MLB The Show 20

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 19. marts 2020 - kl. 20:02
Del denne artikel:
1 1

Baseball har ikke den store udbredelse her i Danmark, men skulle du alligevel være fan af den populære amerikanske sport, så læs med her.

De fleste danskeres viden om baseball, ligger nok på “er det ikke bare en form for rundbold for voksne?” niveauet. Baseball er nemlig stort set ikke udbredt i Danmark, men det afholder ikke Sony fra at udgive deres MLB The Show 20 her i Danmark også.



MLB The Show har været udelukkende været udgivet på PlayStation i en del år efterhånden, men fra næste år vil serien bliver udgivet på flere platforme. Vi har kigget nærmere på, om den sidste PlayStation eksklusive udgave af The Show kan fange de, sikkert få, danske baseball fans.

MLB The Show 20 er altså det nyeste spil i serien og som det er med de fleste sportsspil, der udkommer hvert år, så er det begrænset hvad der er af store nyheder. Som altid er der massevis af små justeringer og forbedringer og i The Show 20’s tilfælde er det i år hundredvis af nye animationer, opdateringer til spilmotoren samt den kunstige intelligens og forbedringer til de forskellige gamemodes. Det er de små årlige opdateringer, som man kan forvente af et spil af denne størrelse, som udkommer hvert år.

Når man starter med at flippe rundt i The Show 20’s omfattende menuer, går det op for en, hvor meget indhold, der er i det her spil. Man kan blive helt overvældet over de mange mange muligheder man har og man kan godt se at det er en serie, der har mange år på bagen og der er blevet bygget på med features og indhold gennem disse år.



The Show 20 indeholder ikke mindre end seks gamemodes, lige fra de simple Play Now og Custom Leagues til de mere omfattende March to October, karrieredelen Road to the Show der minder en del om FIFA’s The Journey og endelig den populære Diamond Dynasty, som bedst kan sammenlignes med FIFA’s Ultimate Team - komplet med mikrotransaktioner og det hele.

Ud over disse store gamemodes, er der en række mindre og mere let tilgængelige gamemodes som for eksempel ugentlige udfordringer og Moments, hvor man som baseball-legender eller starspillere genopliver nogle af sportens største historiske øjeblikke. I Home Run Derby kan op til otte spillere, enten online eller offline, konkurrere om hvem der kan lave flest home runs på fire minutter og i Retro Mode, kan man tage en omgang baseball med et mere simpelt og ikke så teknisk gameplay, som i de andre gamemodes. Dette er et glimrende sted at starte, hvis man er nybegynder til sporten - hvis man altså ikke lige kaster sig ud i den omfattende træningsdel. Der er virkelig noget for både nybegynderen og den øvede baseballspiller her.



Som det måske fremgår af ovenstående gennemgang, så er der utroligt meget indhold i MLB The Show 20 og er man baseball fan, vil man kunne smide rigtigt mange timer i det her spil - både online og offline. Man kan endda bruge tid på at vedligeholde ens team og gøre klar til næste sæson i Postseason og man kan lave sine egne playlister med den musik man vil have i spillet og man kan bestemme hvilken musik der skal spilles når ens team går på banen og hvilken musik der skal spilles når den enkelte spiller træder op og skal batte og så videre. Man kan også importere sin egen musik fra et USB stick og endda sammenstykke sine egne musikstumper og jingles i spillets Music Editor, som man så kan assigne til en bestemt spiller. Jo, der er masser at give sig til i MLB The Show 20.

The Show 20 virker som et særdeles gennemarbejdet spil. Der er utroligt meget at give sig til, lige meget om man vil spille en fuld sæson eller om man bare lige vil have et hurtigt spil baseball med et par venner i sofaen. Nu er jeg ikke ekspert ud i baseball-sporten, men det virker som et virkelig solidt spil, som gengiver den populære amerikanske sport meget præcist, med alle de rigtige stadions og alle de rigtige spillere - nu også fra niveauet under Major League Baseball, Minor League Baseball (MiLB).



Grafikken er ganske fin, uden at være oppe blandt de flotteste sportsspil som FIFA og NBA 2K spillene. Spillerne på banen er flotte og deres animationer ser rigtige ud og hvert hold har en lang række forskellige spilledragter som man kan vælge imellem. De mange stadions ser fine ud, men omgivelserne på de mindre stadions, hvor man kan se ud, virker grove og noget simple. Menuerne er pænt designet, men det kan være lidt svært at finde rundt, men når man igen tænker på mængden af indhold der er i det her spil, så fungerer det ganske fornuftigt.

MLB The Show 20 er et virkelig solidt sportsspil. Det er fyldt med muligheder og gamemodes og der er rigtigt mange timer gemt i det her spil. Hvis du skulle være en af de få i Danmark, som er glad for baseball, så er det MLB The Show 20 det spil du skal vælge - og det koster endda under 400 kr.
+ Utroligt meget indhold og mange gamemodes, dybt og velfungerende gameplay, gamemodes for både nybegyndere og hardcore fans
Lidt svingende grafik, kan virke for overvældende for nybegynderen
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.