Mortal Kombat

Anmeldt af: Martin Grænge Hansen - 7. maj 2011 - kl. 22:59
Del denne artikel:
9 0

Mortal Kombat-serien har efter en del svajen frem og tilbage endelig fundet tilbage til det udgangspunkt, der var med til at gøre serien så vellidt og trendsættende i første omgang.

Mortal Kombat-kreatøren Ed Boon og hans hold var tæt på at måtte se deres betydningsfulde kampspil blive sendt i graven, da deres udgiver, Midway, i 2009 måtte lukke og slukke. Heldigvis for den aldrende fighter var Warner Bros. i samme stund på vej ind på gamer-markedet, hvilket altså betød, at Mortal Kombat-serien blev reddet fra det, der ellers tegnede til at blive en ægte fatality … Ja, ok. Den var lidt søgt.

Det første projekt for det ’nye’ spilstudie, der nu kaldte sig selv Nether Realm, skulle vise sig at blive det ret middelmådige Mortal Kombat vs. DC Universe, og det blev en titel, der fik mange trofaste fans til at ønske, at serien alligevel var blevet lagt til ro. Udsigterne til at få kløerne i noget, der kunne gøre Mortal Kombat-navnet bare nogenlunde ære, syntes altså at være ekstremt mørke, men så skete det utænkelige alligevel.




Og her sidder jeg så med det, der på papiret bør få de fleste fightingspilsentusiaster til at misse et hjerteslag eller to. Mortal Kombat-serien har efter en del svajen frem og tilbage endelig fundet tilbage til det udgangspunkt, der var med til at gøre serien så vellidt og trendsættende i første omgang. Logikken siger, at spillet burde hedde Mortal Kombat 9, men udviklerne nøjes med at kalde det Mortal Kombat for at understrege, at spillet har fundet tilbage til rødderne.

Filosofien har fra start været, at serien skulle kopiere alt det bedste fra Mortal Kombat 1, 2 og 3 og samle det i ét ultimativt Mortal Kombat-spil. Det betyder, at spillet ikke længere er overfyldt med lettere anonyme kombatanter, der alle kan flere forskellige kampstile, og samtidig også bærer våben. 3D-arenaer er blevet erstattet med flad 2D-stil, og kontrollen er blevet strømlinet, sådan at der er to knapper til slag, to til spark og en til blok og kast. Alle har samme sæt basisangreb. De kan alle udføre uppercuts, sweepkicks og cirkelspark, præcis som det var i de gode gamle dage.




Genkendelige ansigter og fanfavoritter som Sub Zero, Scorpion, Nightwolf, Raiden og Kitana er naturligvis at finde, og en række af dem har sågar fået en ganske lækker makeover. Et par nye ansigter er der dog også blevet plads til. En række af figurerne har fået tilføjet lidt nye færdigheder, og andre færdigheder er blevet fjernet.

Eksempelvis kan Melina nu springe på sin modstander og gnave løs i halsregionen. Det hele virker meget genkendeligt og tilgængeligt, og netop tilgængelighed er noget, som har været i højsædet i udviklingen – og det mærkes tydeligt. Kontrollen er skarp, men samtidig er figurernes specialangreb relativt lette at udføre. Investerer man tid i spillet, så lærer man hurtigt at kaste med plasmakugler, knive og teleportere sig rundt, men den overskuelige kontrol gør, at ens venner ikke er sat helt ud af spil, hvis de en dag dumper forbi til lidt tilfældig gaming.

Lidt nye ting har man dog alligevel fået plads til, og imellem disse gemmer sig blandt andet et såkaldt ’super-meter’. Der er tale om en måler, der består af tre felter, der langsomt fyldes ud, når man rammer sin modstander eller selv modtager slag. Man kan bruge et af disse felter til at udføre en stærkere version af de særlige specialangreb. For to felter kan man bryde ud af en modstanders combo, og har man fuldt meter, kan man trykke L2 og R2 ned på samme tid og åbne op for en dåse røvfuld igennem de nye ’X-ray’-angreb. Sidstnævnte dræner modstanderen for omkring 40% health og viser i slowmotion, hvordan vitale organer knuses, og knogler bliver brækket i stumper og stykker. Enhver der har stiftet bekendtskab med Street Fighter IV kan erstatte ordet ”X-ray” med ”Ultra” og tilføje lidt ekstra splat, og så rammer man et meget sigende billede af, hvad der sker.




De velkendte fatality-afslutninger er ligeledes tilbage, og de er endnu mere blodige og groteske, end vi tidligere har set dem. Elementer fra de klassiske fanfavoritter, såsom Kung Lao, der kaster sin hat og hugger hovedet af sin modstander, er stadig at finde, men igen har det hele ligesom fået et ekstra nøk op. Kung Lao nøjes derfor ikke længere med ”bare” at hugge hovedet af sin modstander, han vælger også at flække ham tværs over efterfølgende – hvilket desuden bliver vist på nært hold, så man ikke misser nogen detaljer. Det er egentlig lidt grotesk at se den triumferende hattemand med blod i hele krydderen, og i bund og grund er det et sammenkog af letkøbt wauw-effekt med blod, vold og ekstra splat med yuck på toppen, men samtidig er det så også alt det, som Mortal Kombat fans forventer.

