Rain

Anmeldt af: Tobias Thybo - 1. oktober 2013 - kl. 21:24
Del denne artikel:
1 0

Vi kigger nærmere på det nye spil, Rain, som er udviklet af Sonys japanske studie.

Der er noget tiltrækkende ved tanken om den der ene gode idé, der kan bære et helt spil. Mange vil måske allerede være bekendt med grundpillen i Rain, udvikleren C.A.M.P.s nyeste spil, den usynlige dreng, der kun kan ses, når regnen falder på ham, og som må gemme sig for de mystiske uhyrer, der er efter ham. Men i virkeligheden virker dette til en vis grad som en fornem undskyldning for at fortælle en klassisk romantisk børnehistorie, der har en mørk og en lys side og en dreng og en pige i midten.

Først og fremmest er Rain stilsikkert, og spillets konturer er tegnet med sikker hånd. At starte Rain op er som at åbne for en god børnebog, hvor illustrationerne, der er så farverige, at de kan spises, følges op af en simpel begyndelse på en historie, der med nogle egentlig meget tydelige virkemidler gør alt, hvad de kan for at vinde dig over - og det virker. Selvom Rain er skrevet som en børnehistorie, så er universet næsten kun mørkt og uhyggeligt, og spillet føles måske i virkeligheden mere som et børnespil for nostalgiske voksne end for de små.




En feberramt dreng ligger i sin seng, men har sådan set travlt med at komme ud og se det cirkus, der er kommet til byen. Men sygdommen vil ikke slippe ham, og det er der, han ser to øjne, der kigger tilbage på ham. Øjnene tilhører den lille pige, der bliver drengens ledsager gennem resten af spillet. De er nemlig fanget som en slags skyggesider af sig selv i en magisk parallelverden, hvor næsten usynlige uhyrer konstant er på jagt efter dem.

At spille Rain følger langt det meste af tiden den simple formel, spillet bygger på. De ukendte uhyrer, med det ganske passende navn ”The Unknown”, kaster sig efter den lille dreng, så snart han træder ud i regnen eller laver noget larm. Derfor skal man manøvrere sig forbi uhyrerne under beskyttelse af balkoner, butikstage og andre ting, der kan dække for den altid silende regn. Rain bygger på en række mindre logiske gåder samt timing- og platformsekvenser, for uhyrerne er (næsten) altid for store og stærke til, at man kan gøre andet end at flygte.

Udvikleren gør alt for at skubbe spilleren ind i den helt rigtige stemning. Man føler sig godt og grundigt alene i de sørgelige gader, hvor det eneste selskab ud over de spøgelsesagtige uhyrer er den lille pige, der er ligeså hjælpeløs som drengen. Der mæles ikke et eneste ord mellem de to helte gennem hele spillets 3-4 timers historiedel, og følelsen af de klassiske børnefortællinger, muligvis med et hint af japanske spilinspirationer – Ico måske mere end et hint – er helt rigtig. Man løber fra det ene mørke gadehjørne til det andet i det, der kunne ligne en europæisk storby i begyndelsen af 1900-tallet, og månelyset virker som den eneste venlige ledsager i et væld af mørke og grå farver. I den betragtning er Debussys elegante klaverstykke Clair De Lune fantastisk passende som Rains tema i mere end én forstand.




Uden dialog bliver netop musikken nærmest et omdrejningspunkt i Rain, hvor bløde klaverstykker erstattes snart af næsten hengemte cirkustoner, snart af mørke undertoner, når fjenderne lurer om hjørnet. Det kan godt være, det er simpelt, men man får hurtigt en følelse af sympati, når man spiller Rain. Der skal dog hurtigt knyttes en kommentar til billedsiden, som ikke imponerer rent teknisk. De pæne mellemsekvenser bliver ikke helt fulgt op af omgivelserne, man løber rundt i. Det er ikke noget stort kritikpunkt, men når man nu engang har vænnet sig til de mange blockbustertitler, der bugner med flotte effekter, så ser Rain en smule flad ud ved siden af. Følelsen af stemning kan man dog ikke pille ved.

