Lost Ember

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 27. november 2019 - kl. 21:28
Del denne artikel:
0 0

Hvad siger du til, som en ulv, at tage en tur igennem en smuk verden i søgen efter en forsvunden civilisation? Lyder det interessant? Så læs anmeldelsen af det smukke Lost Ember her.

Lost Ember blev tilbage i december 2016 finansieret på Kickstarter med over 325.000 euro, et beløb, som var mere end tre gange større end det oprindelig mål. Nu her tre år senere, er spillet endelig udkommet.



I Lost Embers fantasiverden er menneskeheden tilsyneladende forsvundet og kun deres sjæle er tilbage. Dyrene og naturen har overtaget og det eneste spor af menneskelig civilisation er ødelagte ruiner placeret i det smukke landskab.

Man starter spillet ud som en ensom ulv, der får følgeskab af en svævende lysende kugle og man finder hurtigt ud af, at man er en menneskelig sjæl fanget i en dyrekrop. Man skal sammen med den lysende kugle afdække historien bag den forsvundne civilisation samt finde vejen til The City of Light - stedet hvor de begge kan få adgang til dødens rige - der hvor sjæle hører hjemme.

Lost Ember kan bedst beskrives som en walking simulator, dog med et altafgørende twist. Ulven er hurtig og kan tilbagelægge store afstande på kort tid - men den kan som bekendt ikke flyve eller bevæge sig særlig godt i vand. Det er her, at den såkaldte “shape-shifting” mekanik kommer ind. Da man i virkeligheden er en sjæl, kan man til hver en tid hoppe fra ulvens krop og over i et andet dyrs krop. Så kommer man til dybt vand, kan man overtage en fisks krop, så man kan bevæge sig hurtigere gennem vandet og ved en klippeafsats kan man tage form som en fugl så man kan flyve. Der er mere end 12 forskellige dyr, som alle har forskellige egenskaber og som man kan tage kontrol over, for at komme videre i historien. Ulven er dog ens grundform og man kan til hver en tid vende tilbage til ens oprindelige ulve-form.



Nok er shape-shifting mekanikken spillets party trick, men den store stjerne er det utroligt smukke landskab. Spilverdenen er nemlig utrolig smuk og man ser tydeligt, at Mooneye har gjort alt for at kreere en smuk og unik spilverden. Der er flere gange, hvor man må stoppe op for at nyde den smukke natur og de imponerende udsigter. Rundt omkring i landskabet er der gemt forskellige ting man skal finde og vil man finde det hele, skal man virkelig være grundig og så kan man godt forberede sig på at smide en god portion timer i spillet.

Når nu spilverdenen er skabt med så stor kærlighed til naturen, er det også synd at illusionen bliver ødelagt en smule af nogle tekniske ujævnheder. Man kan med mellemrum løbe igennem solide objekter, jeg så på et tidspunkt en gås gå gennem luften med høj fart og det kan nogle gange se ud som om, at ulven svæver og ikke rigtigt har kontakt til jorden. Det er ikke noget som ødelægger spillet på nogen måde, men visse steder virker det hele lidt groft og måske ikke helt færdigt.



Soundtracket er perfekt afstemt til spillets rolige stil og det er virkelig smukt. Det ligger sig stille og roligt i baggrunden og skaber et smukt tapet af bløde og dejlige lyde. Det er sådan noget musik man sætter på, hvis man en aften ikke kan sove. Det er virkelig afslappende og smukt. Men her er der desværre også lidt tekniske ujævnheder, da musikken på mystisk vis kan forsvinde visse steder - og jeg tror ikke det er et bevidst designvalg, da der ikke sker noget i spillet som kan retfærdiggøre, at soundtracket pludselig skulle forsvinde.

Lost Ember er et ganske unikt spil. Det er ikke ude på at udfordre dig. Det vil i stedet have dig til at gå på opdagelse, nyde naturen og ellers bare begive dig ud på en smuk rejse. Det er nærmest afslappende at spille og det smukke soundtrack er virkelig med til at gøre Lost Ember til en smuk oplevelse.



Desværre virker spillet visse steder ikke helt færdigt, da det som beskrevet tidligere, virker lidt groft i kanterne her og der. Jeg ville virkelig gerne elske Lost Ember, men jeg havde svært ved at se bort fra de tekniske problemer, som dog på ingen måde er ødelæggende for spillet - men blot er generende for indlevelsen.

Lost Ember er ikke et spil for alle. Den rolige stil og det nærmest ikke-eksisterende gameplay vil være et turn-off for nogen, men er du til walking simulatorer og har du lyst til en smuk tur igennem en fantastisk fantasiverden, så kunne Lost Ember sagtens være noget for dig.

Lost Ember kan købes nu i PlayStation Store til 229 kr.
+ Smuk spilverden, fantastisk soundtrack, decideret afslappende
Mindre tekniske fejl i grafikken og i lydsiden
Gameplay:6.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.