Ratchet And Clank: Tools Of Destruction

Anmeldt af: Bjørn Eriksen - 25. januar 2008 - kl. 10:50
Del denne artikel:
0 0

Tag på en intergalaktisk rejse med spilverdenens svar på Gø og Gokke.

Føler du dig skræmt af Tools Of Destruction (TOD), fordi du ikke har prøvet de foregående titler, så fortvivl ikke. Det seneste Ratchet & Clank spil er så absolut tilgængelig for såvel gamle kendere af serien som nytilkommere. Og så er det endda pakket med masser af nye våben.

Platformgenren er endelig blevet next-gen
Mange opfatter Ratchet & Clank som PlayStation’s svar på Mario og Luigi. Det er måske ikke så klassisk eller stort endnu, men for hvert spil de herlige fyre hos Insomniac Games tilføjer serien, vokser deres fanskare betydeligt, og TOD er ingen undtagelse. Spillet er det første gennemførte platformspil til den seneste generation af konsoller og som altid spækket med en hjertevarm og original humor.


Det er de små ting i spillet, der tilsammen løfter niveauet og tilføjer de kvaliteter, som gør, at det giver konkurrenterne baghjul. Som altid består våbenudvalget af eksotiske, ekstreme og enormt originale konstruktioner, hvis formål er at skade modstanderen eller immobilisere dem. Over 30 våben udgør det arsenal Ratchet kan få adgang til, og deriblandt findes våben som den stationære insektsværm, der angriber alt indenfor en bestemt radius. Den elektriske pisk er ligeledes et herligt våben at have med sig rundt, da det med et par opgraderinger kan tage flere fjender ud i samme svirp. Der er også masser af festlige gadgets at finde så som den selvhængende diskokugle, der får nærtstående fjender til at danse i takt til musikken og glemme alt om at angribe en. En masse af disse våben kan virke som unødvendigt lir, men en diskokugle kan give en et pusterum, så man kan få samlet den omkringliggende ammunition op og gøre klar til endnu en nedskydning af de hjertens kære Cragmites.


Pirater og robotter
Historien i TOD bygger på flere lag, hvilket netop gør det til sådan et imødekommende spil. Er man ny til serien, kan man vælge blot at følge hovedplottet i historien, men der foregår også masser af små historier igennem spillet, hvilket i de fleste tilfælde er bygget op omkring den ene karakter. Disse giver vores helte personlighed og gør dem til mere end blot en digitaliseret udgave af Gø og Gokke.

Ratchet og Clank er taget på en længere ferie, men den bliver spoleret, da de pludselig kommer under en invasion af Cragmites - små slimede rumuhyrer, der ligner miniputversioner af Jabba the Hutt og har samme intelligens som Jar Jar Binks. Desværre råder de over en hær af kæmperobotter, og det gør pludselig de små væsner til en kæmpe trussel. Det viser sig, at deres angreb ikke bare er et enkelt tilfælde. Hele universet er under invasion af Cragmites ført an af deres spøjse og klodsede leder Percival Tachyon.


Derfor må makkerparret forlade planeten efter at være sluppet fri fra en større horde af de ofte komiske dræbermaskiner. Missionerne foregår på mange forskellige planeter fordelt over en masse galakser. Der er alt lige fra subtropiske klimaer til golde stenplaneter, hvor kun de særeste rumvæsner kan leve. Faktisk er variationen intet mindre end imponerende, og ligesom med deres våben bliver man aldrig træt af nogle af dem, da de supplerer hinanden godt. Man opholder sig det ene tidspunkt på en isbelagt planet for i næste øjeblik at kæmpe imod den ondeste robotpirat et videospil ombord på hans flyvende skude. Her møder man også den ubestridt sjoveste karakter i spillet. Man overvejer lidt, hvad de har røget hos Insomniac Games op til deres brainstorm på spillet, for det er umiddelbart ikke logisk, hvorfor en tændstiktynd robotpirat kan have hikke. Ikke desto mindre er det utroligt underholdende at opleve igennem de videoer, hvor Rusty Pete er med.

Imellem mange af planeterne får man selv chancen får at styre det lille rumskib, men det foregår ikke uden forhindringer. Ud over et hav af asteroider er der også et større antal fjendtlige rumskibe, der skal skydes ned i bedste Asteroids-stil. Her har man dog et 3d overblik, og hver flyvemission slutter af med en mindre skydekamp mod et overdimensioneret rumskib. Det redder i sidste ende meget af spillet, for de landbaserede missioner byder ikke på meget variation, når det kommer til den opgave, man skal udføre.


Tegnespil..ehh film?
Den grafiske stil er noget af det mest positive i TOD. Utrolig flot, uden på nogen måde at være prangende. Hvor Resistance, det første PlayStation 3 spil fra Insomniac, havde detaljerede textures og et mørkt farveskema, har Ratchet & Clank en farvestrålende palet, men detaljegraden er skruet ned til fordel for store åbne landskaber. Det giver til tider indtrykket af, at man befinder sig i en Pixar animationsfilm. Humoren er også derhenad uden dog at være en kopivare. Ratchet & Clank formår stadig at bevare sin originalitet på flere punkter, og det er vel bare et spørgsmål om licenser inden der kommer en tegnefilm, som udspringer fra det kendte univers. Men skal den bare nå det seneste spil til sokkeholderne, skal den byde på intensitet fra start til slut og være proppet med så meget underholdning, at man bliver nødt til at se filmen igen og igen.

Det kører hele tiden flydende og det er uanset hvor mange missiler og fjender, der bogstaveligtalt flyver om ørene på en. Heldigvis følger lydsiden lige efter, når det kommer til kvalitet, og spillet mister dermed ikke point på den front.


Kan man se bort fra de få irritationsmomenter spillet har at byde på – kamerastyringen, der til tider har sin egen vilje, objekter og fjender der sætter sig fast i landskabet samt nogle monotone missioner – har man i Ratchet & Clank: Tools of Destruction sikret sig en sublim oplevelse, der med sikkerhed vil vokse på en. Folk der har spillet de tidligere spil, kan dog godt undre sig over de manglende opdateringer. Kigger man på de foregående spil, kan det på nogle punkter være svært at se fremskridt. Jo vist, det er da blevet next-gen, når det kommer til det kosmetiske, men hvad med nye tilføjelser. Up Your Arsenal til PlayStation 2 bød på en hel ny onlinedel til serien og modtog store roser for dette tiltag. Samme portion nytænkning er desværre ikke til stede i Tools of Destruction.
Gameplay:9.4
Grafik:8.8
Online:-
Holdbarhed:8.9
Overall 8.9
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.