Olympic Games Tokyo 2020 - The Official Video Game

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 27. juni 2021 - kl. 21:31
Del denne artikel:
0 3

OL nærmest sig med hastige skridt og her er det officielle OL-spil, der gør tingene lidt anderledes end normalt - og det resulterer i et af de bedste OL-spil i meget lang tid. Læs anmeldelsen her.

Olympic Games Tokyo 2020 - The Official Video Game er, som navnet svagt antyder, det officielle OL-spil til de olympiske lege, der skydes igang i Tokyo den 23. juli i år. Grunden til at det hedder 2020, er naturligvis fordi at OL blev udskudt et år på grund af Corona pandemien, men faktisk er det her et to år gammelt spil, da det blev udgivet første gang i juli 2019 i Japan - et helt år før OL oprindelig skulle have startet.



Når legene åbner i Tokyo er der mere end 50 discipliner fordelt på 33 sportsgrene på programmet og til spillet har man plukket 18 af disse discipliner, som der kan konkurreres i. 18 discipliner lyder måske ikke at så meget, men det er faktisk et ganske solidt udvalg og der er en del forskellige typer af discipliner, så der burde faktisk være noget for enhver.

De 18 discipliner er 100m løb, 110m hæk, 4x100m stafet, længdespring, hammerkast, BMX Freestyle, 100m Freestyle (svømning), 200m Medley (svømning), bordtennis (single og double), tennis (single og double), boksning, judo, baseball, basketball, fodbold, beach volley, rugby og endelig sports klatring på væg. Nogle af disse discipliner, blandt andet judo, klatring og 4x100m stafet blev udgivet efterfølgende som ekstra indhold til den japanske version, men disse er inkluderet fra start i den udgave vi får her i vesten.



De mange discipliner har karakter af let tilgængelige minispil og det er en lidt sjov og anderledes tilgang, som egentlig giver fint mening. De er alle lette at gå til, lige meget om det er tennis, 100m løb eller svømning, men det betyder ikke at de er simple - nogle af dem er nemlig overraskende dybe. I 100m løb (som er en af de mest simple discipliner) skal man ikke blot hamre løs på knapperne for at løbe, men også, på det helt rette tidspunkt, opbygge en eksplosiv kraft i musklerne når man står klar i startblokken og man skal sætte en spurt ind på det rette tidspunkt når man nærmer sig målstregen. I svømning skal man både holde takten og økonomisere med ens kræfter, så man kan sætte en afgørende sprint ind mod slutningen. På samme måde er det i de andre sportsgrene, hvor der er mere dybde i måden man spiller dem på, end man lige umiddelbart måske havde regnet med.

Man kan naturligvis spille alene, men også mod ens venner både lokalt og over nettet og man kan enten spille igennem alle disciplinerne, spille nogle udvalgte discipliner som Sega har grupperet eller man kan lave sine egne lister over hvilke discipliner man ønsker at spille og i hvilken rækkefølge.



Man finder desuden hurtigt ens favorit-sportsgrene, da de ikke alle fungerer lige godt. Jeg havde set frem til BMX Freestyle, men det er en kluntet og frustrerende omgang, mens for eksempel svømme-disciplinerne er ret gode. Tennis fungerer også overraskende godt og de samme gør beach volley, hammerkast og specielt baseball faktisk også.

Undervejs optjener man points, som kan bruges på tøj og kostumer til ens sportsudøver og man kan faktisk vælge præcis hvordan man vil se ud i hver af de 18 discipliner. Man kan købe nyt sportstøj af forskellig art, men også mere fjollede kostumer som Sonic outfits, samt troldmandskostumer, superhelte kostumer, astronaut kostumer og massevis af hatte og masker. Der er rig mulighed for at lave den karakter man ønsker sig og faktisk starter spillet med en overraskende omfattende karakter editor, hvor det er muligt at udforme sin egen karakter helt ned til den mindste detalje.



Grafikken i Olympic Games Tokyo 2020 - The Official Video Game er dejlig er arkade agtig. Den er et let, ufarlig og farverig og passer perfekt til disciplinernes minispils-karakter. De fjollede kostumer er noget overflødige synes jeg, men om ikke andet så understreger de den lidt useriøse tone, der ligger hen over spillet. Den lette og mere legende tone klæder spillet meget godt - det her OL-spil har i hvert fald langt mere karakter end stort set alle de andre tidligere OL-spil tilsammen.

Man kan næsten vælge at se dette OL-spil som en række minispil, der er blevet pakket ind i den officielle OL-indpakning, for det er i virkeligheden hvad det er. Og det synes jeg er en ganske frisk tilgang til et OL-spil, som normalt ellers kan blive noget kedelige og tamme, fordi at de skal leve op til en masse krav om at gengive verdens største sportsbegivenhed på mest realistisk vis. Med Olympic Games Tokyo 2020 - The Official Video Game har man valgt en lidt anden tilgang og det er dejligt forfriskende.



Savner du og din familie et let tilgængeligt sportsspil i kan samle jer om i sofaen, så er Olympic Games Tokyo 2020 - The Official Video Game et ganske solidt bud. Når det er sagt, så er disciplinerne også dybe nok til, at dem der vil sidde og barbere tiendedele af sekunder af tiderne i 100m løb eller presse en ekstra centimeter ud af længdespring, også kan gøre det.

Olympic Games Tokyo 2020 - The Official Video Game er ude til PlayStation 4 og kan købes på PlayStation Store til rimelige 299 kr.
+ Stort udvalg af sports-discipliner, overraskende dybde i de flere af disciplinerne, forfriskende useriøs stil
Nogle enkelte sportsgrene fungerer ganske enkelt for dårligt, nogen vil ikke synes om den useriøse stil i et officielt OL-spil
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:7.5
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.