Manifold Garden

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 23. maj 2021 - kl. 12:18
Del denne artikel:
0 1

Den stilfulde og Escher-inspireret puzzler Manifold Garden er nu udkommet til PlayStation 5 - læs anmeldelsen her.

Manifold Garden er ude til stort set alle platforme og det blev listet ud på PlayStation 4 sidste år uden den store fanfare. Nu er det så kommet til PlayStation 5 i en opdateret udgave, med grafik i 4K ved 60 frames, flere visuelle effekter og haptisk feedback fra DualSense controlleren.



Manifold Garden er designet af en enkelt mand, William Chyr fra Chicago, der ud over at være spildesigner også er kunstner og visual artist og det kan man godt se på Manifold Garden. Den visuelle stil er meget smuk, men også uhyre simpel og er udformet som en uendelig og Escher-inspireret verden, med umulige strukturer der gentager sig selv igen og igen.

Manifold Garden er i virkeligheden ret simpelt; man skal placere nogle farvede kasser på nogle farvede kontakter, for at åbne nogle døre for at komme videre i spillet. Kontakterne kan være placeret på gulvet, på væggene eller på loftet. Det er så her, at der er en lille krølle på det hele og det er at man kan manipulere med tyngdekraften, så man kan vende verden omkring en rundt, så en væg nu bliver til gulv og gulvet man før stod på, nu er blevet til en væg. Det betyder at man får helt nye perspektiver på det rum man befinder sig i og man skal virkelig tvinge sig selv til at tænke tredimensionelt hvis man skal løse de forskellige puzzles. Manifold Garden fik flere gange min hjerne til at slå lidt knuder på sig selv.



Gameplayet er jo i virkeligheden ganske simpelt; placér de her farvede kasser på kontakter af samme farve. Men fordi at spilverdenen er uendelig og gentager sig selv (falder man ud over en afsats, vil man blive ved med at falde forbi det sted hvor man faldt ud over, indtil man får sig placeret sådan at man lander på en platform et sted) og fordi at man kan manipulere med tyngdekraften, kan en umiddelbar simpel puzzle pludselig blive kompliceret. Ind imellem virker sværhedsgraden lidt ujævn, da jeg flere gange sad fast i en puzzle jeg ikke kunne se mig ud af, for derefter at løse de næste puzzles i første forsøg.

Som nævnt tidligere, er Manifold Garden et virkelig flot spil at se på. Man kommer igennem store rum, med enorme vinduer og træer lavet af firkantede klodser som var det i Minecraft. Den visuelle stil er meget ren og artistisk og det giver Manifold Garden sit helt eget og unikke udtryk. Lydsiden er fin, med et afdæmpet soundtrack, som passer fint til et puzzlespil, hvor man skal tænke sig godt om. Spillet gør også brug af haptisk feedback fra DualSense controlleren, men det er ganske sparsomt implementeret, så det gør faktisk ikke den helt store forskel i forhold til at spille med en almindelig controller.



Manifold Garden har frem til udgivelsen af denne PlayStation 5 version, været et projekt William Chyr har arbejdet i mere end otte år på. Det må være hans lille barn og det er heldigvis et smukt og velskabt barn han har fået skabt. Hvis du er til puzzlespil, som vil udfordre din opfattelse af rum og abstrakte strukturer, så tag et kig på Manifold Garden.

Hvis du allerede har Manifold Garden til PlayStation 4, så kan du gratis opgradere til denne PlayStation 5 version - og hvis du endnu ikke har haft fornøjelsen af spillet endnu, så er denne PlayStation 5 udgave det perfekte sted at starte. PlayStation 5 udgaven koster 134 kr. på PlayStation Store.
+ Gode puzzles, smuk og simpel grafik, simpelt gameplay
Sværhedsgraden er for ujævn, lidt tynd DualSense implementering
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.