En historie der giver mulighed for kaos
Det kan nok næppe komme bag på nogen, at Mercenaries 2: World in Flames ikke sætter den nye standard for historiedrevne spil. Man starter spillet ved at vælge imellem en af de tre forskellige mercenaries; Mattias Nilsson en svensker med hanekam og tatoveringer over hele kroppen, Christopher Jacobs, amerikaneren som blev træt af sine overordnende i hæren og til sidst kvinden Jennifer Mui fra Kina, der udmærker sig i atletikdiscipliner. Hovedhistorien i spillet bliver den samme lige meget hvilken af disse personer man vælger at spille som, eneste forskel er stemmeskuespillet og de forskellige evner de tre har. Mattias Nilsson har en hurtigere regeneration af liv, Christopher Jacobs kan bære flere skud og den atletiske kvinde Jennifer Mui kan selvfølgeligt løbe hurtigere.
Historien er meget simpel. Du bliver hyret til et job i Venezuela af storpolitikeren Ramon Solano. Solano nægter at betale dig for jobbet og tager præcist som i de gamle Olsen Banden film røven på dig. Dette lader en lejesoldat sig selvfølgeligt ikke gå forbi uden hævn, og herfra starter ens rejse i Venezuela, et land præget af krig over den kostbare olie. Man vil i sin søgen bl.a. komme i kontakt med lokale pirater og frihedskæmpere men også store nationer, der også har interesse i landets olie.
Mellemsekvenserne bærer primært historien. Dialogen er ikke noget at råbe hurra for, ej heller er stemmeskuespillet. Under mange samtaler snakker personer indover hinanden, og det er aldrig helt til at finde ud af, om dette er meningen eller om det er en fejl som følge af de forskellige lydspor, der er til de tre karakterer ligegyldigt grunden gør det samtalerne utroværdige og kunststige. Alt dette er svært at ligge den blinde øje til, og det er selv om spillet på ingen måde prøver at have en historie i topklasse. Dialogen bliver ind i mellem reddet af en god omgang humor og selvironi, men efterhånden som man kommer længere og længere ind i spillet, bliver mængden af dette mindre.
Det handler om den ægte drengerøv
Hvad Mercenaries 2 ikke har i historie har det til gengæld i eksplosioner, bomber, våben, tanks, biler, helikoptere, nedlagte bygninger og små fiskerbyer. Spillet byder på et miljø, hvor alt kan skydes i stumper og stykker, så længe man har ildkraft nok, og det er da også hvad mange af spillets missioner går ud på. Man kan med en velplaceret omgang tæppebombning vælte store bygnings-komplekser eller rulle igennem små slumbyer langs kysten i en tank og vælte huse, som var de lavet af pap. Det er en fornøjelse at ødelægge ting og helst med så store eksplosioner som muligt, og det hele bliver afviklet super lækkert af den fysikmotor, som ligger bag spillet.
Missionerne i spillet er som vi kender dem fra så mange andre spil, der forgår i en sandkasseverden. Man snakker med en kontaktperson, som har et problem, der skal løses. Dette kan være alt fra at transportere våben, slå folk ihjel (eller tage dem til fange og på den måde score en ekstra stor løn), ødelægge bygninger eller overtage baser for at nævne nogle eksempler. Variationen af hovedmissionerne er god, og det hjælper godt til med de mange sidemissioner, der også er i spillet. Der er også udfordringer, som du kan tage for at vinde adgang til nye våben. Så længe man holder sig til ikke kun at køre sidemissioner, men tager lidt fra hver skuffe, bliver Mercenaries 2 et spil med god variation og en ufatteligt masse at udforske.
Styringen af spillet virker til at starte med rigtig dårlig, men efter noget tid lærer man den. En ting som dog er meget underlig er, at man i tanks og andre køretøjer ikke accelerer og bremser på skulderknapperne men i stedet på X og firkant. Dette gør, at man ikke kan bruge sin højre tommelfinger til at sigte med, imens man trykker på X. Der er dog en nødløsning, da man kan trykke den venstre analog stik fremad for at accelerere. Dette virker til dels udmærket, men når man ser på titler som GTA 4, der klarer dette meget bedre, er det mærkeligt, at man som Pandemic har valgt denne form for styring. Det er desuden heller ikke muligt at skyde ud af sideruden, hvis man kører i en bil. Det er en skam, da fysikken på biler, tanks, skibe og helikoptere er rigtig god og på sin vis meget arkadelignede. Dette passer perfekt til spillet, og der skal ikke mange forsøg til før man har lært at mestre, at tage alle sving med håndbremsen. Ligeledes er der ikke meget finesse over måden at sigte på, hvilket klart er for det bedste.
Hvilket hold er jeg på?
Der er forskellige fraktioner, som man alle kan vælge at samarbejde med. Ved at klare missioner hos disse fraktioner, vil man efterhånden få et bedre ry hos dem, hvilket i sidste ende åbner op for støtte fra computerstyrede soldater, flere missioner osv. Desværre er de computerstyrede soldater ikke meget værd, faktisk er de ofte mere til skade end til gavn, da man ofte kommer til at ramme dem med f.eks. en eksplosion, fordi de ikke forstår at flytte sig. Generelt er den kunstige intelligens i spillet dårlig, hvilket også er at forvente i et spil som Mercenaries, og det gør bestemt ikke spillet dårligere, så længe de levende skydeskiver er sjove at ramme. Det bliver kun et problem, når det er ens medhjælpere, man rammer og på den måde får et dårligt ry hos den fraktion, som man i virkeligheden prøver at samarbejde med. Frustrationen over dette kan blive stor, ligesom de mange små fejl i spillet også kan. Som nogle få eksempler kan nævnes; bomber der aldrig lander, din opsamlingshelikopter er låst fast og er optaget indtil man starter en ny mission, samt en GPS der ikke virker. Alle disse små fejl gør, at oplevelsen desværre ikke helt bliver så glat, som man kunne forvente. Der er ikke noget værre end at skulle starte forfra i en mission, fordi man sidder fast i en busk.
