Lost Words: Beyond the Page

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 1. april 2021 - kl. 13:39
Del denne artikel:
0 1

Der er ikke mange spil, der direkte påvirker en følelsesmæssigt, men Lost Words: Beyond the Page er et af de spil. Det er en smuk fortælling, der visse steder endda byder på nye og gode idéer.

Hvis du ikke har hørt om Lost Words: Beyond the Page før, er det helt forståeligt. Godt nok har der været lidt buzz omkring spillet i indie-kredse, men da det var eksklusivt til Google Stadia, har det nok ikke fået den helt store omtale. Nu er denne lille perle heldigvis kommet til PlayStation 4.



I Lost Words: Beyond the Page følger man fortælling om Izzy, en lille kreativ pige med et tæt bånd til hendes bedstemor. Da Izzys bedstemor en dag bliver syg og ender på hospitalet bliver Izzys verden vendt på hovedet og hun bliver fyldt sorg, vrede, frygt for hvad der skal ske, håbløshed og ikke mindst afmagt. Tæppet er blevet trukket væk under hende og hendes største klippe i hendes liv er nu skrøbelig.

Historien i Lost Words: Beyond the Page er todelt. Den første del foregår i hendes dagbog, hvor Izzy skriver alle hendes tanker ned og hun tegner tegninger af hendes bedstemor og af alle de ting de har lavet sammen. Det smarte er, at alle de sætninger, ord og minder hun skriver, danner platforme man som spiller kan hoppe rundt på, flytte rundt på og placere sådan, så man kan få en lille karakter af Izzy hen til udgangen af hver eneste side - og nogle gange skal man flytte rundt på ord, så man kan tage fortællingen i forskellige retninger.



Det kan måske lyde en smule banalt, men for pokker hvor fungerer det bare godt. At hoppe rundt på nogle linjer, som er dannet af nogle dybe tanker og følelser, som alle der har mistet en som de stod en nær, kan relatere til er noget helt specielt. Det er en virkelig fed måde at fortælle historien på og jeg har aldrig set noget der minder om det her.

Den anden del af spillet er det eventyr som Izzy er ved at skrive. Hun er ved at skrive et eventyr om en drage, der angriber en lille piges landsby og spreder 120 små lysende ildfluer ud over landet Estoria. Pigen drager nu ud på et eventyr, for at indsamle de her små ildfluer og på den måde få hendes landsby tilbage. Men historien handler også om, at nogle gange ændre ting sig for evigt og Izzy bruger det her lille eventyr til at komme ud med hendes frygt og afmagt i forbindelse med hendes bedstemor - og man kan se mange ligheder mellem det der sker i hendes liv og det der foregår i eventyret.



Også her er der en snedig spilmekanik. Undervejs kan den lille pige i historien samle magiske ord, som hun opbevarer i en bog og disse ord kan hun bruge for at komme videre i eventyret. Kommer hun for eksempel til en bro der er faldet sammen, finder hun ordet REPAIR i hendes bog og broen bliver genopbygget. Kommer hun til sø med lava, bruger hun ordet IGNORE fra bogen og hun kan gå på lavaen fordi hun kan ignorere det. Kommer hun til en mørk hule kan hun bruge ordet BURN til at tænde faklerne i hulen og kommer hun til et sted hvor der står en lille statue der ligner hende, for eksempel oppe på en afsats som hun ikke kan nå op på, kan hun bruge ordet SWAP og så bytter hun plads med statuen og hun står nu oppe på afsatsen.

I løbet af spillet får hun seks ord i hendes bog og de kan bruges på udvalgte ting i omgivelserne, så det er en smule begrænset og måske en smule ensformigt mod slutningen, men det kompensere den virkelig god historie for uden problemer. Min klare favorit er fortællingen i hendes dagbog. Man hopper altså rundt på de ord, på siderne i en dagbog som i et simpelt platformspil, men den måde ordene kommer frem på, den måde som siderne i hendes dagbog bliver tegnet og skrevet på, mens man hopper rundt, fungerer så godt.



Som spil er Lost Words: Beyond the Page til den simple side, men det er et virkelig godt casual spil, som man kan slappe af med og hvor man får en historie som vil ramme en. Historien er skrevet af Rhianna Pratchett, der tidligere har arbejdet på spil som Heavenly Sword fra Ninja Theory, Rise of the Tomb Raider og Mirror’s Edge.

Den grafiske side er ganske nydelig og der er stor forskel på grafikken i dagbogen og i eventyret. Igen er dagbogen det mest dragende, fordi der er lagt så meget kærlighed og arbejde i de små detaljer, mens den visuelle side i eventyret er mere almindeligt. Men det er nydeligt og begge dele af spillet fungerer fint rent visuelt. Lydsiden er ligeledes virkelig god, med en god stemmeskuespiller der lægger stemme til Izzy og et virkelig godt stemningsfyldt og følelsesmæssigt soundtrack.



Lost Words: Beyond the Page er lidt af en positiv overraskelse for mig. Det er svært at sige præcis hvad det er, men det her er et af de spil, der ender med at være mere end summen af dets dele. Historien og fortællingen i dagbogen er gribende, eventyret afspejler den lille piges dybeste følelser for hendes bedstemor og hele fortællingen leveres med stor overbevisning.

Set isoleret som spil, er det her meget simpelt, men det ville være en stor fejl at begå at se på Lost Words: Beyond the Page på den måde. Det er en helhed og det hele spiller godt sammen og jeg var fanget hele vejen igennem de omkring 5-6 timer det tog at gennemføre. På grund af temaet i spillet, henvender det sig nok mest til voksne, så hvis du er til spil med en historie der i høj grad giver mening og som vi alle kan relatere til, så tag et kig på Lost Words: Beyond the Page når det udkommer her 6. april - det er noget ganske specielt.
+ Virkelig god historie vi alle kan forholde os til, platform-elementerne i dagbogen, flotte detaljer i grafikken, virkelig god lydside
Gameplayet i eventyr-delen er måske lidt for simpelt
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 8.0
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.