Gameplay
Vores historie begynder i en fredelig lille by ude på landet i Japan. Her bor byens borgere, og de har det alle sammen godt. Dog er alt ikke, som det skal være i byen. Hvert år afholdes der nemlig en festival, og ved denne festival skal der ofres en ung pige til monsteret, Orochi.
Dog ville krigeren Nagi ikke finde sig i dette længere, han samlede sit sværd op og drog ind i monstrets hule og kæmpede en brav kamp mod det. Under hans kamp, som han så ud til at tabe, kom pludselig en hvid ulv. Ulven hjalp ham til at besejre dyret, og de blev begge helte.
I løbet af de næste 100 år var der fred, intet monster truede byen og alt var godt indtil en dag, hvor en person fjernede sværdet, som dræbte monsteret og slap Orochi løs endnu engang. Efter at være sluppet fri indhyllede Orochi hele landet i mørke og alt så sort ud. Borgerne i byen havde kun et sidste valg, og det var at bede guderne om hjælp. Guderne lyttede og sendte solguden Amaterasu reinkarneret som ulven, der reddede dem for 100 år siden.
I rollen som ulven Amaterasu må du nu rejse ud og befri verden. Gameplayet i Okami er meget lig det, man finder i Zelda-spillene, man rejser rundt som Ameterasu og bringer liv tilbage til landet.
Efter lidt løben rundt møder Amaterasu den lille bille Issun, og han har en magisk pensel, som han vil bruge til at hjælpe Amaterasu med at redde verden. Issuns pensel er det vigtigste element i hele Okami, for ved at du holder R1-knappen i bund, skifter hele billedet til et pergament, og her kan man tegne; det første man lærer er at tegne en streg henover skærmen, og dette bruges som et sværdsving. Senere lærer man ting som at tegne bomber og at fremkalde kraftige vinde.
At stoppe tiden og tegne på et stykke papir i spillet for derefter at se det springe til live på skærmen er en fantastisk oplevelse, og det giver spillet en helt ny dimension. Tegnemekanikken bliver specielt brugt i spillets mange puzzles, og det gør, at man er nødt til at tænke kreativt for at løse nogle af spillets opgaver, og det er her Okami virkelig brillerer. Nemlig i spillets banedesign.
Banedesignet i Okami er nemlig helt perfekt; alle gåderne virker logiske men er stadigvæk udfordrende, og man føler aldrig, at det virker usammenhængende eller ulogisk, når man gør noget, hvilket gør, at man føler, det hele går op i en højere enhed i spillets mange dungeons.
Historien i Okami er overraskende god, den er gennemsyret af japansk mytologi, og hvis man elsker den japanske verden, vil man straks blive forelsket i spillets historie. Selv for dem, som ikke kender meget til mytologien, gemmer der sig en udmærket historie om kampen mellem det gode og det onde.
Dog er den overordnede historie også et af Okamis større problemer, for den går nemlig af og til i baggrunden for de små historier, man får serveret, når man hjælper de mange indbyggere, man møder igennem spillets historie. Dette gør, at man enkelte steder lidt mister overblikket over, hvor den overordnede historie er på vej hen, men hen imod spillets slutning bliver spillet dog meget mere fokuseret på historien.
Okami er en fantastisk oplevelse. Tegnemekanikken gør, at hele spillet konstant føles friskt, og man bliver konstant overrasket over, hvor kreative udviklerne har været med mekanikken, hvilket gør Okami til et af de bedste adventurespil endnu set.
Grafik
Okami gør brug af den grafiske stil kaldet cell-shading, hvilket får hele spillet til at se ud som et levende maleri. Hele spillet har et udseende, som om det er et japansk maleri, og spillet ser simpelthen fantastisk ud.
Okami presser Playstation 2en til dets absolut yderste med noget af det bedste cell-shading endnu set, og hele verdenen i Okami er utrolig smuk. Alt lige fra de mørke huler til de flotte landskaber man ser, er utroligt flotte og meget stemningsfulde.
De forskellige personer, man møder, er alle unikke karakterer, og de har hver deres små unikke ting som gør, at de alle ser helt specielle ud. Animationerne i spillet er også rigtig gode, og Ameterasu bevæger sig som man forventer en ulv bør bevæge sig, og med en solid framerate er Okami en imponerende grafisk oplevelse.
Lyd
Lydmæssigt er Okami en ganske udmærket oplevelse. Soundtracket i spillet giver miljøet en helt speciel stemning. Musikken er alt sammen japansk, og det medvirker til, at man virkelig føler, at man løber gennem solens land.
Musikken bliver dog en smule triviel, når man er i kamp, da der kun er 3 forskellige temaer, den veksler imellem, hvilket gør, at man kører lidt træt i det lidt smalle udvalg af kampmusik, men det generelle udforskningstema er varieret og utroligt godt komponeret.
Lydeffekterne i spillet er overraskende gode, specielt når man går i kamp, bliver lydeffekterne rigtig gode. Når man hører trommer og ulvehyl, mens man går i krig mod fjenden, føles det meget naturtro og ægte.
Der er intet stemmeskuespil i Okami, men når man snakker med folk, kommer de med en masse mumlen, som skal skabe en illusion om, at man bliver snakket til, og det virker ganske udmærket og holder sig fint til stemningen i spillet.
Generelt set leverer Okami en ganske god lydside. Musikken og lydeffekterne er, hvad der gør spillet helt specielt, men den lidt trivielle kampmusik og mumlestemmerne trækker det hele lidt ned.
Holdbarhed
Okami er et langt spil, 30 timer tager det at kæmpe sig igennem singleplayerdelen, og det er udelukkende, hvis man ikke går efter at lave nogle af spillets utrolig mange sidemissioner.
For Okami har en masse sidemissioner, man kan give sig i kast med, man kan lave alt fra at gøre alle byens borgere glade til at rense alle træer i spillet for ondskab. Alle de mange sidemissioner gør, at man nemt kan få 10 timer ekstra ud af spillet.
Overall
Okami er først og fremmest et grafisk mesterværk, men udover at være et af de pæneste Playstation 2-spil, så er det også et fantastisk eventyrspil, som tager den japanske mytologi og fortæller en fantastisk historie om kampen mellem det gode og det onde.
Okami er et af den slags spil, man sjældent ser, og selvom det minder en del om Zelda-spillene, formår det samtidig at vise nogle helt originale gameplayelementer, hvilket gør det til et spil, man ikke bør snyde sig selv for.
Facebook
Twitter