Det er sigende om Rain, at spilleren ikke selv får lov til at styre kameravinklen. I stedet klippes der fra den ene cinematiske vinkel til den anden. Det gør ikke styringen nemmere, men det ser godt ud, og det er det vigtigste – synes man i hvert fald at have tænkt hos C.A.M.P. Alle omstændigheder ved og virkemidler i historien skriger af perfektionisme, om det så er måden, historien fortælles i datid med to-linjers sætninger, der popper op rundt omkring i omgivelserne, eller om det er de musikalske lydeffekter, når man navigerer rundt i pausemenuen. Det kan lyde åndssvagt, at man halvdelen af tiden ikke kan se på skærmen, hvad man render rundt og laver, fordi drengen er usynlig, men der er nu noget både skrøbeligt og elegant ved, at man kun ved hvor man er, når man hører plaskene i vandpytterne eller kommer til at vælte et bord. De kolde huse og brostensbelagte gader er stort set kun pyntet med forfaldne plakater og graffitiskrift, der siger, at ”alle veje fører til cirkusset” på italiensk. Det er simpelthen umuligt ikke at lade sig rive med af stemningen i Rain – det er praktisk talt meningen med spillet.

Rains uhyrer er heller ikke designet uden følelsen af feberdrømme fra barndommen. Nogle løber rundt på fire ben, mens andre dingler rundt på to. Især de tobenede er ubehagelige at se på, måske fordi de lige netop har noget menneskeligt over sig. Det er svært at definere dem som andet end en blanding af rovdyr og mennesker, mens deres lyde minder om en brølende motor. Den eneste måde at nedlægge uhyrerne på er at slippe nogle små hvidlige insekter fri bestemte steder i spillet, som kaster sig over de store maskiner/rovdyr. Det er som nævnt ikke ligefrem det mest børnevenlige univers, der udfolder sig i Rain, hverken for hovedpersonerne eller eventuelle mindreårige spillere.




I lighed med danske Limbo skal der kun ét fejltrin til, før man dør – eller som Rain, altid med sans for det romantiske drama, kalder det, ”drengen blev opslugt af mørket”. Bortset fra dette element og den overordnede historie om den uskyldige dreng i en mørk verden, adskiller de to spil sig selvfølgelig på de fleste punkter. Men netop denne ene lighed er et godt udgangspunkt at tage for den måde, det rent faktisk føles at spille Rain på. Hvis du hænger lidt for meget i fingerspidserne, så er monstrene allerede på ryggen af dig, og så er det om igen. I de fleste dele af spillet skal man forberede sig på en gang trial-and-error, hvor man må finde sig i et par dødsfald hist og her. I sin egen simplicitet bliver gameplayet samtidig en anelse klodset, fordi der ikke er plads til at gå til venstre i stedet for til højre. Den lidt tunge styring og drengens flade topfart gør, at selve gameplayet ikke er specielt dynamisk. Det trækker ind imellem tempoet ud af spillet og virker lidt som en modsætning til den ellers behageligt flydende historiefortælling.

Man kan måske sige, at det er svært at forene en god historie med gådeløsning, fordi det er svært at skabe en flydende og kontinuerlig fortælling, når man hele tiden skal stoppe op og lade sig distrahere af logiske problemer. Man får fornemmelsen af, at de i C.A.M.P. på et eller andet tidspunkt er kommet ud for omtrent den samme tanke, for spillet løser aldrig rigtig den konflikt tilfredsstillende. Der er ingen tvivl om, at historien er blevet vægtet højest. Det er de færreste hurdler i spillet, der tager mere end to-tre forsøg, og stederne, der kræver mere end almindelig sund fornuft at komme forbi, kan tælles på én hånd. På den ene side giver det god plads til at nyde den måde, historien med sikker hånd fortælles på, men på den anden side føler man sig indimellem lidt for meget hensat til tilskuerpladserne i fortællingen - og 3-4 timer er alt andet lige meget for én børnehistorie.

Det er også derfor, at man sidder tilbage med en lille men stædig bismag i munden, når man har gennemført Rain. Det er et spil, der vil rigtig meget på én gang, men som på enkelte punkter har set sig nødsaget til at gå på kompromis, og det sætter sine spor. Når man har slugt den nostalgiske drømmeverden, er det svært at komme uden om, at det egentlig ikke var helt så sjovt at spille Rain, som konceptet ellers indbyder til. Det kan måske være et udtryk for, at man er forkælet, når man vil have hele pakken i et spil, der koster en brøkdel af de fuldblodspengemaskiner, det konkurrerer med. Er Rain så pengene værd? Helt bestemt. Man skal bare lige være indstillet på den der bismag.
Fakta
Rain

Rain

Platformplaystation 3
UdviklerSCE Japan Studio
UdgiverSony
Spillere1
Udgivelsesdato02-10-2013
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg PSlife her
+ Elegant fortælling, godt koncept, fænomenal musik
Klodset styring, meget nemt
Gameplay:6.5
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.