Rad udspiller sig i en verden, som er gået under ikke bare én gang, men hele to gange. Første gang verden gik under, kom det efter sigende ikke som den store overraskelse og det var en atomkatastrofe i 1980’erne, som gjorde det af med den mystiske verdens befolkning. Hundrede af år senere var den gal igen, da den nye civilisation, Minders, pludselig forsvandt og Jorden stod igen øde tilbage.
Som spiller ved man ikke præcis hvad der er sket, men man ved at de mystiske maskiner, som holder verden kørende, er ved at sætte ud og man må drage ud i den farlige radioaktive ødemark, for at finde en ny måde menneskeheden kan overleve på.
Som spiller tager man rollen som en række unge mennesker, som er blevet udset af den nuværende civilisations ældre, til at klare denne opgave - primært fordi, at de bedre kan modstå den radioaktive ødemark end de ældre kan. Da Rad er et rogue-like spil, vil man dø rigtigt mange gange og når man dør, vil en ny karakter overtage ens plads og man prøver forfra igen.
Før man drager ud, er ens DNA dog blevet ændret, så man ikke længere tager skade af de radioaktive stoffer i ødemarken, men i stedet drager man faktisk nytte af dem. Det betyder, at efterhånden som man dræber de mange mystiske og muterede skabninger man støder på derude, optager man deres radioaktive rester og ens krop muterer. Det skal man dog ikke være nervøs for, da det er hele idéen med Rad.
Disse mutationer er nemlig i virkeligheden perks, som giver spilleren specielle egenskaber, som hjælper en med at komme videre i spillet. Disse mutationer hedder Exo Mutations og det kan blandt andet være at ens hoved mutere til et hoved fra en kobraslange så man nu kan angribe med et dødeligt giftangreb eller at der går ild i ens hoved og man nu kan kaste ens brændende kranie efter fjenderne - bare rolig, der gror et nyt hoved ud igen i løbet af få sekunder. Man kan have tre Exo Mutations med sig ad gangen og der er i alt 55 stykker og den ene er mere opfindsom end den anden - i ægte Double Fine stil.
Ud over Exo Mutations er der også over 35 Endo Mutations, som er mere passive mutationer, som for eksempel gør det muligt at bære flere items, se fjenderne før de kommer frem fra deres skjulesteder og løbe hurtigere. Endelig er der også omkring 50 forskellige frugter, kød og andet spiseligt, som fornyer ens energi, giver hurtigere adgang til nye mutationer eller andet.
Rad er bestemt ikke noget let spil og man får nogle klø undervejs og hver gang man dør, så er det tilbage til start og den samme cyklus starter igen; en ny teenager, i starten udstyret med et baseballbat, drager ud i den radioaktive ødemark, for at finde opgraderinger, penge og nøgler. Som i de fleste spil i rogue-like genren er hvert eneste spil forskelligt fra det forrige. Man starter ud med det samme våben og i den samme bane, men da banerne er automatisk genereret, så er to spil aldrig ens; banerne ser forskellige ud og fjenderne er placeret forskellige steder.
Som en lille genistreg, laver ens spiller et spor af græs og blomster i ødemarken og det betyder at man altid kan se hvor man har været. Man bevæger sig også hurtigere hvis man betræder det græs man selv har lagt og det er meget rart, når der er en del renden rundt af og til. Det er en god løsning på en potentiel frustration i et spil som dette.
Jeg er egentlig ikke en specielt stor fan af rogue-like genren, fordi jeg synes meget hurtigt at spillene går hen og bliver ensformige. Det gælder egentlig også med Rad. Det grundlæggende gameplay er stort set hele tiden det samme; nemlig at man render rundt og smadre underlige skabninger, afsøger omgivelserne for opgraderinger, penge og nøgler og aktivérer nogle statuer så man får adgang til banens bosser. Og det gentages igen og igen i de efterfølgende baner. Der hvor afvekslingen kommer ind, er omkring de mange forskellige mutationer, som er opfindsomme og sjove at bruge og de er med til, at holde gameplayet friskt længere tid end hvad det isoleret set kan holde til. Det kan dog ikke helt redde spillet fra ensformigheden, som ret hurtigt sætter ind - men den unikke stil er med til, at man alligevel spiller videre.
Rad har en herlig 1980’er charme. Grafikken er farverig og mange af farverne passer ikke ret godt sammen, præcis som de fleste farver i 1980’erne. Nøgler tager form som store disketter, valuta er kassettebånd og man kan aktivere et CRT-filter på grafikken, så det ligner at man spiller spillet på et godt gammelt fjernsyn. Grafikken har en underlig tegneseriestil og jeg ved ikke helt hvor glad jeg er for den. Det er ikke noget decideret kønt spil, men jeg gætter på at det er et helt bevidst designvalg fra Double Fines side. Det fremragende soundtrack er lige så gennemsyret af 1980’erne som resten af spillet så ja, det hele er som det skal være, hvis man vil hylde 1980’erne på denne måde.
Meget lig mange af Double Fines andre spil, så sætter Rad ingen nye grænser for genren, men spillet er helt sit eget, da det har den der helt specielle Double Fine stil og tone; man ved aldrig helt, hvad der venter en rundt om det næste hjørne. Rad er Double Fines første forsøg i denne genre og det er bestemt godkendt, men jeg begyndte forholdsvis hurtigt at kede mig en smule, da gameplayet som nævnt ikke er ret afvekslende. Det var den der udefinérbare Double Fine faktor, som alligevel gjorde mig nysgerrig og fik mig til at spille videre - og så selvfølgelig også det faktum, at spillet jo skulle anmeldes.
Er du ude efter et lidt anderledes rogue-like actionspil, så tag et kig på Rad - og er du fan af Double Fine og deres helt unikke stil, så er der ingen tvivl om, at du skal tjekke Rad ud.
Rad er ude på PlayStation Store den 20. august og vil få en prislap på 149 kr.
Facebook
Twitter
