I Lost Planet 2 er vi skredet 10 år frem og befinder os stadig på planeten E.D.N. 3, og som de fleste nok husker, var det en kølig fornøjelse at opholde sig på denne. Men der skulle åbenbart kun gå 10 år, før store dele af planeten bestod af noget så varmt og grønt som smukke regnskove og tørre ørkener. Meget andet om historien kan jeg ikke fortælle, da informationer og briefing til spilleren er helt igennem håbløse. Campaigndelen er inddelt i 6 episoder, og for hver episode styrer man en ny karakter. Man får intet at vide om de nye karakterer, som man skal på udflugt med, og hvad opgaverne består af skal man stort set gætte sig til. Godt nok indledes hver episode med en filmsekvens, som egentlig skulle fortælle spilleren noget om, hvad sagen går ud på, men næ nej. Det eneste positive ved disse mange - mellemsekvenser er, at de for det meste består af intense kampe og derved pifter det krigsstemningen op. Retfærdigt skal det siges, at man under missionerne briefes af meldinger over radioen, men de fortæller stort set intet om historien. Det gør de seks episoder ligegyldige, og man føler sig aldrig rigtigt forbundet til historien eller gameplayet, man spiller dem bare igennem. Men mest af alt består missionerne af at udrydde de enorme akrid-væsener og former for soldater.
Campaignen kan spilles sammen med en ven lokalt på konsollen i split screen, eller man kan gå online sammen med op til 3 venner. Co-op fungerer glimrende i Lost Planet 2, og enkelte missioner er faktisk ret svære at gennemføre, hvis ikke man har en buddy ved sin side. Det er især tilfældet i de store boss-fights, hvor det er effektivt at skyde bossen fra flere vinkler end bare den ene. Føler man ikke for at arbejde sammen med nogen, kan man spille mod op til 15 andre spillere online i klassiske deathmatches og team deathmatches (dog kaldt Elimination). Derudover findes der bl.a. også spiltypen Post Grab, hvor to hold skal forsøge at overtage kontrollen over nogle Data Posts (som i campaignen optræder som spawn-stationer). Med andre ord er multiplayerdelen særdeles godkendt i Lost Planet 2. Hvis ikke de lidt mere traditionelle spilformer kan tilfredsstille, er der også et nyt tiltag med navnet Faction Match. Det går kort fortalt ud på, at man vælger imellem fem faktioner og er dernæst bundet til den ene faktion i syv dage. Efter en uges spil bliver man, hvis man har været på det vindende hold, belønnet med credits, der bl.a. kan bruges til at opgradere sin karakter. Det er et spændende tiltag, og forløber det godt, kan vi højst sandsynligt forvente at se det i andre kommende skydespil.
Styringen var et af de områder, hvor forgængeren modtog en del kritik. Tilsyneladende har Capcom arbejdet på den lidt kluntede styring, og den er nu ret præcis og tilpas tung. De fleste våben og granater er også en fryd at bruge, og lyden er også tilpas kraftig og eksplosiv lige med undtagelse af geværet, som er standardudstyr. Ikke nok med, at det har svært ved at gøre skade på fjenderne, så lyder det også som et sølle softgun-gevær. Men det er blot en lille negativ del af den ellers godkendte lyd.
Grafikken er faktisk endnu bedre end lyden takket være Capcoms nye grafikmotor, MT Framework 2.0. Særligt omgivelserne i regnskovsmiljøerne er ganske nydelige med en god kontrast. Dog kan visse overflader godt virke en kende grumset, men ikke nok til, at det kan ødelægge det samlede flotte indtryk af grafikken. Men eksplosionerne er heldigvis det, der grafisk set er det bedste, og hver gang en eksplosion forekommer, fanger jeg mig selv i (indvendigt) at udbryde: wow.
Overraskende byder dette spil med japansk baggrund på et næsten perfekt stemmeskuespil, men det er bare synd, at historien er så usammenhængende og uklar for spilleren. Men endnu værre er det, at selve gameplayet også er uklart. Man får næsten intet at vide om, hvor man skal bevæge sig hen heller ikke hvilken retning, men heldigvis er missionerne meget lidt kreative, så det handler dybest set bare om at rydde vejen for akrids og nå frem til bossen. Det er blot alt for forvirrende og frustrerende, at brugervenligheden er så dårlig, og de løbende intels, som skulle være til stor hjælp, er stort set intet andet end fyld. Men når man får guidet sig selv mod enden af missionerne, er der lidt opvejning af det ringe gameplay. De store boss-fights er, hvad Lost Planet 2 egentlig handler om; et meget stort og grimt uhyre, kæmpe våben, samarbejde om at nedlægge dyret og masser af eksplosioner alt sammen i absurde omgivelser. Men øv, hvor er det skuffende med det gameplay.
Lost Planet 2 har ellers, hvad der skal til; en overvejende flot grafik, mægtig lyd, gode og mange multiplay-muligheder og en dejligt tung og præcis styring. Dertil er Lost Planet 2 udstyret med et nærmest perfekt stemmeskuespil, som sagtens kunne komme fra Gears of War, Battlefield: Bad Company 2, Killzone og andre storspil. Men spillet formår aldrig at give spilleren oplevelsen af et godt og helstøbt gameplay. Der er en enorm mangel på en rød tråd igennem spillet, og blandt andet en mere glidende overgang mellem de seks episoder havde hjulpet en hel del på problemet. At spilleren oven i købet heller ikke får tydelige instruktioner om, hvad man skal gøre og hvor man skal hen, betyder, at spilleren er nødt til helt unødvendigt at bruge adskillige minutter på at søge efter løsningen. Det er frustrerende, men ikke så frustrerende som tanken om, at Capcom for 3 år siden sendte et noget nært perfekt skydespil på markedet, og at de ikke har formået at holde takten med Lost Planet 2.
Facebook
Twitter
