starte.
+ Spændende præmis, fin pris
Til tider frustrerende kunstig intelligens, kan blive ensformigt
Gameplay:6.5
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 6.5
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.