Ratchet & Clank 3 Up Your Arsenal

Anmeldt af: - 12. november 2004 - kl. 16:59
Del denne artikel:
0 0

Ratchet & Clank er på spil igen, kun et år efter sidste udgivelse i serien. Kan udvikleren blive ved med at score mønt på makkerparets oplevelser? Find ud af det her i vores anmeldelse.

Ratchet og hans sidekick Clank har oplevet en pokkers masse, siden den første titel for to år siden så dagens lys. Året efter fik vi en 2’er og nu er altså tredje spil i serien på gaden. Ratchet & Clank blev vel modtaget, for sin actionprægede platform stil og de meget anderledes våben, dette har Insomniac Games holdt fast ved og endda formået at videreudvikle det, så det er forblevet underholdende.

På dette års E3 var Up Your Arsenal hovedtitlen i en ellers imponerende lineup fra Sony og når vi nu har et færdigt produkt til anmeldelse, kan vi se hvorfor. Insomniac har simpelthen formået at skabe endnu en fremragende spilopleelse i Ratchet & Clank (R&C) serien.

Up Your Arsenal starter med at vi ser Clank løbe med al æren for makkerparets tidligere bedrifter, til stor irritation for Ratchet, som vi jo ved, har været hovedårsagen til galaksens velbefinden. Clank har endda scoret sig en rolle, som James Bond agtig helt, i sin helt egen TV serie. Der går dog ikke lang tid før helvede bryder løs igen og makkerparet må igen drage ud for at redde galaksen.

Gameplay
Insomnia har sikret, at R&C3 ikke har en stejl indlæringskurve, så selv nykommere kan finde ud af det. Har man spillet en, eller begge, af de foregående titler, vil man dog have en fordel. Flere ting i historien er også direkte referencer til de tidligere titler, som nykommere ikke vil få så meget ud af.

Styringen er ganske god og du vænner dig hurtigt til opsætningen. Din skruenøgle befinder sig på firkantknappen, og denne kan du bruge til at slå fjender ned på nært hold, eller løse puzzles.
Ratchet & Clank 3 Up Your Arsenal screenshot

F.eks. får du på en mission til opgave, at aktivere et antal luftskytslasere. Dette gøres ved at fastmontere din skruenøgle til den foranstående møtrik, hvorefter du skal løbe rundt i en cirkel, til laseren er låst op. Med X-knappen hopper du, trykker du to gange udfører du et dobbelthop og holdes den inde aktiverer du din velkendte helikopterpropel, så du lige så langsomt kan dale mod jorden. Dit standard angreb finder du på cirkelknappen, som viser sig at være en pine i heftige kampe. For du kommer tit ud for, at skulle dreje kameraet samtidigt med du hopper eller skyder, men da du gør dette med højre analogstick, kræver det en god del træning, at mestre manøvrerne.

En af de ting, der har adskilt Ratchet & Clank fra mængden af platformtitler, er arsenalet af de specielle våben. Udvikleren praler af at have 20 originale våben, som alle kan opgraderes. Her er en lille opstilling over nogle få af våbnene:

Shockblaster er en effektiv efterfølger til den tidligere Blitz Gun. Den fungerer som en shotgun, ved at være effektiv på meget tæt hold, men mindre effektiv på længere distancer.

Infector er et våben, der affyrer grønne slimklatter og omvender fjender til at angribe deres egne allierede.

Plasma Whip er et effektivt våben mod horder af mindre fjedner, da man ved angreb svinger pisken frem foran sig og rammer alt i sin vej. Ulempen ved dette våben er dog, at det ikke er så effektivt mod større fjender.

Rift Inducer skaber et sort hul, som suger alle omkringstående fjender til sig. Et åbenlyst meget kraftfuldt våben.

Ratchet & Clank 3 Up Your Arsenal screenshot

Jo mere du bruger hvert våben, des mere bliver de opgraderet, så du kan med lidt planlægning opgradere nogle af de mindre effektive våben til at blive kraftigere.

