Metal Gear Solid 3: Snake Eater

Så er han tilbage – Solid Snake. Eller det er han så teknisk set ikke. Er du forvirret? Så læs videre. Spillet er Metal Gear Solid Snake Eater, og mener du selv, at du er med på noderne hvad angår PS2’en, så har du uden tvivl hørt om dette spil i en eller anden sammenhæng – for eksempel i nogle af de utallige nyheder vi har bragt her på Console.dk i løbet af det sidste ½-1 års tid.

Vi starter med lidt baggrundshistorie:
Året er 1962 under Den Kolde Krig, og USA og Rusland står på kanten af en ny verdenskrig. Problemet er, at Rusland er begyndt at opstille atommissiler på Cuba, og USA er (selvfølgelig) rystede over at have så farlige våben så tæt på deres kære land.

Krisen bliver dog hurtigt afblæst, da russerne går med til at trække sine våben tilbage fra Cuba på den betingelse, at USA sender en deserteret russisk forsker ved navn Sokolov tilbage til Rusland. Dette går USA med til, men efter et stykke tid bestemmer USA sig for at sende en mand til Rusland for at hente Sokolov tilbage. Denne mand er Snake – eller mere præcist dig.

Man får at vide, at Sokolov bliver holdt i et forskningscenter midt i en jungle, og man har ordrer til at skaffe ham tilbage uden at blive opdaget – og skulle man gå hen og blive opdaget, så vil USA - nærmere betegnet CIA - benægte alt kendskab til, at man eksisterer.

I en af de flotteste introsekvenser jeg nogensinde har set, ser man, hvordan Snake bliver smidt ud med faldskærm, efter man er blevet briefet om, hvad man må og ikke må under missionen.

Gameplay Efter den meget flotte men lidt lange intro, er man klar til at begynde spillet. Man spiller selvfølgelig Snake, hvis mission er at finde frem til Sokolov og få ham med tilbage til opsamlingsstedet uden at skabe alt for megen opmærksomhed. Konceptet er som i de to tidligere spil – du skal snige dig frem samtidig med, at du holder et vågent øje med alt omkring dig.

For du er i en jungle, og det betyder, at fjendens vagter ikke er dit eneste problem. I junglen bor nemlig også forskellige dyrearter som f.eks. slanger og krokodiller, som ikke altid er i lige godt humør.

Der er generelt lagt ekstra vægt på, at man skal snige sig langsomt frem og hele tiden holde øje med sine omgivelser. Dette bemærker man blandt andet ved, at man i Snake Eater ikke har den trofaste radar, som man havde i de andre spil. Grunden til, at man ikke har en radar denne gang er, at spillet foregår i 1960’erne, hvor den højteknologiske radar fra de to første spil stadig ikke var udviklet.
Man har dog stadig en primitiv radar, der kun kan spotte fjender, hvis de er lige i nærheden, og hvis de vel og mærke bevæger sig. Men om man vil bruge radaren er op til en selv, for i Snake Eater bruger ting som radarer og natkikkerten nemlig batterier og eftersom man ikke har uendelige batterier, så må man prioritere, om man vil bruge dem på radaren eller om man vel spare på dem, så man senere har strøm til f.eks. de infrarøde briller.

Som noget nyt er Snake udstyret med en kniv og en bedøvelsespistol. Disse to våben tjener flere formål. Blandt andet kan man bruge bedøvelsespistolen til at bedøve fjender med. Eller man kan bruge kniven til at snige sig ind på dem og skære halsen over på dem. Men de to våben tjener også et andet vigtigt formål. Du kan bruge dem til at indfange mad med!

Nu sidder du foran skærmen og tænker ”MAD?” og ja, du læste rigtigt. I Snake Eater har Snake fået en stamina-bar, der hele tiden falder i takt med, at man bevæger sig rundt. Det har den effekt, at når ens stamina-bar falder for langt ned, så begynder man at blive sløv, hvilket gør, at man ikke kan løbe så stærkt, og man begynder at ryste mere på hånden, når man forsøger at sigte med en pistol.

Løsningen på problemet er forholdsvist simpelt – man skal selv sørge for at holde Snake’s stamina-bar oppe ved at holde pause en gang i mellem og ved at sørge for, at Snake får noget at spise. Når Snake skal spise, har man to valg. Man kan enten finde bær og spiselige svampe i skovbunden, eller man kan dræbe eller indfange dyr. Vælger man at dræbe dyrene, så får man små pakker med kød, som man kan spise, når man har brug for det. Her skal man dog være opmærksom på, at kødet rådner over tid, så hvis man gemmer på det for længe, kan man gå hen og blive syg. Men nogle gange kan det bruges til ens fordel. Har man fundet en type svampe, der er giftige, kan man bruge dem til at forgifte fjenderne med. Eller har man fanget en slange levende, så kan man bruge den til at skræmme vagterne med.


Udover selv at skulle finde mad, skal man også selv sørge for at forbinde og pleje Snake’s forskellige skader. Har han fået en rift, skal man først rense såret, sy riften sammen og derefter forbinde det. Eller har man brækket en arm, så skal man selv sørge for at sætte en skinne på og forbinde skaden.

AI’en, der styrer fjenderne, er blevet væsentligt bedre i Snake Eater, og man kan nu forvente, at vagter tilkalder hjælp, hvis de opdager noget mystisk, ligesom de leder efter dig i grupper, hvis de først har opdaget dig – så vær opmærksom hele tiden. Og som i de andre Metal Gear Solid spil byder Snake Eater’s bosser på en broget flok af ”super”-soldater, der hver har sin specielle evne, der gør dem hver især til en dødelig modstander for Snake.

