LocoRoco

Engang var alt stille og fredeligt på LocoRoce’ernes planet. LocoRoco’erne legede og sang hele dagen og hyggede sig med deres venner Mui Mui’erne. Men så en dag kom de onde Mojya til LocoRoco’ernes planet og startede en invasion.

Ja, det var det. LocoRoco starter med en kort og meget præcis intro, der meget kort giver spilleren et indtryk af, hvad der er sket, og hvad ens opgave er. Man skal selvfølgelig redde de mange LocoRoco’er og samtidig se, om man kan finde nogen af de skjulte Mui Mui’er, der er gemt rundt omkring på banerne.

Men hvad er en LocoRoco? Jo ser I – en LocoRoco er en lille gul blob, der minder en smule om en blanding af Nintendos Kirby og Pacman. Når en LocoRoco møder en spiselig blomst, der indeholder en LocoRoco mere, så spiser den blomsten og vokser. LocoRoco’en fortsætter med at vokse for hver LocoRoco blomst, den spiser, men det snedige er, at når den støder på en forhindring, kan man dele sig, men mere om det senere. Lad os kaste os ud i anmeldelsen.




Gameplay
Når du skal spille LocoRoco for første gang, får du 3 knapper til rådighed – det er desuden disse tre knapper, der skal bruges hele spillet igennem. Man bruger den højre og venstre skulderknap på PSP’en til at tilte banen henholdsvis til højre eller venstre. Hvis man så samtidig med, at man tilter til venstre (med den venstre skulderknap) trykker på den højre, så kan man hoppe med LocoRoco’en – jo længere man holder knappen inde, jo højere hopper man.

Som jeg nævnte i indledningen vokser ens LocoRoco for hver blomst, man spiser, men hvis man støder på en forhindring, man er for stor til, kan man ved et lille tap på O knappen dele sig i det antal dele, man består af – det vil sige, hvis man har spist 9 blomster, så består man af 10 LocoRoco’er, og man vil derfor blive delt i 10 dele, når man tapper O knappen. Når man så er kommet gennem forhindringen, kan man samle sig selv til en LocoRoco ved at holde O knappen inde, indtil alle dele er samlet til én igen.

Konceptet med at dele sig og samle sig igen går igen igennem hele spillet, og man kan blandt andet komme ud for at møde forskellige (venlige) skabninger, der belønner LocoRoco’erne, hvis man synger en sang for dem. For at synge en sang skal man som regel have et eller andet minimumsantal af LocoRoco’er, som så danner et kor og synger en sang for skabningen. For det meste bliver man belønnet med bonusting, som man kan bruge i ”Create a LocoRoco House” featuren, som jeg vil vende tilbage til.

Sang bruges også til at få fat i enkelte af de skjulte Mui Mui’er, da nogen af dem sover i små huse, og den eneste måde at få dem ud på er at synge for dem. Mui Mui’erne belønner også med bonusting til LocoRoco’ernes hus.

Gennem banerne er der forskellige fjender, man skal tage højde for. Blandt andet er der mange af de onde Mojya’er, der nyder at spise LocoRoco’erne, men de kan heldigvis klares med et enkelt hop. Derudover er der også ugler, der enten spytter pigge ud eller også tygger de lidt på ens LocoRoco og spytter den ud i en anden form – som f.eks. en firkant. Disse ugler kan man ikke gøre så meget ved, men man kan dog undgå dem ved at være lidt smart.



Senere hen møder man andre typer LocoRoco’er - ”standard” LocoRoco er en gul fyr, men senere hen støder man blandt andet på en lyserød pige LocoRoco, som man også kan bruge som spilbar karakter ved at vælge ”hende”, inden man begynder på en bane.

Som sagt kan man i hovedmenuen vælge en feature, hvor man kan indrette et LocoRoco hus med forskellige effekter fra de forskellige baner. Blandt andet kan man sætte vipper, møller og meget andet ind og på den måde lave sin egen LocoRoco bane, som man så kan spille igennem.

Grafik
Grafisk er LocoRoco et rent 2D spil uden de store dikkedarer. Men det gør absolut ingenting. Alle banerne er bygget op med stor kreativitet, og der er ikke to baner, der minder om hinanden. Desuden er alle banerne farvet i mange flotte spraglende farver, og man føler til tider, at man har gang i et decideret børnespil. Men LocoRoco er langt fra et børnespil – selvom kontrollen er uhyre simpel og det hele er super-nuttet, så er det skam et spil for alle aldre.

LocoRoco byder ikke på nogen mellemsekvenser og har kun en intro, der består af still billeder med lidt tekst til. Men LocoRoco har ikke brug for nogen fantastisk flot intro og en masse mellemsekvenser, for det er gameplayet, der er i højsædet her.

Lyd
Lydsiden består primært af et soundtrack, der består af uforståelig japansk vanvid. Mange af numrene har en (grim) tendens til at hænge fast i hovedet, og jeg fangede da mig selv i at gå og nynne et af numrene, mens jeg læste til eksamen. Men misforstå mig endelig ikke – selvom soundtracket består af uforståelige tekster med sjove rytmer under, så er det stadig et verdensklasse soundtrack, der passer fantastisk til det gameplay LocoRoco har.



Hvad angår lydeffekterne, så består de primært af simple effekter. Der er ingen tale i spillet udover en masse uforståeligt vrøvl (igen). Men igen er det ikke noget, der betyder noget, for som vi så det i katamarispillene, behøver man ikke flere timers tale og realistiske lydeffekter for at lave et spil i topklasse.

Holdbarhed
LocoRoco byder kun på en singleplayerdel, men nu må du ikke tænke: ”Åhh nej, kun singleplayer, så er spillet jo overstået på en time!”, for selvom man i teorien godt kan gennemføre LocoRoco på et par timer, så skal man alligevel investere en god omgang spiltimer på at finde alle LocoRoco’er og alle de hemmelige ting. Chancen for, at man finder alle ting i første gennemførelse af en bane, er meget lille. Derfor tager man tit sig selv i at starte forfra i en bane, fordi man ikke vil acceptere, at man kun fandt 15 ud af de 20 LocoRoco’er. Eller måske har man kun fundet 1 af de 3 skjulte Mui Mui’er, og det er bare ikke godt nok.

Og som om det ikke er nok, så er der også en masse lyserøde ”fluer” fordelt rundt på banerne. Disse fluer skal man selvfølgelig også finde alle sammen af i hver bane, så man kan bruge dem senere til indkøb af forskellige bonusting.



Overall
Alt i alt er LocoRoco det absolut bedste PSP spil, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at nyde. Det uhyre simple gameplay, den behagelige grafik og nuttede musik skaber en fantastisk kombination, der gør LocoRoco til et utrolig gennemført spil, som man kan vende tilbage til om og om igen, fordi man altid kan se, om man kan klare sig bedre end sidste gang, man spillede.

Eneste minus ved LocoRoco er, at man til tider bliver lidt frustreret over, at man ikke altid kan gennemskue, hvor de sidste ting man mangler er, og hvordan man egentlig skal få fat i dem. Denne frustration gør, at man ofte er ved at lægge PSP’en fra sig, men så er det godt, at LocoRoco er så vanedannende, at det er meget svært at stoppe, når man først er kommet igang.

Mange spilsider og blade har længe spået LocoRoco til at blive det største/bedste spil i 2006, og nogen vil endda sige i hele PSP’ens historie, og de udsagn vil jeg da meget gerne tilslutte mig. LocoRoco er simplethen kommet for at blive, så mon ikke vi ser en eller flere efterfølgere en gang i fremtiden.