Møntenheden i spillet hedder bolts, som er små møtrikker, der kan samles op, efter nedlagte fjender eller kasser, der står spredt rundt om på banerne. Der gemmer sig også ekstra ammo og health i kasser rundt om på banerne, som med lidt taktik kan gemmes til tidspunkter, hvor der er brug for dem. Løber du tør for ammo og der ingen kasser med ammo er omkring dig, må du opsøge en vendor station, hvor du kan proviantere dig med ammo og erhverve dig nye våben, hvis du ellers har råd. Hvis du har savegames fra de tidligere spil i R&C serien, kan du finde fordele i nogle af vendor stationerne, som andre ikke kan gøre brug af.

Missionerne består for det meste af Ratchet, der render rundt og skyder fjender og i få tilfælde løser simple puzzles. Ind imellem får du mulighed for at spille med Clank, i de tilfælde, hvor Ratchet er for stor til at avancere. Det giver lidt tiltrængt afveksling til spiloplevelsen.

Som noget helt nyt og meget gennemtænkt har Insomnia valgt at udvikle en multiplayer feature, som ellers ikke er set før i en platformtitel. Og det slipper de rigtig godt fra. Der er fire typer gameplay, heriblandt de klassiske deathmatch, capture the flag scenarier. Men mere interessant finder vi en Siege Mode, som læner sig meget op ad gameplayet fra Star Wars Battlefront, der har lånt konceptet fra PC titlen Battlefield 1942. Med brug af hjælperobotter, køretøjer og laserturrets, gælder det om at få fuld kontrol over et map, ved at indtage territoriale punkter. Intet mindre end en genistreg, som sikrer at spillets levetid med sikkerhed holder til næste år, hvor Insomnia måske udsender endnu en efterfølger til R&C serien.

Grafik
Den grafiske præsentation er helt i top. Animationerne giver karaktererne individuel personlighed, og gør alle mellemsekvenserne meget mere interessante at følge med i. Det er også en fryd at se alle de mange detaljer i omgivelserne og ikke mindst i karaktererne. Banedesignet er rigtig godt udformet, selv i det lineære layout, som serien er kendt for. 29 baner fordelt på 18 verdener, sikrer en god afveksling i omgivelserne, så du ikke når at blive træt af de samme omgivelser.

Loadetider er godt skjult, idet du hver gang du bevæger dig til en ny verden, ser en række sekventielle animationer, med dit rumskib i fart. Man får derfor slet ikke en følelse af, at der loades.

Lyd
Soundtracket er veludført og er i stil med, hvis ikke det er direkte parodier, på velkendte filmsoundtracks. Specielt er et af numrene meget i stil med det musik du hører i Matrix filmene, og hjælper dermed til at sætte den rette actionstemning. Musikken er helt klart et af de bedre, set i dette års udgivelser.

Stemmeskuespillet er også helt i top og udført af professionelle skuespillere, hvilket er gået hen og blevet sædvane i alle større produktioner. Stemmerne er meget karakteristiske og passer perfekt til spillets forskellige karakterer. Selvom stemmerne er set bedre i nogle af de andre platformudgivelser, der netop er kommet i handlen, er det bestemt ikke en kritik, men nærmere stor ros til de andre titler.

Ratchet & Clank 3 Up Your Arsenal screenshotHoldbarhed
R&C3 er den første platformtitel til at gå online og det sker med stor succes og tilføjer titlen langt mere levetid. Specielt Siege Mode kan du få meget tid til at gå med, da den er så underholdende.

Derudover er der naturligvis den sædvanlige singleplayeroplevelse, som stadig formår at underholde fans og nykommere til serien.


Overall
Alene uden multiplayerdelen, kan Ratchet & Clank 3: Up Your Arsenal måle sig med de tidligere titler i serien, men med denne nye feature rejser spillet sig langt over dem. Det er også altoverskyggende årsag til, at denne titel skiller sig ud fra den kæmpe mængde af platformspil, der er blevet udgivet her op til julehandlen.
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.