Du vågner forvirret op på en mark nær en farm, og begiver dig langsomt til at udforske området. Det ser ud til at stedet er helt øde, indtil du støder på en gruppe talende majskolber, der gerne vil have din hjælp. Du skal nu ned i et underjordisk laboratorium, og færdiggøre en form for forsøg, som videnskabsmændene ikke fik gjort. Dernede får du lavet en mekanisk bamse, der hele tiden er på nakken af dig og du støder på den udstødte majskolbe, der er ondsindet og har storhedsvanvid.
Hvis du allerede nu klør dig lidt i håret over hvad du lige har læst, måske har lyst til at forlade internettet resten af dagen og genoverveje dine valg i livet, så er spillet nok ikke for dig. Men hvis du tværtimod værdsætter det lidt mærkelige og skøre, så bliv endelig hængende, for det har Maize utrolig meget af. Der er totalt langt ude dialoger og ting der sker undervejs, som faktisk virker ret befriende og utraditionelle. Det tager chancer for at være en unik oplevelse og det er det bestemt.
Når jeg siger oplevelse, så mener jeg netop det, for der er desværre ikke forfærdelig meget gameplay i spillet. Gameplayet består primært af at gå rundt i de forskellige rum for at samle ting op, for at finde ud af hvor de passer ind, for dernæst at komme ind i et nyt rum og gøre det samme igen. Det kan være alt fra et dørhåndtag der mangler på en dør, til at finde et manglende tandhjul til en maskine. De objekter der kan samles op lyser med et blåt skær når man kommer i nærheden af dem, så man ikke er i tvivl om hvilke der er vigtige og de steder hvor forskellige objekter kan bruges, lyser de op med en gullig farve.
Man bærer tingene i en rygsæk og så snart man støder på en genstand man kan samle op, så tilføjer man den bare til rygsækken og prøver senere om man har det objekt der skal bruges. Hvis man mangler lige præcist det objekt, der skal bruges for at komme videre, så er der ingen anden udvej end at gennemsøge de forrige rum. Det er ikke en besværlig opgave, nu hvor tingene lyser op, men det kan godt blive frustrerende at skulle backtracke uden en form for ledetråde om, hvor tingene er. Nogen gange var det en lille dåse, der stod på en kommode jeg havde overset og som jeg lige har brugt 20 minutter på at lede efter.
Det er egentlig den eneste form for udfordring der er i spillet. For når du har samlet tingene op, så skal de bare sættes ind i de rigtige steder, uden en form for interaktion eller puzzle solving. Der var kun to steder hvor man følte at man lavede andre ting end bare at løbe rundt og sætte ting ind i steder. Der bliver ikke brugt alle knapper på controlleren, så styringen er simpel, overskuelig og lige at gå til.
Grafikken er sådan set i orden for hvilket spil det nu er, men den stråler aldrig helt. Til tider virker det grumset og ikke særlig betagende at kigge på. Men for det meste så går det lige an. Spillet er desværre ikke helt finpoleret og jeg stødte ind i flere former for glitches. Blandt andet at grafiske teksturer manglede i få sekunder og baggrunden forsvandt, at lyden til enkelte dialoger simpelthen helt forsvandt og jeg sad fast to gange hvor jeg ikke kunne komme ud og måtte genindlæse et tidligere gem. Andre gange fejlede spillet simpelthen med at indlæse en bane, hvor jeg måtte genstarte hele spillet. Det er ikke direkte spil ødelæggende bugs, men det trækker en ud af spillet at skulle blive konfronteret med dem.
Det der uden tvivl var min drivkraft i spillet, og det der gav mig lyst til at fortsætte selvom at gameplayet hurtigt blev monotont, var nysgerrigheden om hvilken drejning spillet nu ville tage. Jeg var helt spændt på hvilke absurde scenarier jeg nu ville blive kastet ud i, eller hvilke dialoger der nu ville komme. Og jeg havde det faktisk ret hyggeligt så længe at det stod på. Rundt omkring i spillet er der efterladt post-it notes, fra de to videnskabsmænd, som slet ikke kan enes. Der er den halv dumme Bob, der hurtigt bruger pengene på nye idéer og projekter uden at tænke sig om, og den smarte, men dog yderst spydige Ted, som bruger al sin energi på at fortælle Bob hvor latterlig han er. Desto længere man kommer ind i spillet, desto mere går det ned ad bakke for dem og laboratoriet, og det er en sjov proces at følge.
Hvis man sidder fast i spillet, så slynger den russiske bamse gerne en vittig kommentar ud og kalder én for en idiot. Det blev lidt irriterende i længden at høre på, især når der ikke er så meget variation i fornærmelserne. Heldigvis har spillet den rigtige længde, på omtrent tre til fire timer, så spillet ved godt hvor langt de forskellige figurer og den gakkede historie kan køre, uden at blive alt for udvandet og trættende at være i selskab med.
Maize er ikke uden sine fejl og kræver ikke det store af spilleren for at gennemføre. Men desuden så tilbyder den en forfriskende gakkethed, som jeg i den grad værdsætter. Jeg følte at jeg var i et underholdende selskab hele vejen igennem og at det egentlig var en hyggelig oplevelse. Hvis man holdt af Jazzpunk, så er Maize helt klart et kig værd.
Facebook
Twitter
