Operation Flashpoint: Dragon Rising udspiller sig på den lille ø Skira, som ligger lidt udenfor Japans nordlige kyst (øen findes faktisk i virkeligheden under navnet Kiska). Øen har igennem årtier været skiftevis besat af Rusland og Kina og striden om øen bliver ikke mindre, da man opdager at der ligger store olie- og gasreserver i undergrunden under øen. Kina har igen besat dele af øen og Rusland (som har haft kontrol over øen i en årrække) har bedt deres allierede fra USA, om hjælp til at smide kineserne ud fra øen, da Rusland selv har travlt med at holde kineserne stangen tæt på Ruslands grænse. Det er så her, at du som gruppefører i US Marines, bliver indsat på Skira og deltager i en større landoffensiv under kodenavnet Dragon Rising.
Hvis du er typen, som nyder at lave Rambo-tricket, er det ikke Operation Flashpoint du skal spille. Siden lanceringen af det første spil tilbage i 2001, har serien ofte været rost for at være det tætteste man kommer på krig uden selv at være der. Der var stor fokus på det taktiske element og realisme - og én enkelt dumhed, kunne koste en livet øjeblikkeligt. Selv om spillet bestemt ikke var for alle og enhver, fik det alligevel en stor og trofast fanskare, der nu i otte lange år har ventet på en ægte efterfølger, som nu endelig er udkommet.
Det første spil var udviklet af tjekkiske Bohemia og udgivet af engelske Codemaster, mens denne efterfølger er udviklet internt hos Codemasters. Dette har givet nogen grund til bekymringer hos de ægte Operation Flashpoint fans, men som jeg ser det, har de ikke noget at være bekymret for. I tæt samarbejde med US Marines, har Codemasters nemlig skabt et krigsspil, som i sin rå form tager korrekte militære strategier og fremgangsmåder i brug. Det er lige fra starten vigtigt, at man mestrer ting som flankering, dækningsild og at kunne bevæge sig på den rigtige måde igennem det åbne landskab. Bliver man ramt, kan det igen betyde den øjeblikkelig død. Ofte er kampene langvarige og foregår over lange afstande (vi taler op mod halve til hele kilometre) - ofte kan man faktisk slet ikke se fjenden når man bliver angrebet første gang.
Da man er gruppefører, skal man uddele ordrer til ens mænd - og det er desværre en ret kluntet affære. Ordrerne gives via en kommandohjul, som er inddelt i flere lag og man kan komme op på 6-8 valg inden man når frem til den kommando man skal bruge - og dette foregår ofte under beskydning, så hvis man ikke skynder sig, kan det hele ende med en kugle i hovedet. Det er tydeligt at Codemasters har haft problemer med at få de mange kommandoer mappet ned på PlayStation 3 kontrolleren. Det bliver så heller ikke bedre af, at den kunstige intelligens hos ens computerstyrede soldater til tider er mangelfuld - de kan f.eks. finde på at sidde på den forkerte side af f.eks. en mur, som ellers ville yde beskyttelse, hvis de altså sad på den rigtige side, de kan side fast i buske og træer i landskabet mens de andre gange slet ikke reagerer på ens kommandoer. Det er frustrerende, at man ikke kan stole på sine soldater, specielt i et spil, som er bygget op omkring strategiske angreb og samarbejde, hvor alle skal udføre deres arbejde med kirurgisk præcision, for at tingene kan lykkedes.
Kampagnedelen indeholder 11 lange missioner med flere forskellige delmissioner - mod slutningen bliver de dog en smule ensformige, da missionerne ikke varierer så meget. Multiplayerdelen er måske spillets stærkeste side - her kan man bl.a. spille de 11 missioner fra kampagnedelen side om side med tre venner. Det fungerer rigtigt godt (så længe alle er indstillet på at spille det på spillets præmisser, nemlig som en taktisk shooter) og det er ret fedt, at man i udsatte situationer er direkte afhængig af ens venner. Her undgår man også at bruge det klodsede kommandohjul og så bliver det hele straks meget sjovere at spille. Vil man hellere nakke sine venner (hvem kender ikke den følelse), kan man spille 4 mod 4 i Annihilation (svarer til Team Deathmatch) og i Infiltration, hvor det ene holde skal destruerer et mål, mens det andet hold skal forsvare det. Man kunne måske godt have ønsket sig nogle flere multiplayer spilmuligheder, men igen; hellere kvalitet frem for kvantitet.
Jeg var i sin tid vild med Pandemics Full Spectrum Warrior til Xbox, et spil, der startede som et militært træningsprogram - her havde udviklerne formået, at lave en taktisk shooter, som var både realistisk og taktisk, men også sjovt at spille. I Operation Flashpoint: Dragon Rising synes jeg, at realismen har taget overhånd og det betyder, at underholdingsværdien desværre er delvist forsvundet. Fans af serien vil med sikkerhed elske Dragon Rising og det er tydeligvis også denne målgruppe spillet henvender sig til. Der er nemlig ikke gjort meget for, at nye spillere hjælpes blidt i gang - selv på det letteste af spillets tre niveauer kræves der en vis viden om materiel og strategier for at kunne klare sig og fra starten kastes man ud i den første af de 11 missioner - ikke noget med en træningsbane eller lignende.
Operation Flashpoint: Dragon Rising er langsom, velovervejet og taktisk krigsførelse og til trods for nogle problemer med kommandogivningen og den kunstige intelligens hos ens soldater, er spillet et fint alternativ til de mere Hollywood-inspireret skydespil, der efterhånden finde så mange af. Men tænk dig godt om, hvis du overvejer at kaste dig ud i Dragon Rising - de første par timer vil det rive dig rundt uden du får et ben til jorden, med mindre du altså tidligere har deltaget i Operation Flashpoint.
Facebook
Twitter