Aldrig har et bombet land set så godt ud.
Alt kan skydes i stykker i Mercenaries 2, og heldigvis er det også, hvad der er lagt størst fokus på i spillet. Der er ufattelig mange bomber at vælge i mellem; tæppebombninger, artilleri, målsøgende missiler og endda atombomber, og de kan blive påkaldt på mange forskellige måder. Nogle bliver guidet af laser, nogle af satellit og andre af røg. Det er dog langt fra gratis at bruge disse super våben. Man må først købe selve bomben hos den lokale våbenpusher og derefter anskaffe sig brændstof, som bliver brugt som ressource til alt fra forsyninger, transport i helikopter og til at affyre bomber. Brændstof er dog spredt godt rundt i landet, og man kommer aldrig i en situation, hvor det er umuligt at finde.
Vigtigst af alt er selvfølgelig, at det giver en fed fornemmelse at detoner disse super våben, og at der sker mere end at der bare bliver lagt en stor sort tekstur på vejen. I Mercenaries 2 rydder man helt bogstaveligt byer og højhuse med jorden. Røgen, lyset og mindst lyden sørger for, at det bliver ved med at være fedt at se den ene bygning efter den anden falde sammen under ens bomber. Spillet scorer topkarakter for at have formået at lave de fedeste eksplosioner, jeg endnu har set i et spil.
Hele spilverden er rigtig godt lavet, og Venezuela er et land med masser af forskellige miljøer som f.eks. førnævnte fiskerby, jungle og storbyer. Det er dog meget forskelligt, hvor godt grafisk de forskellige steder er repræsenteret, og igen er det umuligt ikke at lave en sammenligning med GTA 4, hvor storbyens liv kommer så godt til udtryk. I Mercenaries 2 er storbyerne døde, og der sker ikke særlig meget. Det er klart de mindre byer og junglen i spillet, som ser bedst ud, og taget i betragtning, at alt kan ødelægges, så er det faktisk et rigtig flot spil. Ikke pga. detaljerige teksturer eller belysning og skygger, men fordi man ikke bliver stoppet af at køre igennem et træ eller en mur (med en tank selvfølgelig).
Til sidst er der tilbage at nævne lyden i spillet. Dialogen i spillet er noget nær det værste, jeg har oplevet i et spil i nyere tid. Dialogen hos alle personer i spillet bliver genbrugt til et punkt, hvor det bliver så stort et problem, at man vælger at skrue helt ned for stemmerne i spillet. Ens medarbejder, som giver information over radioen, er særligt en pinsel uden lige. Det er virkelig et problem, og jeg forstår ikke, hvordan de hos Pandemic kan have set på spillet og tænkt, at dette sikkert var ok. Musikken i spillet er heller ikke noget særligt, og der er ingen radiostationer eller noget som helst, hvilket gør det at køre lange ture i bil til en kedelig oplevelse. Det eneste gode ved lyden er bomberne og lydene fra ens våben.
Der er også multiplayer i spillet som virker udmærket. Man kan invitere en ven til sit spil, en ting som på Playstation 3 faktisk er et særsyn, og så kan man ellers gå amok uden nogle bestemte mål eller vælge at deles om missioner. Der er dog også en del fejl i multiplayer som i single player og ofte prøver man at få forbindelse til spil for så bare at blive smidt ud igen (og dette selv efter at man har åbnet for alle sine porte i routeren). Det er umuligt ikke igen at sammenligne med GTA 4, og selvom multiplayer delen i dette heller ikke er perfekt, så er den stadig flere længder foran Mercenaries 2. Det er også kun muligt at spille to spillere, hvilket vil sige der altså heller ikke er mulighed for store deathmatch kampe som man kunne have forventet. Der er også voice chat i spillet, dette fremgår dog ikke særligt tydeligt hverken i spillets manual eller i spillets menuer. Multiplayer delen er dog generel sjov og det kan varmt anbefales at spille spillet igennem med en ven fra starten, i stedet for først at gå online efter spillet er gennemført.
Et godt spil på trods af dets fejl
Mercenaries 2: World in Flames ender med at være en rigtig fed oplevelse. Gameplayet er super underholdende, og hvis det ikke havde været for de mange fejl, havde spillet her klart fået en karakter i den høje ende. Grafisk er spillet, som nævnt tidligere, rigtig flot, men det, at der bliver genbrugt teksturer så meget gør selvfølgelig, at spillet ikke kommer til at ligge helt i toppen. Meget af dette har selvfølgeligt også at gøre med, at spillet udover at være blevet udviklet til Playstation 3 og Xbox 360 også har en Playstation 2 version. Spillets lyd og multiplayer er til at græde over, og hvis dette er punkter, som du går meget op i, så hold dig væk fra denne titel. Hvis du til gengæld er til hjernedød action eller generelt er fan af skyd alt hvad der bevæger sig-genren, så er Mercensries 2: World in Flames lige dig.
Facebook
Twitter