Desuden byder Snake Eater på et gensyn med Revolver Ocelot (fra det første Metal Gear Solid til den gamle grå). Ocelot er denne gang en ung mand, der først lige har opdaget sin kærlighed for skydevåben.

Gameplay-mæssigt har Hideo Kojima formået at fange alt det, der var perfekt i de to andre spil og samtidig fået tilføjet nye tiltag, der alt sammen har gjort Metal Gear Solid Snake Eater til et fantastisk spil, hvor man skal tvinge sig selv til at lægge controlleren, når først man er gået igang.

Grafik
Visuelt er Snake Eater en fantastisk oplevelse på nøjagtig samme måde, som forgængeren Sons of Liberty var det i sin tid.

Hvis vi starter med mellemsekvenserne, så er de stadig lige så flotte, som i den forrige udgave. Heldigvis har den gode Hideo Kojima taget kritikken fra det tidligere spil til efterretning og skåret lidt ned på mængden af mellemsekvenser.

For dem, der ikke kender til Sons of Liberty, så var spillets største svaghed, at der var cirka en million mellemsekvenser, der ødelagde spiloplevelsen, fordi man hele tiden blev afbrudt af små filmsekvenser. Men som sagt har Hideo Kojima denne gang gjort noget ved mængden af film, og de er denne gang mere overkommelige.

Spilgrafikken, dvs. når man selv spiller, er stadig utrolig flot lavet. Som nævnt tidligere så foregår størstedelen af spillet i en jungle. Allerede inden for de første fem minutter man spiller, fornemmer man den store indsats Konami’s grafikere har lagt i at skabe en virklighedstro jungle med masser af interaktive elementer, som planter, dyr og træer.

En anden grafisk perle er det nye Camouflage Index, hvor man kan få Snake til at skifte tøj og endda ansigtsmaling, så han hele tiden passer perfekt ind i sine omgivelser og dermed er sværere for fjenderne at opdage. En ny ”camouflage-måler” indikerer hele tiden på skærmen, hvor godt skjult man er, og det er en af ting, der virkelig får en til at tro, at man er en elitesoldat på solo-mission i en stor jungle, hvor fjender kan lure bag hvert hjørne.


Lyd
Spillets musikside er ikke overraskende ligeså fantastisk, som soundtrackene var til de første Metal Gear Solid spil. Musikken skaber en dejlig stemning, og man føler,at man er med i en amerikansk storfilm. Denne følelse bliver forstærket, når man første gang oplever spillets titelsang, der mest af alt minder om en titelsang fra en af de utallige James Bond film, som er lavet gennem tiderne.

Spillets lydeffekter er ganske godt udført, og man føler virkelig, at man lusker rundt i en tæt ørken. Der er masser af baggrundslyde fra fugle og andre dyr. Desuden har Kojima udstyret spillets karakterer med nogle ganske fremragende skuespillere, der gør, at figurerne virker troværdige.

Dog kunne man godt ønske, at russerne rent faktisk talte russisk i stedet for, at de på engelsk siger, at man taler godt russisk, når hele samtalen har foregået på engelsk. Vi ved godt, at alt tale er lavet på engelsk for at de fleste spillere kan være med på, hvad der foregår, men derfor kunne man godt lade de russiske soldater taler russisk og så bare lave engelske undertekster i de samtaler, der burde være på russisk.

Holdbarhed
Metal Gear Solid Snake Eater er et rent singleplayerspil uden nogen form for multiplayer overhovedet. Dette gør, at man nok skal være lidt mere end en almindelig fan af genren for at få det maksimale ud af spillet. Er man ”social-spiller”, der elsker at spille med venner, så er Snake Eater ikke en ”must have” titel, da man som sagt spiller alene hele tiden.

Er man fanatisk hvad angår Metal Gear Solid serien (som undertegnede er), så skal man selvfølgelig gennemføre alle spillets sværhedsgrader fra en ende af. Dette giver selvfølgelig en del ekstra spiltimer, selvom det hele godt kan virke en smule trivielt i længden, da historien jo er den samme – det er bare fjenderne, der bliver sværere.

Jeg kan da lige tilføje, at spillet er sindsygt svært, hvis man vælger sværhedsgraden European Extreme.

Overall Metal Gear Solid er et af de bedste spil, jeg nogensinde har prøvet i min tid med PS2. Hideo Kojima har endnu en gang ramt 100% plet i hans forsøg på at skabe et spil med et plot, der får spilleren til hele tiden at ønske mere. Hideo Kojima har med sine Metal Gear Solid spil altid formået at tryllebinde sine fans med fantastiske historier med et fængslene plot.

Denne evne kombineret med resten af de fabelagtige spiludviklere ved Konami har resulteret i et af de bedste spil, der kan fås på PS2. Så er du en af dem, der var vild med de to første spil i Metal Gear Solid serien, så skynd dig ud og køb spillet, der ramte butikkerne den 3. marts - medmindre du har haft forudbestilt spillet flere måneder i forvejen – ligesom undertegnede har haft.

Og som om det ikke er nok, så kan vi jo glæde os over, at Metal Gear Solid serien ikke kun bliver en trilogi efter Hideo Kojima har afsløret, at han er i gang med at planlægge det fjerde Metal Gear Solid spil.