Hvad enten man vælger at gå online eller ej, så byder Mortal Kombat på en overraskende god holdbarhed. Spillets historiedel tager faktisk en lille håndfuld timer at spille sig igennem og den fortæller, hvordan de forskellige figurer har fået deres særprægede udseender, samt hvad de egentlig er så indebrændte over. Fortællingen er måske ikke lige overbevisende hele vejen igennem, men der er stadig, uden sammenligning, tale om den bedste historiedel i et fightingspil til dato. Holdbarheden hæves yderligere, da der er tonsvis af udfordringer, skjulte godter og ekstra minispil at prøve kræfter med. Challenge Tower byder på 300 små udfordringer, hvor de sædvanlige Mortal Kombat-regler fordrejes en hel del. Eksempelvis får figurerne revet deres arme af og skal så kæmpe uden at kunne blokere eller slå. I en anden af disse udfordringer sættes ens figur op imod bølger af zombier, der skal nedlægges med kasteskyts i forskellige afskygninger. Fantasien har fået frit løb, og Challenge Tower byder på god og sjov udfordring.




Min begejstring over Mortal Kombat er vist ikke til at overse, men alligevel er der en række fatale designvalg, der gør, at spillet daler en del hos mig. Hvor cool de nye X-ray-angreb end måtte være, så er de en tand for kraftige og lidt for svære at undgå. Man kan også diskutere om det egentlig ikke er lidt for let at få adgang til så kraftig et angreb, når man ’bare’ skal trykke på to knapper. Et andet problem er, at prioriteringen af figurernes angreb af og til synes at være lidt ujævn. Laver en modstander et flyvespark imod mig fra luften, så synes jeg helt ærligt det er lidt plat, at hans figur automatisk vender rundt, hvis jeg forsøger at løbe ind under ham for at undgå sparket. Sidst men ikke mindst så er der de ubegribeligt vamle bosskampe, hvor modstanderne kan absorbere slag, som det passer dem. Bosserne er på ingen måde umulige at overvinde, for man når uendeligt langt med at være lige så vammel selv. Jeg synes bare det er en skam, at man skal benytte lettere feje tricks, hvis man vil hele vejen igennem historiedelen – jeg ser det lidt som en desingmæssig brøler, at man af og til er tvunget til at spille på en kedelig måde for at gennemføre et ellers sjovt spil.

Mortal Kombat (ikke 9) er uden tvivl et spil, der gør serien ære, og den 18-års rating, der pryder spilcoveret, er på én gang en varsel for de sarte sjæle og en garanti for de trofaste fans om, at serien er tilbage til det blodige udgangspunkt, der var med til at gøre det oprindelige spil så kontroversielt og trendsættende. Opfindsomhed og variation gør, at du kan investere en masse timer i spillet, uden at det bliver alt for ensformigt. Tilgængelighed, tag team-kampe og muligheden for at spille med op til fire venner på én gang gør, at det ikke bliver kedeligt lige med det samme. Er du en feinschmecker indenfor fighting-genren, så vil du sikkert rive dig i håret over enkelte designvalg. Et overvejende godt stykke digitalt håndværk gør dog, at Mortal Kombat kan betegnes som et rigtig fint og anbefalelsesværdigt kampspil, der vil kunne underholde de fleste.





Online - tilføjet d. 19/5.
Har man trænet offline og sidder med en fornemmelse af, at man efterhånden er ret god, så kan man smutte online og få understreget, at det var man så åbenbart ikke alligevel. De obligatoriske player-, private-, tag team-, og ranked match, samt ranglister findes online men det er klart King of the Hill-spiltypen der er mest spændende. Spiltypen er egentlig allerede kendt fra lignende kampspil: vinderen bliver på tronen og udfordrerne venter pænt i kø på, at det bliver deres tur til at forsøge at vælte kongen. Hvad der gør spiltypen ret unik for Mortal Kombat er, at spillerne placeres i en biografsal sammen med de andre der venter i kø. Her kan man stå og heppe og kaste med fagter alt imens de to kombattanter kæmper på livet løs på lærredet. Efter kampen er slut giver publikum point til vinderen – point der er nødvendige for at åbne op for en række trofæer, så det betaler sig at være kreativ.




Spillet lider i skrivende stund under en række problemer online. Man ender ofte i et spil, hvor der er ret kraftige forsinkelser, hvilket betyder at det bliver noget nær umuligt at lave komplicerede combos. Warner Bros. har dog meldt ud, at man arbejder på en opdatering.
Gameplay:8.5
Grafik:7.5
Online:7.5
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.