Pode

Anmeldt af: Christian Mortensen - 7. marts 2019 - kl. 21:02
Del denne artikel:
0 0

Den charmerende co-op puzzle-platformer Pode fra Nintendo Switch er ude nu på PlayStation 4 - læs vores anmeldelse her.

Pode udkom på Nintendo Switch sidste år og det var det første spil fra norske Henchman & Goon. Nu er den lille fine co-op puzzle-platformer kommet til PlayStation 4 og de tekniske ujævnheder, som plagede Switch versionen, er blevet fjernet.



Pode kan spilles enten alene eller sammen med en ven og man tager kontrol over de to nuttede karakterer, stenen Bulder og den faldne stjerne Glo. Den firkantede Bulder kan fremkalde små klippeformationer som de to venner kan hoppe op på, han kan flytte rundt på sten og han kan endda kaste Glo til nye områder. Stjernen Glo kan lyse mørke områder op for at finde gemte kontakter og få planter til at vokse, som det underlige makkerpar også kan hoppe op på.

Efterhånden som man kommer igennem spillet, får vores to venner flere og flere egenskaber og nogle af udfordringerne man støder på, kræver at man sætter de små grå på arbejde, specielt hvis man spiller alene. Mange af udfordringerne kræver nemlig, at vores to venner arbejder godt sammen og spiller man alene, skal man skifte mellem de to karakterer efterhånden som man får brug for dem. Det er en smule mere omstændigt end hvis man spiller sammen med en ven i sofaen, men det fungerer trods alt stadig fint.



Gameplayet er simpelt og fungerer rigtigt fint. Det eneste som kan frustrere en smule er, at man har ikke fuld kontrol over kameraet og derfor kan perspektivet drille lidt til tider og nogle hop kan være unødigt svære at foretage. Heldigvis dør man ikke hvis man hopper ud over en platform, man falder blot ned i bunden af den pågældende bane men det kan såmænd være frustrerende nok.

Pode er en fin lille puzzle-platformer, som spilles bedst med en ven i sofaen. Bulder og Glo er søde, specielt når de tager hinanden i hånden og går afsted side om side og hele spillet har en let og afvæbnende stemning. Grafikken er nydelig og farverig og måden planter vokser frem på, når Glo lyser op, er på en eller anden underlig måde meget tilfredsstillende at se på. Det afslappende og smukke soundtrack lægger sig passende i baggrunden, præcis som det skal i spil af denne type, så alt i alt er der ikke noget at udsætte på det visuelle eller på lydsiden.



Pode kan gennemføres på mellem 5-7 timer, alt efter hvor skrap man er til denne type spil. Det er et afslappende spil, som man kan sidde og hygge sig med og det byder oven i hatten på en håndfuld ganske gode idéer. Så er du ude efter et lille hyggeligt puzzlespil, som du måske endda kan spille sammen med kæresten, så tag et kig på det charmerende Pode.

Bemærk: I skrivende stund kan Pode ikke købes på den danske PlayStation Store, men hvis du for eksempel har en engelsk konto, kan du købe det fra den engelske PlayStation Store.
+ Bulder og Glo er søde sammen, virkelig lækkert soundtrack, afslappende og velfungerende puzzle gameplay
Kameraet kan drille lidt til tider
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.